Opskrifter

Søde karamelsnitter med chokolade og guldstøv

Onsdag, 28. marts 2012Opdateret 17. juniaf Camilla Biesbjerg Mikkelsen
Pas på, disse karamelsnitter er stærkt vanedannende! Snitterne er lavet på en mørdej, karamelfyld på kondenseret mælk og overtrukket med chokolade.
50 min
12 stk
Mørdej
120 g smør
160 g hvedemel
50 g lyst rørsukker
Karamelfyld
200 g smør
120 g lyst rørsukker
3 spsk. ahornsirup
1 dåse sød, kondenseret mælk (ca. 400 g)
Chokoladeovertræk
100 g mælkechokolade
50 g mørk chokolade
Evt. spiseligt guldstøv

Fremgangsmåde

  1. Mørdejsbund Smuldr smørret i mel og sukker og saml det til en dej.
  2. Pres dejen ud i en beklædt bageform på ca. 15 x 20 cm og glat overfladen med bagsiden af en ske.
  3. Bag mørdejsbunden ved 180° i 25 min., til den er gylden.
  4. Karamelfyld Kom smør, rørsukker, ahornsirup og kondenseret mælk i en gryde og varm det langsomt op ved svag varme under omrøring, til sukkeret er smeltet.
  5. Skru op for varmen, bring massen i kog og lad den småkoge i ca. 8 min. under konstant omrøring.
  6. Rør omhyggeligt, til massen er meget tyk, og pas på, den ikke brænder på.
  7. Hæld karamelfyldet over mørdejsbunden og lad det køle af i køleskabet, til karamelfyldet er blevet fast.
  8. Chokoladeovertræk Smelt de 2 slags chokolade forsigtigt over vandbad og smør det jævnt ud over det stivnede karamelfyld.
  9. Drys evt. med guldstøv og sæt kagen tilbage i køleskabet, til chokoladen er stivnet.
  10. Skær kagen ud i smalle snitter med en skarp kniv og server med en god kop kaffe.