Du kan selv gøre en indsats mod ensomhed

”Nobody wants to be lonely” synger Christina Aguilera og Ricky Martin så smukt ... Men er ensomhed ikke et livsvilkår for alle indimellem? Når det opstår og kommer til af fylde, er det måske et vink med en vognstang om at gøre noget ved det?

Du kan opsøge, række ud, gå en tur, hvor man kigger folk i øjnene, smiler og siger hej – se, hvad der sker.

Du kan få en hund, kat, marsvin at holde af og passe på, blive god til at bage, gå til forelæsning på Folkeuniversitetet, folkedans, møde ligesindede, melde sig som indsamler, sætte et opslag i Brugsen om gåture/reservebedste/barnepige/hundelufter, opsøge Ældre Sagen, blive frivillig – og ikke mindst overveje, om du gad være ven med dig selv, for snakker du for meget om sygdom, om dig selv, eller er du nærig ikke kun med penge?

Prøv dig frem.

Dybest set tror jeg, det handler om at føle sig forbundet med noget eller nogen, mennesker, dyr, naturen, en togbane, samle flasker, undulat, strikketøj – hvad der syntes ligegyldigt for nogen, kan være andres hele liv.

Det handler også om ikke at være så kræsen med det, der skal fylde, for det kan være noget helt andet, end man troede. Det behøver måske ikke være en mand/kone/kæreste/børnebørn/en uge fyldt med dit og dat. Nogle gange må man også minde sig selv om at være taknemmelig for alt det, der faktisk er i ens liv, og vi får ikke alt.

Lær også at skille ensomhed fra manglende selskab/input/at dele noget med nogen.

Dødsfald ikke mindst eller fyring, flytning og mobning er alle scenarier, der kan trække tæppet væk under os og skabe sorg og ensomhed, som er helt naturlig og vil tage tid, for ens forbundethed er blevet hjemløs.

Husk på, at vi også har brug for tid alene, til at reflektere, mindes, få ro i hovedet, sidde og glo ud i luften – det er ikke farligt.

Jeg er selvfølgelig klar over, at der findes virkelig alvorlig ensomhed, som man kan dø af, og det er uendelig trist.

Derfor må læren være at blive mere obs på hinanden, se ud og ikke altid kun ind. Tænke over, hvad jeg kan bidrage med og ikke vente på, at nogen kommer på den hvide hest, men selv være den.

Puk, det er altid en fornøjelse at være i dit selskab, du hjælper mig i min ensomhed med dine svar i brevkassen. Tak.

Mange tak for dine fine tanker om ensomhed.

Jeg tror bestemt, at ensomhed er et vilkår for mennesker, og ensomheden hænger sammen med en dyb følelse af frygt.

Når man som menneske føler sig smidt ud af flokken, er det eksistentielt og har i gamle dage betydet, at man var så godt som død, fordi man ikke var en del af fællesskabet. Vi har levet og jaget i flok.

Sådan er det jo ikke i dag, for man kan godt skaffe mad, selv om man er alene. Jeg er dog sikker på, at det ligger dybt i os at have brug for andre for at overleve.

Men vi kan være ensomme på mange måder, også f.eks. selv om vi er sammen med andre.

Jeg er f.eks. allermest ensom i en stor folkemængde eller til en stor fest. Der føler jeg mig som den eneste, der ikke hører til.

Jeg synes, du har ret i, at man selv har et ansvar for sit liv og sin eventuelle ensomhed, og at man måske tilmed kan være lidt kræsen, når man vælger folk til i sit liv, men jeg tror nu også, der findes en hel del, der ikke har modet og energien til at finde ud af, hvor der er en plads til dem.

Man kan få så grundlæggende en følelse af bare ikke at passe ind eller være noget værd, at det nærmest bliver umuligt at række ud og søge selskab.

Dit budskab om at se på, hvad man selv kan bidrage med, synes jeg, er rigtig godt. Det er langt mere rart at komme med sit eget selskab som valuta end at stå med hatten i hånden og spørge, om der er nogen, der være sammen med en.

Du bringer mange gode idéer på banen, og brevkassens læsere kan gå på hugst i dine forslag.

Tak, fordi du deler dine tanker.