
Jeg er 75 år, og i 2024 havde jeg næsten konstant blærebetændelse med deraf følgende penicillinbehandlinger. Jeg fik ordineret Haiprex som forebyggelse, og de hjælper, men er dyre. 100 stk. koster ca. 350 kr.
Her i foråret gjorde apoteket mig så opmærksom på, at der kan søges om tilskud gennem lægen. Hos lægen oplyste de, at det koster 350 kr. at indsende ansøgningen til Lægemiddelstyrelsen. Det fik vi sat i værk, og allerede dagen efter fik vi svar. Tilskuddet var godkendt og endda med tilbagevirkende kraft, så de 350 kr. var altså straks tjent ind.
Jeg håber, andre kan få glæde af denne information.
Mvh. J.J.
Det er jeg helt sikker på.
Haiprex virker ved at fraspalte formaldehyd i urinen. Det er smart, fordi formaldehyd har en hæmmende effekt på mange bakterier og dermed også på væksten af disse bakterier i blæren med betændelse til følge.
Det bruges forebyggende mod urinvejsinfektioner forårsaget af visse bakterier og virker desværre ikke altid, men er et forsøg værd i situationer som din, hvor det heldigvis har haft effekt.
Det kan anvendes som langtidsbehandling under forudsætning af, at det medfører færre urinvejsinfektioner. Behandlingen bør dog pauseres efter ca. 12 måneder for at vurdere, om der reelt er tale om en forebyggende effekt imod urinvejsinfektioner.
Fra april i år blev det besluttet, at voksne patienter med recidiverende symptomatiske urinvejsinfektioner, hvor øvrige relevante tiltag er forsøgt uden effekt, kan få såkaldt klausuleret tilskud til Haiprex. Tilskuddet skal søges gennem den ordinerende læge.
Tilskudsregler er indviklede og kan ændre sig, så det var godt, apoteket var vågne og fik gjort jer opmærksomme på denne mulighed og endnu bedre, at I nu giver oplysningen videre.
Kærlig hilsen Lotte

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.