
Jeg er for en måned siden blevet alene, efter at min mand og jeg har været gift i 51 år.
Jeg bor i en lejet bolig, hvor vi har boet i ca. 49 år. Problemet er, at lejligheden står i min mands navn, så spørgsmålet er, om jeg skal meddele udlejer, at jeg nu bor her alene, og kan jeg risikere, at huslejen stiger, eller skal jeg blot forholde mig passivt?
Hvad vil du råde mig til?
Venlig hilsen Enken
Det gør mig ondt, at du har mistet din mand. Efter så mange års samliv må det være både svært og ensomt for dig.
Men selv om det er tungt, må du i gang med at skaffe dig et overblik over alt det, som din mand plejede at stå for. Herunder jeres lejekontrakt, som i sin tid er blevet underskrevet af din mand.
Ifølge lejeloven har du ret til at overtage lejemålet. Det gælder uanset, om I var gift eller blot samlevende. Og du har ret til at overtage lejemålet på uændrede vilkår.
Det betyder, at udlejeren ikke kan lade huslejen stige alene på grund af din mands død og de deraf følgende ændringer af lejekontrakten.
Kun hvis der er tale om 1) forbedringer af lejemålet, 2) en årlig huslejestigning som følger nettoprisindekset, 3) stigende driftsomkostninger og 4) hvis din udlejer mener, at du betaler væsentlig mindre end lejemålets værdi, må huslejen stige.
Mit råd til dig er, at du skal kontakte udlejeren og oplyse, at din mand er død samt bede om at blive skrevet på lejekontrakten i stedet for ham. Så behøver du ikke at spekulere mere over det.
Nu, hvor du er blevet alene, kan det i øvrigt være, at du er berettiget til boligstøtte. Du kan få op til 4.741 kr. om måneden i boligstøtte, når der ikke bor andre end dig i boligen. Det konkrete beløb afhænger dog af din indkomst og formue samt huslejens og boligens størrelse.
Du søger boligstøtte på borger.dk. Hvis du ikke er ferm til at bruge internettet, kan du henvende dig i kommunens Borgerservice, som gerne vil hjælpe dig med at ansøge.
De bedste hilsner Bettina