I min ældste søns børnehave havde de en regel: Hvis man var hurtigt færdig med at spise, måtte man gå på legepladsen før alle de andre.
Jeg forstod aldrig helt den regel, for den resulterede i, at min lille krudtugle slugte maden, så han var ved at kløjes i den. Han trængte nemlig (altid) meget til at komme ud at lege.
Min yngste søn kom af samme grund i skovbørnehave, så han har været ude at lege mere end de fleste.
Det er jo dumt
Selv elsker jeg også at være ude, men jeg er jo voksen, så når jeg er ude, leger jeg ikke så meget. Jeg slår græs, klipper, nipper, luger, fejer og ordner, og det nærmeste jeg kommer at lege, er, når jeg rydder det glemte legetøj væk fra græsplænen.
Men egentlig er det dumt, for der er ikke noget så sjovt som en rigtig høj gyngetur eller en vild tur i den trampolin, vi også har stående i haven.
Eller en omgang badminton eller fodbold på plænen.
Eller rundbold på engen.
Eller...
Man kan selvfølgelig også, når vejret er til det, finde en solskinskrog og læse sit blad dér. Det er vel også en slags leg!
