Bekymrede forældre: Drikker vores søn for meget mælk?

Børn skal have rigeligt med mælk, men kan de rent faktisk få for meget mælk? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Lille dreng drikker mælk
– Fra et-to år skal mælken være letmælk, og fra to år anbefales skummetmælk, minimælk eller kærnemælk, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colorbox
Annonce

Kære Lotte Bang 

Min lille søn på et år har aldrig været særlig interesseret i mad, men mælk drikker han gerne, dog helst i sutteflaske.

Vi er som forældre lettede over, at han indtager nogle kalorier, da han altid har været til den lille side og ofte er faldet lidt på sine vækstkurver.

Nu går det bedre, men er det sundt med al den mælk? Bør vi i stedet begrænse det og så forsøge at få mere mad i ham?

Mvh. L 

Kære L

Mælk er jo sundt, så jeg kan godt forstå, I forfalder til det, når mad nu ikke har den store interesse.

For børn på et-to år er den anbefalede mængde 3½-5 dl mælk eller mælkeprodukt om dagen. Fra et-to år skal mælken være letmælk, og fra to år anbefales skummetmælk, minimælk eller kærnemælk.

Jeg vil anbefale, at I forsøger at trappe lidt ned på mælken og i stedet tilbyder anden mad, som I ved, han kan lide. Samtidig skal I holde øje med, at vægten stiger, som den skal.

Det er lidt af en balancegang, så gå langsomt frem, og så lykkes det formentlig før eller siden at få gang i en mere varieret kost.

Hvis kosten er meget ensidig, kan det være nødvendigt at supplere med en vitaminpille, men ellers er det ikke nødvendigt med andet end D-vitamindråber.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.