Hilda Heick fik altid to juleaftener i én

Dit bedste juleminde?

– Når jeg tænker tilbage på min barndoms jul og sammenligner den med julen, som den er i dag, er der en verden til forskel på børns ønsker dengang og nu. Men forventningens glæde er der stadig. Og julemandens besøg er stadig aktuelt i mange hjem.

– De første otte år af mit liv foregik julen efter helt faste traditioner. Jeg kan naturligvis ikke huske fra mine allerførste leveår, men jeg husker fra 6-7 års alderen. Begge mine hold bedsteforældre boede i samme lille by, Stenmagle, midt på Sjælland. Der var kun cirka 400 meter imellem deres boliger. Vi startede julen hos min mormor og morfar, hvor det meste af familien mødtes.

– Min mor havde fem søskende, og det var blevet til en del børnebørn. Vi fik flæskesteg og risengrød, og derefter skulle der danses om et stort juletræ. Vi var ofte så mange, at vi kunne gå rundt i to kredse om træet. Efter adskillige julesange bankede julemanden på døren: En meget lille mand i rødt tøj og med stort skæg kom med flere sække fyldt med gaver. Det var ikke store, flotte gaver. Det kunne for eksempel være en lille dukkekommode eller et lille syskrin med små, fine garnnøgler, og herefter var resten i den fornuftige afdeling for nye vanter og hjemmestrikkede huer. Den lille julemand gik, så snart gaverne var delt ud, for han havde jo travlt. Når gaveregnen – 2-3 pakker til hvert barn – var pakket ud, hjalp min mor til med opvasken, mens min far og jeg gik hen til mit andet bedsteforældrepar: Min farfar og hans kone, Margrethe. Min rigtige farmor var allerede død, da min far var 15 år.

En rød cykel i gave

– Her var jeg eneste barnebarn, og her var verdens mindste juletræ. Et lillebitte træ, der stod i en urtepotte på bordet pyntet med fehår og flag, men uden lys. Vi snakkede om alle de dejlige gaver, julemanden var kommet med tidligere på aftenen, og så spiste vi vandrisengrød med rosiner. Endelig kom julemanden også her og bankede på. Han havde altid kun én gave med til mig, men det var som regel en stor gave. Jeg husker et år, hvor jeg fik en fin dukkevogn med kaleche, der kunne lukkes ned, og med indsats, der kunne tages op – fuldstændig som de rigtige barnevogne. Men den juleaften, jeg husker bedst, fik jeg en ny, rød cykel, som jeg skulle lære at køre på, inden jeg skulle begynde i skolen. Min far sprang ned ad trappen for at hjælpe julemanden op med den tunge gave. Jeg var lykkelig. Der var kun én ting, jeg var ked af, og det var, at min mor aldrig nåede at se julemanden. Hun var altid i gang med opvasken. Først, da jeg kom i skole, fik jeg at vide, at julemanden var min mor.

Læs om nogle af Dario Campeottos seneste udgivelser og se ham give Familie Journals journalist sangundervisning.

Julen er ønskernes tid. Hvad er dit største juleønske?

– Mit juleønske gælder vores to børnebørn og deres forældre, og det er, at de må få et godt liv i en fredelig verden. Det er sikkert et ønske, jeg deler med masser af forældre og bedsteforældre.

Se et herligt, nostalgisk fotogalleri med Dansktoppens dronning, Birthe Kjær.

2018 er året for Dansktoppens 50 års jubilæum. Hvilke tanker sætter 50-året i gang for dig?

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg havde fået et ganske andet liv, hvis ikke Keld og jeg havde fået en førsteplads i 1976 med ”Do You Speak English”.

– Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle ud og synge sammen med ham, men efter lange overvejelser og overtalelser tog jeg med ud på scenerne i 1981, og det var absolut førstepladsen på Dansktoppen, der dannede grundlag for dette. Hvis ikke, det var sket, havde jeg siddet og programmeret og lavet opgaver på et kontor i alle årene, til jeg var klar til pension. Nu er jeg så heldig, at jeg stadig kan tage ud at synge sammen med Keld. Og pensionisttilværelsen? Ja, den må vente lidt endnu.

Mød vinderen af Dansktop Prisen 20 og Min Mentor-konkurrence, Michael Korup, og oplev ham synge med journalist Johan Isbrand.