Jeg har en veninde, der bare ikke kan lade være med at lade munden løbe. Vi bor i samme ejendom med et dejligt gårdmiljø, hvor vi sommetider har fælles arrangementer, især om sommeren er de sociale sammenkomster hyppigere.
Jeg har lært min veninde at kende netop gennem sådanne sammenkomster, vi hygger os tit og taler fortroligt, men nu har hun gjort noget dumt.
En aften – efter et glas vin (for meget) –fortalte jeg hende, at jeg har fået et godt øje til min genbo, der bor lige over for mig i gården. Jeg kan se ham, når vi begge står i vores køkkener. Jeg har gået og luret lidt på ham, og vi er også stødt på hinanden i gården. Han er lækker og single, så vidt jeg kan se, for kun hans navn står på døren, hvilket jeg selvfølgelig har tjekket.
Nå, men min veninde er totalt grænseløs, så hun fortæller ham det simpelthen, da hun møder ham i gården. Hun buser ud med alting og kom bagefter glædestrålende og fortalte, at hun lige havde mødt ham og sagt, at jeg var vild med ham.
Jeg var ved at tabe ansigt og mund. Hun grinede bare og sagde, at han så glad ud, da hun fortalte det, og at han vidste, hvem jeg var.
Nu synes jeg, det er pinligt at stå i køkkenet, og jeg kan slet ikke lide at gå ned i gården af skræk for at møde ham. Min veninde kan ikke se, hun har gjort noget forkert, og er helt som hun plejer.
Hvordan får jeg ryddet op i alt det rod?
Genboen
Rolig nu. Det er ikke så slemt, som det lyder.
Først tager du lige en alvorlig snak med veninden. Fortæl hende, at du opfatter jeres samtaler som fortrolige, og hvis hun en anden gang har tænkt sig at referere fra de samtaler, må hun ikke gøre det uden din tilladelse. Herefter kan det være, du lige skal lære at dossere de hemmeligheder, du deler med hende.
Hun lyder skøn og energisk, men der findes typer, der simpelthen bare ikke kan holde på hemmeligheder.
Nå, og så er der ham fyren. Måske har veninden gjort dig en tjeneste. Jeg ved godt, det føles pinligt, at han nu har en fornemmelse af, at du godt kan lide ham, men hvis du faktisk oprigtigt gerne vil give det et skud med ham og dig, kan det være, at din venindes ”mund diarré” kan sætte skub i tingene.
Opfør dig naturligt. Stå ved vinduet, som du plejer. Tag med til jeres sammenkomster i gården, som du plejer. Se, om han søger dig. Hvis han også er interesseret, så er det slet ikke så tosset, han ved, du har et godt øje til ham. Lad tingene gå sin gang. Ikke noget med at gemme dig.
Lige nu føles det som en katastrofe, men udefra set er ingenting ødelagt. Måske fortroligheden med veninden, men det må du rette op på, og så ønsker jeg dig ellers held og lykke med sommeren i gården. Håber den bringer lykke – og hvem ved måske kærlighed.
Kærlig hilsen Puk
Min veninde skylder mig penge
Brug kontanter
Middagsgæster er blevet en plage
Jeg er bekymret for min datter
Det vigtige sammenhold
Jeg tager ud og oplever uden min mand
Julen kommer alt for tidligt
Jeg ved aldrig, om min demente mand vågner igen