

Ho-ho-ho!
Hvis du spørger en flok tilfældige børn på gaden, hvad de forbinder med julen, er svaret ”JULEMANDEN!!!” formentlig blandt topscorerne hos langt de fleste.
For som navnet indikerer, er han manden, der står for julen. Eller i hvert fald for den del af julen, som er i højsædet hos de mindste, nemlig gaverne og ikke mindst uddelingen af disse.
Hvordan denne ældre (men samtidig udødelige), langskæggede, hvidhårede, bebrillede mand med sin dybe stemme, det store bæltespænde og røde, bløde og formentlig enormt varme plyssæt med matchende hovedbeklædning blev synonym med fejringen af Jesu fødsel, ja, det er umiddelbart svært at forestille sig.
Skal man tro på fortællingen, og det skal man nok ikke, er den ho-ho’ende herre i de fleste tilfælde bosat i det kolde nord, hvor han lidt mere end 11 måneder om året hviler sig oven på de strabadserende 24 dage, han altså årligt holder sig vågen.
Her har han til gengæld travlt, når der skal læses breve fra hele verden, og selvfølgelig på alle verdens sprog, inden de bebudede ønsker sættes i produktion, pakkes ind og fordeles efter landekode. Hertil kommer det enorme arbejde med at holde styr på, hvilke børn der har været artige og dermed gjort sig fortjent til en julegave.
Til hele denne proces får han heldigvis kyndig assistance af sine mange nissehjælpere, der ligeledes har restitueret det meste af året for nu at være klar til at skabe millionvis af pakker.
Hjælp er der også at hente, når det kommer til udbringningen. Med sine ni rensdyr, som kyndigt ledes af Rudolf, deler han via sin kane gaver ud til alle jordens børn på under et døgn.

En ordning, han formentlig har patent på, for ellers havde Postnord og lignende ikke-rensdyr-baserede-udbringningsfirmaer nok for længst ladet sig kraftigt inspirere af den flyvende og, må man formode, også temmelig klimavenlige leveringsform.
Med digtet “The Night Before Christmas” opfandt og navngav amerikanske Clement Clarke Moore i 1822 de oprindeligt otte rensdyr, der i den danske oversættelse bærer navnene Springer, Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden og Lyn.
Først i 1939 valgte man at udvide med endnu et rensdyr i form af Rudolf, som siden blev flokkes leder. Taget befolkningsvæksten i betragtning er opnormeringen vel også mere end rimelig. I hvert fald blev sidst tilkomne opfundet af en amerikansk skribent til en større reklamekampagne for et ligeledes amerikansk supermarked.
Og det bringer os frem til tilblivelsen af julemanden, som vi kender ham i dag.
For den klassiske, rødklædte julemand blev på sin vis også skabt i reklameøjemed for en virksomhed, nemlig for Coca Cola. Men selv om virksomheden ganske vist har et julerødt logo, stampede de altså ikke den ældre herre op af jorden.
Det hele begyndte med Sankt Nikolaus, en katolsk biskop, der levede i byen Myra, det nuværende Tyrkiet, i første halvdel af 300-tallet. Fra en selvsagt gammel beretning bliver han beskrevet som en både god og hjælpsom mand fra hvem, der udgik en såkaldt særegen kraft.
Når han forbindes med julemanden, skyldes det især historien om, hvordan han i smug kastede guldmønter gennem sin nabos skorsten for at redde husets døtre fra at blive solgt til prostitution grundet voldsom fattigdom. Desuden portrætteres han som oftest med en rød kappe og langt, hvidt skæg.
Sankt Nikolaus døde efter sigende den 6. december år 347, og derfor er denne dag Nikolaus dag.

Når de amerikanske digtere og reklamemænd kendte til Sankt Nikolaus, som i USA hurtigt blev til Santa Claus, skyldes det de hollændere, der i 1626 immigrerede og grundlagde byen Ny Amsterdam, i dag bedre kendt som New York. Med sig havde de traditionen om Sankt Nikolaus, på hollandsk Sinterklaas.
Føromtalte Clement Clarke Moore, der med sit digt udstyrede julemanden med de senere så berømte rensdyr, var netop gift med en hollandsk kvinde. Egentlig var juledigtet skrevet til hans børn, som havde svært ved at falde i søvn, men efter blot få år var det folkeeje i det meste af landet.
For små 100 år siden, i 1931, stadfæstede Coca Cola så julemanden, som vi visuelt kender ham i dag. Med lidt fra Sankt Nikolaus, lidt fra den tyske tegner Thomas Nast og lidt fra en række andre inspirationskilder stykkede reklametegneren Haddon Sundblom julemanden sammen.
Den eneste nye tilføjelse var, at han på disse illustrationer konsekvent holdt en colaflaske i hånden. Hvorvidt cola går godt sammen med risengrød, som må forstås at være den ældre mands hofret, fremgår ikke.
I dag er julemanden fortsat børnenes ven, som, i takt med at de små vokser sig større, lige så stille udviskes af den åh så kedelige, men også i mange henseender nødvendige logik.
For som voksen bliver det sværere og sværere at besvare de efterhånden åbenlyse spørgsmål: Hvor gammel kan julemanden blive? Hvor hurtigt flyver den kane lige? Og falder han ikke ud, når der ikke er tag på? Hvordan overlever han uden mad resten af året? Og hvad med vores gaver, vi har jo ingen skorsten i lejligheden?
Suk … På den måde har alt sin tid, og så længe, der bare kommer nye generationer til, får også denne tradition lov at leve videre.
Kilder: juleweb.dk / dengamleby.dk / lex.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.