Jeg arbejder som leder af en daginstitution, hvor jeg har skærpet underretningspligt, fordi jeg arbejder med børn i kommunen.
Når jeg en sjælden gang underretter om de børn, som går i min institution, får jeg indenfor 24 timer en kvittering for underretningen fra familieafdelingen og efterfølgende bliver jeg informeret om, hvad man eventuelt vil foranstalte på baggrund af min underretning.
Nu har jeg imidlertid følt mig forpligtet til at underrette om et barn, som jeg kender til privat.
Jeg kan som pædagog ikke være vidne til, at et barn på 12 år ikke går i skole og lader til at have frie tøjler til at rende ude sent om aftenen.
Men selv om jeg underrettede for to måneder siden, har jeg kun fået 24-timers kvitteringen.
Jeg kan se, at drengen stadig løber rundt i kvarteret om aftenen, og jeg har kontaktet kommunen for at høre, om der sker noget i sagen.
Men de siger, at fordi jeg har underrettet som privatperson, har jeg ikke ret til at få det at vide.
Kan det være rigtigt? Jeg har jo stadig skærpet underretningspligt?
Og giver det mening at underrette igen, når nu det ser ud til, at den første underretning ikke førte til noget?
Mange hilsner Susanne
Jeg forstår godt både din forvirring og din frustration. I forhold til tilbagemeldingerne til dig fra familieafdelingen, er det korrekt, at du ikke har krav på at blive informeret om, hvad underretningen fører til, når du underretter som privatperson.
Den regel gælder kun, når du underretter i kraft af din ansættelse som daginstitutionsleder.
Ideen med, at du får en tilbagemelding i den egenskab, er bl.a., at du dermed har mulighed for at støtte op om indsatserne gennem dit arbejde i institutionen.
Når du underretter som privatperson, indebærer det ikke, at du bliver part i sagen, eller bliver berettiget til at klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller ikke at foretage.
Du kan dermed ikke få oplysninger om sagens videre udvikling, herunder om din bekymring for barnet var begrundet, om underretningen fører til, at kommunen iværksætter en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets forhold eller iværksætter støtte til barnet.
Kommunen har dog pligt til at sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger med henblik på at afklare behovet for støtte.
Den 24-timers vurdering, du nævner, indeholder også en faglig vurdering af behovet for at iværksætte akutte indsatser for barnet.
Men der er ikke fastsat frister for, hvor lang tid der må gå, før der ”sker noget” i sagen derefter ud over, at det skal ske ”inden for en nærmere afgrænset tidsperiode”.
Kommunen skal ved behandling af underretninger fastsætte nogle procedurer for at foretage en såkaldt ”screening” (en socialfaglig vurdering), som så vidt muligt underbygger en hurtig vurdering af, om der skal iværksættes en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse.
Screeningen kan altså både føre til, at der ikke foretages yderligere i sagen, at der direkte iværksættes visse former for støtte, herunder tidligt forebyggende indsatser, som kan gives alene på baggrund af screeningen, eller at der iværksættes en afdækning eller børnefaglig undersøgelse, fordi det vurderes, at det er nødvendigt at få belyst barnets eller den unges behov nærmere.
Hvis du som uddannet pædagog tænker, at det er en fejl, at der ikke sættes ind med støtte i forhold til det barn, du har underrettet om, synes jeg, at du skal underrette igen. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Bedste hilsner Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.