Pensionist med gæld: Må banken tage min ældrecheck?

Hvad stiller man op, hvis man skylder penge efter et lejlighedssalg, men ikke kan betale, fordi man kun har en beskeden pension? Læs svaret her.
Af: Bettina Post
En lommeregner, der viser 0.
Jeg har ingen penge tilovers, når alle udgifter er betalt hver måned.
Foto: Unsplash
Annonce

Kære Bettina

Jeg håber inderligt, at du kan hjælpe med svar, for jeg er helt knust.

Jeg måtte sælge min andelsbolig for et par år siden med tab, så nu skylder jeg banken lidt over 200.000 kr. Jeg blev folkepensionist forrige år, og da jeg før det var førtidspensionist i fire år, kan jeg simpelthen ikke betale.

Nu er det gået til advokat, og de truer med at tage min ældrecheck, som jeg er berettiget til, da jeg altid har været enlig og ikke ejer noget. Men ældrechecken gør jo, så jeg lige kan få det hele til at løbe rundt. Så må de virkelig godt tage den?

Venlig hilsen Dorte

Kære Dorte

Hvis du skylder din bank penge, som banken kan kræve, at du betaler nu, kan banken godt modregne gælden i dit indestående. Det vil sige, at når ældrechecken går ind på din konto, kan banken godt modregne beløbet i din gæld.

Banken må dog ikke modregne på en måde, så du ikke længere kan betale dine løbende udgifter, og der skal også være et beskedent rådighedsbeløb til mad og andre fornødenheder. Det kaldes ”trangsbeneficiet”.

Det medfører, at banken skal forholde sig til din samlede økonomiske situation, og som udgangspunkt altså ikke må modregne i ældrechecken, hvis den er nødvendig for, at du kan opretholde en beskeden levefod.

Du bør altså ikke skulle gå fra hus og hjem på grund af din gæld. Det betyder dog ikke, at den forsvinder.

Du skriver, at sagen er overgået til advokat. Jeg gætter på, at det er fogedretten, du mener. Typisk vil fogedretten gennemgå dine muligheder for at betale, og når gælden ikke kan indfris straks, kan der sædvanligvis laves en aftale om en afdragsordning med banken.

Hvis ikke du betaler de aftalte afdrag til tiden, kan du risikere, at fogedretten foretager udlæg i f.eks. din bil eller andet, du måtte eje af en vis værdi.

Kan du hverken betale straks eller afdrage, og ejer du intet af værdi, kan du afgive en insolvenserklæring til fogedretten.

Du afgiver en insolvenserklæring ved at møde personligt i fogedretten og erklære, at du ikke ejer noget og ikke kan betale din gæld. En insolvenserklæring indebærer typisk, at du ikke kan blive indkaldt til et nyt møde i fogedretten lige foreløbig.

Jeg vil råde dig til at forsøge at aftale en afdragsordning med banken med et lille beløb, som du kan overskue, så du kan få lidt ro på og vise din vilje til at tilbagebetale de 200.000 kroner.

Samtidig skal du søge om gældssanering, som kan bevilges, når en gæld er håbløs ud fra en bedømmelse af dens størrelse samt af skyldners alder og erhvervsmuligheder, og når andre forhold og omstændighederne i øvrigt taler for det.

I nogle tilfælde bliver gælden slettet ved gældssanering, i andre tilfælde bliver den nedskrevet til et mindre beløb, som man skal betale over en periode på normalt tre år.

Du søger om gældssanering hos skifteretten, og hvis du har brug for hjælp til det, kan du f.eks. kontakte Forbrugerrådets Gældsrådgivning, som er gratis, og som du kan ringe til på telefon 25 56 00 33.

Det skal nok gå det hele.

De bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.