Spis blodtrykket ned

Har du for højt blodtryk, er det naturligvis vigtigt at droppe rygning, at få motion og at få tjekket dit kolesteroltal. Men du kan også sætte ind på kosten.
Af
Læge Jerk W. Langer
en kurv med grøntsager
Lækre, sprøde, saftige og supersund grøntsager kan være med til at sænke dit blodtryk.
Foto: colourbox
Annonce

Her er de fem områder, du kan prioritere:

1. Spis masser af grøntsager, kål, bælgfrugter, kerner, frø og anden plantemad. Du kan spise lige så meget grønt, som du har lyst til. Blodtrykket falder, det samme gør vægten, og du bliver mere antiinflammatorisk og dermed bedre rustet mod alverdens skavanker. Nitratrige grøntsager som rucola, spinat, salat, radise, rødbede, kinakål, rabarber, fennikel og selleri er særligt gavnlige, fordi nitrat kan sænke blodtrykket både på kort og langt sigt. Også andre kåltyper samt grønne bønner, porrer, forårsløg, agurk, gulerødder, kartofler, hvidløg og grøn peber tilfører små mængder nitrat.

Annonce

2. Vælg fuldkornsprodukter. Fuldkorn og kostfibre bekæmper farligt fedt i maven, som ellers presser blodtrykket op. Samtidig falder kolesteroltallet, blodsukkeret stabiliseres, og vægten kan falde, ikke mindst fordi den vigtige tarmflora kommer i topform.

3. Fisk er blodtryksvenlige. Omega-3 fiskeolierne omdannes til signalstoffer, der direkte sænker blodtrykket. Fisk giver også D-vitamin, der synes at sænke blodtrykket. Omega-3 er på alle måder gode for hjerte og kredsløb, først og fremmest når du får dem i maden. Laks, makrel og sild er fremragende valg.

4. Mælk og ost i moderat mængde. Du får blodtrykssænkende kalcium og proteiner, der dæmper appetitten. Vælg skummetmælk, minimælk, fedtfattig eller græsk yoghurt uden tilsat sukker, kefir og ost af god kvalitet. Tåler man ikke mælkesukker, er laktosefri mælk en mulighed.

5. Skær ned på saltet. Salt holder på vand og kan forhøje blodtrykket. Mange med normalt blodtryk tåler salt uden problemer, mens andre er sårbare, og da man ikke på forhånd kan udpege de saltfølsomme, så vi bør alle skære ned.

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.