Socialt Set
Kan jeg tvinges til raskmelding?
Jeg skriver fordi vi er ved at bukke under for systemet.
Sagen er den, at min bedste veninde er kommet i klemme i regler. Hun har i 25 år boet i USA, men da hendes mor blev alvorligt syg, valgte hun at rejse hjem for at være med til passe hende i hendes sidste tid og blev så efterfølgende boende.
Hun har arbejdet på den danske ambassade i Washington DC i 16 år, og blev derefter overflyttet til Udenrigsministeriet i København. På grund af besparelser blev hun sammen med mange andre i arkivet fyret, og eftersom hun på det tidspunkt havde nået en alder af 56 år, var det svært at finde et job, hvor hendes kvalifikationer kunne bruges, så hun gik ned med stress og fik en depression.
Hun er nu blevet tilkendt seniorpension, men hendes tid i USA bliver modregnet i udbetalingen, således at hun kun har 7.000 kr. om måneden udbetalt, hvilket hun naturligvis ikke kan klare sig for. Ifølge loven er hun berettiget til mere, da hun i 16 år har arbejdet for den danske stat, og derfor ifølge loven, sådan som vi læser den, er berettiget til at få disse år med i udregningen. Men vi kan ikke komme igennem med det, fordi man hele tiden henholder sig til, at hun skal søge socialbennefit i USA, hvilket hun også har gjort, men det løser jo ikke problemet lige nu.
Vi talte med en fra seniorpension, der mente, at kommunen så skulle hjælpe, indtil alt var på plads, men vi ved ikke, hvem vi i så fald skal kontakte. Det var en lang smøre, men vi er temmelig fortvivlede, da min veninde ikke får det bedre, jo længere der går, før vi får problemerne løst.
Undskyld hvis dette blev lidt langt, men vi håber du kan komme op med forslag til, hvad vi skal gøre.
Med venlig hilsen Vibeke
Jeg er enig med jer i, at sagsbehandlingen virker forkert. Retten til seniorpension er betinget af, at man har arbejdet mindst 25 år på fuld tid, og at en læge kan bekræfte, at man på ansøgningstidspunktet kun kan arbejde 15 timer om ugen eller mindre. Om nogle af arbejdsårene er foregået i udlandet, bør ikke have betydning, når man som din veninde har været udsendt som repræsentant for en dansk offentlig myndighed.
Det er Udbetaling Danmark, som har beregnet din venindes pension, så I kan klage over beregningen til Ankestyrelsen, hvis klagefristen på de fire uger ikke er overskredet. Det lyder som om, I allerede har klaget, så sagen må være sendt til Ankestyrelsen, som vil tage stilling til, om din veninde har ret.
Det er korrekt, at man kan søge kommunen om supplement til pensionen, hvis man ikke får udbetalt fuld pension. I bør kunne ringe til din venindes bopælskommune og få oplyst, hvordan hun søger om det. Den paragraf, I skal spørge til, hedder § 27a i Lov om aktiv socialpolitik. Jeg håber, I får det løst.
Bedste hilsner Bettina
Kan jeg tvinges til raskmelding?
Min søn er negativ
Hvem skal betale brillerne?
Udlejer tog mit indskud
Fem tip til at få den rette sagsbehandling
Kan jeg blive i min lejebolig?
Må min venindens børn bo hos mig?
Kan min mand få nødkald?