På tur med bedsteforældre

Morfædre ved meget. Vores morfar, der hedder Kurt, han kan bygge huse, ordne kloakrør og overleve i et hus med tre kvinder. Men han vidste ikke, hvem Gurli Gris var.

Jeg er mormor, og indtil for et par år siden anede jeg heller ikke, hvem eller hvad Gurli Gris var, og skulle nogen have fortalt mig, at jeg inden længe ville bruge en stor del af mine feriepenge på at besøge en talende gris, ville jeg have benægtet det. Men bedsteforældre vil gøre alt, når det gælder børnebørnene. Derfor var der ingen vej tilbage, da børnenes mor fortalte, at der findes en forlystelsespark, hvor der er indrettet et afsnit til Gurli Gris og hendes familie – og at man ovenikøbet kan overnatte på et hotel, hvor et af værelserne er indrettet som en nøjagtig kopi af Gurli Gris’ svinesti.

Når det gælder om at møde Gurli Gris og hendes venner, er ingen vej for lang – heller ikke selv om Heide Park ligger i byen Soltau uden for Hamborg. Det betød en køretur på små 200 km fra færgen i Puttgarden, men heller ikke det kan holde rigtige fans af den søde gris væk – og så er det godt, at der er fire børn, der kan holde humøret højt hos hinanden undervejs.

Det gode ved vores børnebørn er, at de kommer i alle aldre. Gabriel og Thilde er 2 og 5 år. Patrick og Nicklas er 13 og 15 år og meget overbærende storebrødre, der altid er parate til at løfte, bære og ikke mindst dele det sidste pølsehorn med en lillesøster eller lillebror.

Kender du Danmarks bedste bedste? Nominér din Bedste til Årets Superbedste 2018

Gurli Gris på tysk

Vi var alle mere end parate, da vi endelig ankom til det eventyrlige land. Solbriller og litervis af solcreme på alle børnene, madkurv med pølsehorn og drikkevarer var i orden. Bedsteforældrene havde taget deres gode sko på, for der skal traves en del rundt, når man er på tur i en forlystelsespark. Der var livsfarlige rutsjebaner – eller sådan så det i hvert fald ud – togbaner til de små, mystiske grotter, både, helikoptere og racerbaner – og så var der Gurli Gris.

En Gurli Gris, der både kan snakke og give en krammer, kan få selv det mest snakkende barnebarn til at blive helt, helt stille… nok nærmest lammet af beundring.

At Gurli Gris i det her tilfælde talte tysk, gjorde ikke den store forskel: Store mennesker siger så meget, som små mennesker ikke forstår, og en grynten fra eller til gør heller ingen forskel. Bare at holde Gurli og hendes lillebror i hånden er nok – eller næsten da, for selvfølgelig skulle grisefamiliens stamtræ også kigges efter, og spørgsmål om, hvordan en gris overhovedet kan snakke, skulle besvares. Her er det en fordel at være bedsteforældre, for vi har jo levet så længe, at vi har svar på stort set alting. Synes vi da selv.

Når man rejser med børnebørn, er det en fin idé også at tage deres forældre med. På den måde var der hos os fire voksne, der kunne fordeles mellem lige så mange børn, der ville se Gurli, køre i den sejeste rutsjebane eller køre om kap i gokart. I vores familie er mormor en kylling og er helt tilfreds med kun at sejle i små joller og trykke Gurlis hånd. Igen og igen. Og igen. Så kan de andre voksne flyve igennem luften og gøre halsbrækkende ting og komme tilbage og fortælle om deres bedrifter. Igen og igen.

Imens holder vi i hånden, spiser is og kigger ned gennem revnerne i træbroen for at se eventuelle søuhyrer. Om aftenen flytter vi ind på hotellet i parken, og selvfølgelig skulle vi også bo på Gurli Gris’ eget værelse.

Læs mere: Annette samler på mennesker

En glad morfar

Vi var fire børn og fire voksne, da vi kørte ud, og lige så mange, da vi kom hjem dagen efter – selv om Gurli Gris-værelset bestemt havde sine udfordringer. Især for de store drenge og deres far. Når man er over 5 år, er man ikke vild med at falde i søvn til tonerne af Gurli Gris’ kendingsmelodi, og det kan være lidt skræmmende at vågne op i øjenhøjde med Gurli.

Man skal ikke udfordre gamle mennesker for meget og konstant, så vi bedsteforældre havde booket piratværelset: For det er nu rarere at vågne op i en ganske almindelig træseng og tage bad under en bruser, der er forklædt som trætønde...

Måske var det bare, fordi morfar boede på piratværelset, at det gik galt. Måske. På vej hjem sagde han glad og fornøjet: ”Det der Bodil Gris var da egentlig ikke så tosset, vel?”

Det viser bare, at vi bedsteforældre ikke kan have styr på det hele – men vi gør vores bedste.