Min datter er flov over mig

Jeg er dybt fortvivlet, selv om det måske er en underlig ting at være så tynget over.

Jeg har knoklet, siden jeg var 14, er i dag 65 år. Fik en god uddannelse, mens jeg arbejdede ved siden af. Har grundet forkerte valg stort set altid været alene med mine tre børn, og der har været mange store bump på vejen.

Min yngste datter på nu 30 har fyldt utroligt meget, fra hun blev født. Hun er smuk og dejlig, men grundet ordblindhed, adhd og borderline har det været voldsomt. Hun er sej, og med ekstrem støtte fra mig går hun nu på universitetet.

For 14 år siden fik mit mellemste barn cancer i hjernen. Da hun kun var 19, troede lægerne, at hun var psykisk belastet pga. mig – kommunen havde oplevet, at min yngste absolut ikke ville bo hos mig, så de måtte finde en anden løsning.

Der var kaos i otte måneder, indtil hun lå hjemme og var ved at dø. Samtidig var jeg regnskabschef, så min gamle mor hjalp med at passe datteren, mens jeg jobbede. Alt dette skal med, for efter dette voldsomme forløb, operation, stråler og deraf mindre handicap hos min datter gik jeg fuldstændig ned med flaget.

Jeg forsøgte gang på gang at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men hver gang knækkede jeg psykisk, og min fysik begyndte at svigte, så for fem år siden fik jeg førtidspension. Kronisk depression og smerter. Stor lønnedgang, stor ændring af mit liv. Lille bolig, få møbler, ingen ferier, ingen store gaver osv.

Nu til min sorg: Min yngste datter har fundet en sød kæreste på universitetet. Men hun er flov over min bolig, min uddannelse (som ellers er lige så fin som hendes, bare 40 år gammel).

Så hun vil ikke have sin kæreste med på besøg hos mig. Den ene gang, han har været her, kom hun forinden og gjorde hovedrent. Jeg bor pænt og ryddeligt, men ikke som hun vil have det.

Hvordan kan jeg komme overens med denne hårde afvisning af hele mig?

På en måde er det dråben i det hav af bebrejdelser over, at jeg ikke længere kan være der 24/7 for hende.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe det, jeg ikke kan ændre.

Du begynder med at skrive, at du er i dyb fortvivlelse og sorg, og bagefter nedgør du dine egne følelser. Det synes jeg ikke, du skal. Jeg kan godt forstå, du er ked af det.

Du har haft et voldsomt liv. Det trætter. Man bliver slidt. Du er nødt til at se med omsorg på dig selv. Jeg tror måske, din datter tager afstand fra dig nu, fordi hun selv har haft meget at kæmpe med og på en måde er bange for at skulle give op en dag.

Grunden til, at jeg tror, det kunne hænge sådan sammen, er, at jeg som ung selv havde det sådan. Jeg var til tider meget vred på min mor, da hun endte som førtidspensionist og havde det rigtig svært.

Jeg blev bange, når jeg så hende, for jeg kæmpede selv en hård kamp for at holde hjulene i gang. Jeg kunne ikke acceptere, at hun ikke bare fik et job, ikke bare fik nogle venner, ikke bare gik til gymnastik, ikke bare tog på en ferie.

I dag ved jeg, at der ikke er noget, der hedder ”ikke bare”, hvis man er belastet. Men det har livet og alderen lært mig. Måske har din datter det på samme måde. Hun har brug for at tage afstand og definere sig selv. Måske skælder hun ud over, at hun synes, du roder, men det handler muligvis om så meget andet.

Du skriver også, at hun tager afstand fra ”hele dig.” Det kan være, at hun er vred på dig, for, som du siger, har du været omkring hende 24/7, og når hendes ressource (dig) viser tegn på mindre overskud, bliver hun vred.

Men hun forstår ikke din situation. Som barn/ung ser man ikke det hele billede af sine forældre. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Det er først nu, jeg forstår graden af min mors liv, fordi jeg nu selv har levet længe og ved, hvad det kræver. Du har gjort det, du skulle.

Vi forældre skal støtte vores børn og give det, vi har, for at få dem godt igennem livet, og der er desværre ikke altid direkte tilbagebetaling, når det er os, der har brug for deres støtte og forståelse. Men det betyder ikke, at du valgte forkert, da du lagde al din energi i at hjælpe hende.

Jeg synes, I skal ses på neutral grund. Mød hende ude i byen. Snak med hende. Interessér dig for hendes liv, studie og kæreste.

Jeg tror ikke, det kan nytte noget at håbe på hendes forståelse. Ikke endnu. Din datter skal nok forstå omfanget af det liv, I har levet sammen, på et senere tidspunkt, men lige nu skal I finde hinanden i de nye omstændigheder.

Jeg synes, du skal træde ud af konflikterne, vid med dig selv, at du har gjort det godt, og anerkend, at du er træt og slidt. Jeg håber, I finder hinanden.