Bekymret søster: Jeg frygter fremtiden for min udviklingshæmmede bror

Jeg har en udviklingshæmmet bror, som altid har boet hos vores forældre.

Vores far døde for nylig, og det har fået mig til at tænke på, hvad der sker, når vores gamle mor dør.

Min bror har ingen formue og ville ikke kunne købe mig ud, og selv hvis han kunne, ville han ikke kunne bo der alene.

Jeg har forsøgt at tale med min mor om det, da det altid har været en stor udfordring at have ham boende, og jeg har længe syntes, at hun og min far skulle sælge deres store hus. Men hun bliver vred, når jeg tager emnet op.

Så mit spørgsmål er, hvad der kommer til at ske med min bror, når min mor dør og huset skal sælges?

Det er en svær situation, I er havnet i. Det lyder som om, at din mor bliver vred over, at du taler om at sælge huset, uden at der er en plan for, hvad der så skal ske med din bror. Og det kan jeg måske godt forstå.

Forhåbentlig lever din mor mange år endnu. Men det er velkendt, at forældre til udviklingshæmmede (og andre med indgribende handicap) har det svært ved tanken om, hvad der skal ske med deres ”børn”, når de ikke selv er her mere.

Det siger desværre noget om tilliden til vores velfærdssamfund, som jo har en klar forpligtelse over for mennesker med varige funktionsnedsættelser.

Hvis man lytter til debatten om det specialiserede socialområde, handler den urimeligt meget om, at det er dyrt som bare pokker, og din mor kan – med rette – frygte, at det ikke bliver din brors bedste, som kommer i fokus.

Det er muligvis også forklaringen på, at han har boet hjemme hos jeres forældre hele sit liv.

Men udfordringen forsvinder jo ikke af, at I ikke taler om det. Så det er I nødt til − faktisk af hensyn til jer alle tre.

Din mor, så hun kan føle sig nogenlunde sikker på, at der er en plan. Din bror, så han kan forberede sig på den store forandring, der kommer til at ske. Og dig selv, så du i mindre grad risikerer, at det hele bliver noget, du skal tage dig af alene.

I forhold til, hvad der kommer til at ske med din bror, når din mor ikke er her længere, så er han efter alt at dømme berettiget til et længerevarende botilbud.

Her kan han selv vælge, hvor han gerne vil bo, så længe det sted, han udpeger, ikke stikker helt af økonomisk og i øvrigt matcher de behov, han har. Men det kræver en bevilling fra kommunen, og det kan godt være en længere proces.

Da han, som du skriver, ikke kan bo alene i huset, indtil kommunen har fundet et godt sted til ham, er det en god idé at være på forkant.

Der er stor forskel på botilbuddene rundt omkring, så I kan overveje at starte med at tage på besøg på nogle af dem, så I kan få en fornemmelse af, hvor din bror vil kunne passe ind, og hvor I alle tre kan være trygge ved, at han skal bo i fremtiden.

Men det kræver altså, at I tager hul på snakken.

Hvis det går helt i hårknude, kan du overveje at rådføre dig med organisationen LEV, som tilbyder rådgivning til mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende. De kan måske komme med nogle gode ideer til, hvordan I kommer i gang.