Patient med hjertesygdom: Hvad kan jeg selv gøre?

For nylig var jeg indlagt med atrieflimren. Nogen siger atrieflimren, andre atrieflagren. Hvad er forskellen egentlig?

Jeg læste i en artikel, at en gruppe forskere har analyseret næsten 79.000 patienter og konkluderet, at selv om man er i behandling med blandt andet blodfortyndende og hjerterytmeregulerende medicin, er der øget risiko for slagtilfælde. Derfor anbefales tæt opfølgning og forebyggende indsats.

Hvad kan man som læge gøre? Og hvad kan jeg selv gøre?

Jeg kan oplyse, at jeg ikke ryger, indtager meget lidt alkohol og desuden går i fitness-centeret regelmæssigt.

Det bedste, du kan gøre, er at leve sundt og tage den medicin, din læge har ordineret samt gå til regelmæssig kontrol hos lægen, og det lyder fuldstændig som det, du gør.

Atrieflimren og atrieflagren er begge hjerterytmeforstyrrelser, hvor hjertets forkamre slår uregelmæssigt, ofte hurtigt, men på lidt forskellig vis. Atrieflimren er en uorganiseret, kaotisk, elektrisk aktivitet, mens atrieflagren er en mere regelmæssig, hurtig rytme, ofte beskrevet som "savtakket", når den ses på et hjertekardiogram.

De to hjerterytmeforstyrrelser er ikke i sig selv farlige, men hvis rytmen medfører meget høj puls, vil der kunne udvikle hjertesvigt, og derfor bør hjertefrekvensen ofte sænkes medicinsk. Desuden er der øget risiko for blodpropper i hjernen, og hvis du også har andre risikofaktorer, vil blodfortyndende behandling ofte være tilrådeligt.

Atrieflimren og atrieflagren behandles nogenlunde ens, dog sommetider med visse variationer.

Tilbage i 1970-80'erne afkortede sygdommen atrieflimren livet med tre år. I dag afkorter atrieflimren livet med to år. Så ja, selv med den bedste behandling har man øget risiko for at dø med denne diagnose. Dette skal dog ses i lyset af, at mennesker med atrieflimren/flagren ofte er ældre og også fejler andet.

Atrieflimren/flagren er en alvorlig sygdom, men der er rige mængder af behandlingsmuligheder, og jeg har rigtig mange patienter i min klinik med en af disse diagnoser, der har levet godt og længe, efter diagnosen blev stillet.