Søren Pilmark fylder 70: Hokus pokus, humor og hemmeligheder

En af landets bedste skuespillere fylder rundt 16. oktober. Søren Pilmark kan være gravalvorlig og hylesjov, trylle, instruere og skrive romaner. Men han taler nødigt om sig selv.
Af
Johan Isbrand
Skuespiller og forfatter Søren Pilmark præsenterer sine romaner på Bogforum i Bella Center, København.
Rollen som forfatter er relativt ny for Søren Pilmark. Her er han fotograferet ved sidste års udgave af messen Bogforum.
Foto: Mikael Rieck
Annonce

Søren Pilmark mestrer alle afkroge af skuespillets kunst.

Netop nu kan han opleves på landets biograflærreder som morfar i familiefilmen ”Børnene fra Sølvgade tager kampen op”.

Men højdepunkterne i hans bedrifter omfatter alt fra titelrollerne i Shakespeares ”Hamlet” og ”Richard den Tredje” over rollerne som den koleriske Djarnis i Søren Faulis kultflm ”De skrigende halse” og 1. reservelæge Jørgen ”Krogen” Krogsgaard i Lars von Triers ”Riget” til den kriseramte, kriminelle Thorkild i Anders Thomas Jensens ”Blinkende lygter”, der bliver regnet blandt de bedste danske film nogensinde.

Mange af hans bedste filmscener rummer stærke elementer af komik.

Sørens komiske talent har ligeledes siden 1991 sprudlet i den muntre og lumre kvartet Ørkenens Sønner.

I samme gruppe har han ydermere demonstreret stor musikalitet, og nu og da har publikum kunnet nyde hans tæft for trylleri – en kunstart, han har dyrket siden barndommen.

Det er kort sagt en alsidig herre, der fylder rundt i denne uge. Torsdag 16. oktober kan Søren Louis Pilmark Nielsen, som der står på hans dåbsattest, fejre sin 70-års fødselsdag.

Som barn i Hvidovre havde han en klokkeklar idé om, at det var i underholdningsbranchen, han skulle slå sine folder. Og i sin fritid øvede han trylletricks, spillede klaver, tegnede og puslede med sit dukketeater.

Annonce

Hans far var skoleinspektør. Og via en skolelærer, der bijobbede som skuespiller, lykkedes det ham at skaffe 6-årige Søren en statistrolle i en Erik Ballings komedie ”Den kære familie”. Her fik han sin første optræden på film. Han spillede en dreng på gaden i en enkelt scene.

I gymnasietiden rullede han sig ud i skolekomedier. Og som nybagt student gik han målrettet efter skuespillerdrømmen.

Bilka og Bahnsen

Han skulle dog en tur omkring Smilets by for at få drømmen opfyldt. I 1977 blev han uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.

I Aarhus nåede han og kammeraterne Asger Reher, Anders Bircow og Preben Kristensen at danne gruppen Barbershop Harmony, der blev en slags forløber for Linie 3.

Annonce

Snart vendte han dog atter næsen mod hovedstaden, hvor store roller på blandt andet Det Kongelige Teater kaldte.

Det var også på Det Kongelige, han i 1981 mødte kærligheden i skikkelse af fotomodellen Susanne, som på det tidspunkt arbejdede som videooperatør i lydteknikken på teatret.

To år senere blev parret gift, og det er de fortsat den dag i dag. Sammen har de Louis, Anton og Amanda.

Skuespillerne Søren Pilmark og Per Pallesen ved fejringen af sidstnævntes 80 års fødselsdag på Dyrehavsbakken, hvor "Matador"-stjernen var i sit kendte tjener Boldt-kostume.022Kunde: Aller foto og VideoBlad: sh + bbJournalist: Majken Munk Jan Körner
Glædeligt gensyn med en gammel makker. Søren var selvsagt med, da Per Pallesen i 2022 fejrede 80-års fødselsdag på Bakken i Tjener Boldt-kostume.
Foto: Birger Storm

Begyndelsen af 1980’erne var også perioden, hvor Søren indledte et mangeårigt samarbejde med kollegaen Per Pallesen.

Makkerparret huskes ikke mindst for deres ”Pallesen Pilmark Show”, der var centreret om to flygler. Showet bestod primært af ordløs komik krydret med trylleri, og de to entertainere var iført kjole og hvidt.

Annonce

Løjerne blev en gigantsucces, og duoen turnerede Danmark tyndt. Siden gik turen til det store udland, hvor de nåede at optræde i både USA og Kina.

Sørens sans for komisk timing er jævnligt kommet ham til gode. Og netop humoren gør, at de fleste danskere over en vis alder stadig husker hans reklamer for Bilka i 1990’erne under sloganet ”Hvem ka’? Bilka!” og måske især den kampagne, som DSB stod bag i årene 2000-2011, og som havde figurerne Harry og Bahnsen i centrum.

Sørens makker i de folkekære reklamefilm var en lilla dukke, som Søs Egelind lagde stemme til.'

Skuespillere har ofte et modsætningsfyldt forhold til at medvirke i reklamer. Sammenlignet med andre skuespiljobs er timelønnen skyhøj, men samtidig sælger man i en eller anden forstand sin kunstneriske sjæl til det kommercielle formål.

Annonce

Søren brugte i denne periode bevidst den gode indtjening til at geare ned arbejdsmæssigt og tilbringe mere tid med sin familie.

– Bliver jeg en dårligere skuespiller af at lave DSB-reklamer? Nej, så det må være folks eget problem, hvis de ikke kan tage mig alvorligt, har han sidenhen sagt om sin beslutning.

Undgår pressen

Søren Pilmark giver yderst sjældent interviews og bryder sig dybest set ikke om at tale med journalister om hverken sit arbejde eller privatliv.

Ej heller vil han have reportere til at følge hans arbejde og hans teaterprøver. Han insisterer på, at det er det færdige resultat – det, publikum i sidste ende oplever i teater- eller biografsalen – der tæller.

Fabrikshemmeligheden er med hans egne ord, at ingen i virkeligheden ved, hvem han er.

Mindst lige så svært har han det med anmeldelser og kritik. Og for ham handler det i bund og grund om, at han er dårlig til at modtage negativ kritik.

Annonce

For selv om succeserne har været langt i overtal gennem hans karriere, har der også været oplevelser, han helst havde været foruden.

Mest markant var DR’s tv-serie ”Gøngehøvdingen” fra 1992, hvor han og Per Pallesen begge spillede hovedroller, en fiasko af rang. Og formiddagsbladene holdt sig ikke tilbage med at udpensle seriens kunstneriske mangler i kreative vendinger på forsiderne.

– Det krævede jo næsten psykologhjælp dengang, har han udtalt om oplevelsen.

I 2006 kastede han sig ud i instruktørfaget med kortfilmen ”Helmer & søn”, der blev nomineret til en Oscar. Og senest har han atter bevæget sig ud på helt ny, kunstnerisk grund og skrevet en trilogi af romaner under den samlende titel ”Varité”.

Annonce

Den første udkom i 2021 og hed ”Varité. Laurits og Valdemar”. Efterfølgende er ”Varité. Eva og Anna” og ”Varite. Rasmus” udkommet.

Handlingen udspiller sig i en provinsvarieté i begyndelsen af 1900-tallet, og en af hovedpersonerne, Laurits, er tryllekunstner. Således får Søren endnu en gang flettet sin passion for magiens kunst ind i sit arbejde.

Egentlig startede ”Varieté” som et manuskript til en tv-serie, og skuespilleren fik hjælp og råd i skriveprocessen af selveste Jussi Adler-Olsen. Men da ingen produktionsselskaber eller tv-kanaler bed på, tryllede Søren sine historier til bøger.

Den gode modtagelse, romanerne har fået, bidrager uden tvivl til, at den mangesidede kunstner kan fejre sin runde fødselsdag i bedst tænkelige stemning og humør.

Ørkenens Sønner  – Asger Reher, Niels Olsen, Søren Pilmark og Henrik Koefoed – til pressefotografering i Glassalen i Tivoli.
Ørkenens Sønner – Asger Reher, Niels Olsen, Søren Pilmark og Henrik Koefoed – har i over tre årtier vakt lykke med deres skønsang og lumre ordspil.
Foto: Kaspar Wenstrup
Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.