Fuld kæreste skabte utryghed

Søndag, 28. januar 2024
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Efter en ubehagelig episode, hvor læserens kæreste blev meget beruset, mener familien, at læseren bør forlade ham. På trods af familiens råd har læseren besluttet at blive sammen med ham.
En fuld mand, der drikker øl

Kære Puk

Jeg står i et dilemma efter en episode, hvor min kæreste blev meget, meget fuld og efterfølgende også ret ubehagelig.

Jeg valgte at ringe efter min bror, og han reagerede straks, næsten som om jeg var i livsfare, hvilket ikke var tilfældet.

Bagefter har hele min familie givet udtryk for, at det rigtige var at gå fra min kæreste, men efter at have talt med både mine og hans venner har jeg besluttet at blive sammen med ham.

Han har det ene problem, at han ikke kan tåle at drikke for meget alkohol, det får ham til at gå i selvsving og sige dumme ting, og det ved han, men han har aldrig nogensinde været farlig. Han tager det fulde ansvar og er bl.a. begyndt at gå til psykolog for at finde årsagen til dette problem.

Problemet er nu, at min familie på ingen måde forstår mit valg, og især min bror er meget ked af det og vred. Han har skrevet til mig, at det var min skyld, at familiedynamikken nu er ødelagt, og han mener, at jeg ”konsekvent tager dårlige beslutninger”. Han er så vred, at han ikke vil tale med mig.

Hvad tænker du kan være en løsning?

Amalie

Kære Amalie

Du har også skrevet lidt om juleaften, men den del har jeg redigeret ud, da vi nu er forbi jul, og jeg ser dit brev for sent til at svare på juledilemma. Sådan er det desværre sommetider her i brevkassen. Der går lidt tid, fra brevet rammer brevkassen, til det kommer i bladet.

Men jeg forestiller mig, at der stadig er konflikt i din familie, og derfor tager jeg dit brev med, for det er en svær situation, du står i.

Du og din kæreste har været ude i en voldsom episode, og du har følt dig utryg og har ringet efter din bror. Det var godt, du ringede til ham. Du havde behov for hjælp, og det fik du. Din bror slap, hvad han havde i hænderne og spurtede af sted for at komme sin søster til undsætning. Det er en god bror, du har.

Nu har du fået det hele lidt på afstand, og ofte vil vi gå i gang med at normalisere sådanne episoder. Det var jo heller ikke så slemt, det var på grund af alkohol, han mente det ikke, det var måske også lidt min skyld osv. osv., Men følelsen af at blive ringet op af sin utrygge søster sidder nok stadig i din bror. Han har trang til at beskytte dig og kan ikke forstå. hvorfor du ikke går fra din kæreste. Prøv at se, om du kan se det fra hans side også.

Når det så er sagt, synes jeg, det lyder fornuftigt, at din kæreste er begyndt hos en psykolog. Det er meget fornuftigt, hvis I får en aftale omkring, hvordan han holder sig fra alkohol i fremtiden, og at han erkender, at han har et problem.

Jeg synes, din kæreste skal tage kontakt til din bror. Hvis han indrømmer, han gik for langt, og rækker ud til din bror, tror jeg måske, det kan gendanne noget af den respekt, din bror har mistet for din kæreste. Der ligger et arbejde foran de to for at få genoprettet relationen. Dér må din kæreste træde til og tage ansvar.

Og så vil jeg sige, at det er vigtigt, at du selv sætter nogle regler op for, hvordan du kan være tryg i relationen til din kæreste. Hvad gør I, hvis det sker igen?

Jeg har en fornemmelse af, at det ikke er første gang? Hvad gør I for at undgå, at det eskalerer? Læg en plan sammen med psykologen, og hold fast i den, så I ikke havner samme sted igen.

Lad være med at dække for meget over din kæreste. Vi har alle sammen lov til at træde forkert, men vi har pligt til at gøre vores yderste for ikke at gentage vores dumheder, særligt når vi gør vores nærmeste utrygge.

Hold fast i de aftaler, I laver, og foreslå ham at kontakte din familie.

Held og lykke, og skriv endelig igen, hvis du får brug for det.

Varme hilsner fra Puk