Hvor kan vi få hjælp til erstatning efter uønsket værge?

Et ægtepar ønsker at søge erstatning, efter at manden fik en økonomisk værge, og der muligvis var svindel involveret. Men hvor skal de gå hen med deres klage?
Af: Bettina Post
En figur, der forestiller den blinde justitia
Hvis han protesterede mod værgemålet, ville man sende ham i retten
Foto: Unsplash
Annonce

Kære Bettina

For en del år siden fik min mand en økonomisk værge. Det startede med, at han fik et brev om, at kommunen havde søgt en værge til ham, og hvis han protesterede mod værgemålet, ville man sende ham i retten.

Man havde endnu ikke fået lægeerklæring og udtalelse fra det bosted, han boede på, og det er tydeligt, at der er svindlet med lægeerklæringen, og at der er masser af økonomisk svindel i sagen, som nu er forældet.

Men vi har stadig beviser på det, og min bank var involveret på den måde, at de samarbejdede med værgen.

Det var en sej kamp at komme ud af værgemålet, og jeg er bange for, at ingen vil tage sagen alvorligt, hvis jeg melder det, for jeg har oplevet så meget med myndigheder, der dækker over hinanden. Men jeg tænker på at melde sagen til politiet.

For at rette op på økonomien er vi ved at søge erstatning, da min mand for nogle år siden blev indlagt gang på gang med slagtilfælde og hjerteproblemer. Det stoppede helt, da min mand ikke ville tage sin natmedicin.

Vi har skrevet til Styrelsen for Patientklager, men nu har jeg hørt, at de kun tager sig af patientsikkerheden, og at det er et andet sted, man skal klage, hvis man ønsker erstatning. Men hvor er det? Den sag er også snart forældet, så jeg håber, du kan svare hurtigt.

Jeg føler mig stresset og vil gerne have nogle, som kan støtte os, for vi frygter, at det hele går i stå, fordi vi ikke magter at tage kampen.

Ved du, hvor man kan finde en, som kan hjælpe?

Jeg tænker på at kontakte Sind, da der også er en masse psykisk i det.

Jeg har også hørt, at man kan få en koordinator, men det skal vist gå gennem kommunen, og en del af sagen drejer sig jo netop om, at kommunen også var med i det, da min mand fik en økonomisk værge.

Har du andre ideer eller råd til, hvor vi får hjælp til at få orden på alt det her?

Hilsen Gitte

Kære Gitte

Noget af det vanskelige ved at bestyre en brevkasse er, at jeg ikke har mulighed for at stille uddybende spørgsmål. I dit tilfælde har jeg rigtig mange opklarende spørgsmål, som ville kunne give dig nogle bedre svar. Men nu prøver jeg. Så håber jeg, at I kan bruge mit svar til at komme videre.

Når man beskikker en økonomisk værge, er det typisk for at forhindre, at den, som beskikkes værgen, udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt eller for at forhindre økonomisk udnyttelse. Om nødvendigt beskikkes værgen ved dom.

Så der må have været en alvorlig bekymring for, at din mand på det tidspunkt, hvor han fik værgen, kom til at bruge sine penge uden omtanke, eller at der var nogle, som udnyttede ham økonomisk.

Du skriver, at han boede på et bosted på det tidspunkt. Han har altså haft en periode i sit liv, hvor han havde behov for støtte døgnet rundt. Kan det tænkes, at der skete noget der, som din mand ikke erindrer, men som myndighederne ville skærme ham fra?

Du skriver, at I mistænker en form for bedrageri begået i et samarbejde mellem bostedet, kommunen, banken og den beskikkede værge. Det er en meget alvorlig anklage, og jeg er nødt til at tilkendegive, at jeg gennem fire årtier som socialrådgiver aldrig har hørt om sådan et scam.

Det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan være sket, men jeg finder det højst usandsynligt. Hvis I mener, at I har beviser for det, synes jeg bestemt, at I skal anmelde det. Det værste, der kan ske ved det, er vel, at politiet ikke mener, at der er grundlag for at rejse en sag, men så får I det afprøvet.

Med hensyn til jeres ansøgning om erstatning, så er det korrekt, at Styrelsen for patientklager alene tager stilling til, om den behandling, din mand fik, levede op til, hvad man må forvente af en almindelig god behandling i sundhedsvæsenet.

En egentlig erstatning skal I søge om hos Patienterstatningen. Det kan I gøre på Patienterstatningens hjemmeside. Hvis der er gået mere end tre år siden det forløb, I vil klage over, kan sagen være forældet, men er det ikke nødvendigvis. Er der gået mere end 10 år, er den forældet.

Jeg forstår godt, at det hele stresser jer, og det er en rigtig god idé at få hjælp til at få lidt ro og overblik.

Når I ikke ønsker hjælp fra kommunen, har jeg dog lidt svært ved at guide jer, men I kan måske have glæde af Retshjælpen, som yder gratis og anonym juridisk rådgivning. De kan muligvis både hjælpe jer med at søge erstatning og med at klage over forløbet i kommunen. Retshjælpen kan typisk træffes på bestemte dage på det lokale bibliotek. Så spørg efter dem der.

De bedste hilsner Bettina 

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.