Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Lige siden den nu 41-årige sanger og entertainer Martin Knudsen som barn sad klinet til skærmen, når der var Melodi Grand Prix, har Kirsten Siggaard været hans store idol. Og for 10 år siden fik han omsider lejlighed til at møde hende.
– Jeg var konferencier i Wallmans i Cirkusbygningen i København og fik til opgave at starte en ”kitschbar” på stedet. I den forbindelse kontaktede jeg Kirsten og fik lov til at låne billeder og diverse Grand Prix-klenodier til udsmykning af baren.
Klaus Strand-Holm er mentor for Anne Mette Rix. Mød dem her.
– Da jeg i 2009 skulle have en duet med på min debut-cd, ”Lille fredag”, spurgte kapelmester Mickey Pless mig, hvem jeg helst ville synge den med. Det var naturligvis Kirsten, men jeg turde næsten ikke sige det højt, husker Martin.
Kirsten sagde ja. Og efterfølgende lavede Kirsten og Martin et helt show sammen.
– Rammen om det hele var, at Martin var min praktikant, som jeg skulle oplære i showbiz. Og det gav mig lejlighed til at hundse rundt med ham i to fulde timer, griner Kirsten, hvis samarbejde med Martin kulminerede, da de i fjor sang en duet ved Dansktop Prisen i Boxen i Herning.
Martins samarbejde med kollegaen Stine Bruun, 40, går endnu længere tilbage. De har i 14 år været makkerpar og har udfoldet sig med dinnershows, cabaret og skræddersyet festunderholdning. De har også udgivet to cd’er med evergreens.
Kirsten Siggaard har fået endevendt sin slægt. Læs om resultatet her.
– Men nu vil vi bevæge os i retning af popmusik og originale numre. Og det kan Kirsten hjælpe os med. Det enkle er ofte det sværeste, og tager du for eksempel Melodi Grand Prix, er kunsten jo netop at få det til at lyde let. Men det er ikke en genre, man bare lige behersker, filosoferer Martin.
Den erfarne og alsidige Kirsten mener blandt andet, hun kan hjælpe duoen med at finpudse harmonierne og arbejde med deres skarphed og nærvær.
– Er publikum underholdt? Slapper folk af? Skal noget rettes til? Al den slags kan jeg komme med indspark omkring.
Nu vil Birthe Kjærs korpige, Britt Larsen, prøve sig selv af som solist. Mød dem begge her.
– Og jeg kan hjælpe Stine og Martin med at få opmærksomhed. Men de kan sandelig også give mig noget til gengæld. Martin har allerede hjulpet mig med at få produceret visitkort, fankort og plakater, siger hun.
Både Stine og Martin har en fortid som rejseguider, og en god del af det gåpåmod, den humor og det blik på verden, de har til fælles, stammer netop fra det univers. Stine har sideløbende med samarbejdet med Martin også lavet andet. For eksempel har hun sammen med kæresten gennem halvandet år, Søren Sebber, indspillet sangen ”Du kan godt selv høre det, ik’?”, som Dansktop Prisens ekspertjury har nomineret i kategorien Årets Dansktophit.
Inge-Marie Nielsen har besvaret vores seks hurtige spørgsmål. Se her.
– Vi har begge levet af at underholde i mange år, men vi er ikke som sådan slået igennem. Vi mangler den kendisfaktor, der kan give os mere bevågenhed og måske endda lidt bedre betalte job, siger Martin.
– Det er dejligt, at nogen vil hjælpe os, og det er rørende at mærke Kirstens opbakning. Jeg må dog tilstå, at hun godt kan være en belastning for ens selvtillid. Jeg har jo prøvet at være i studie med hende. Og hun synger så klokkerent, at det næsten er overmenneskeligt, griner Martin med et kærligt blik i retning af sin mentor.