I 1966 fik Johnny Reimar et tilbud fra firmaet Levende Reklame, der i de år turnerede Danmark tyndt med store modeshows i landets sportshaller.
– De ville have mig til at stå for underholdningen på deres forårstur. Vi kunne dog ikke helt blive enige om størrelsen på honoraret. Men så var det, de lokkede med, at der var nye topmodeller med hver uge. Det var et argument, en ung og fyrig mand kunne forstå, griner sangeren.
– Allerede den første dag i Esbjerg mødte jeg dog min skæbne i skikkelse af Annie. Hun var en af modellerne på turnéen og landets flotteste pige. Det sagde bang, og interessen gik begge veje. Glemt var den hær af modeller, jeg havde set frem til at møde, og Annie og jeg har ikke været fra hinanden siden.
– Vi blev gift året efter i Herlev Kirke. Vi ankom til kirken i en flot amerikanerbil, og der var naturligvis en reception for pressen om eftermiddagen. Men ellers havde vi et ret beskedent bryllup med 10-15 gæster på det pigehjem i Herlev, som Annies far bestyrede. Sidste år kunne vi fejre guldbryllup. Det var stort for mig at opleve, erklærer Johnny.
Oldefar Johnny
Fire børn blev det til i henholdvis 1968, 1970, 1972 og 1981: Lotte, der er forretningskvinde og klummeskribent, Lars, som er reklamechef hos Lars Foss Kemi, tv-fotografen Mikkel og endelig efternøleren Mads, der er eventmager. Dertil kommer seks børnebørn og et oldebarn.
Dario Campeotto optræder også til Dansktop Prisen 2018. Læs Jørgen de Mylius' artikel om ham her.
Annie måtte dog sande, at hun havde giftet sig med en travl herre, som ved siden af sin egen musikkarriere var ansat som indspilningschef og talentspejder hos Nordisk Polyphon. Her opdagede og lancerede han et væld af musikstjerner.
– Jeg havde en veludviklet næse for, hvad der gjorde sig. Og jeg havde et stort netværk – også i mediebranchen. Der var et langt stærkere sammenhold mellem underholdningsbranchen og pressen, og aftalerne blev ofte indgået på værtshuse om natten. Der er ingen tvivl om, at jeg til tider har trukket en del på min kones tålmodighed, siger Johnny.
Johnny og smølferne
1971 blev året, hvor Johnnys ”partyperiode” begyndte. Med tyske James Last som forbillede turnerede han med stort orkester, feststemning og fællessang. Og hans partyplader med glade potpourrier i lange baner toppede salgslisterne år efter år.
– Hver anden eller tredje dansker købte formentlig en partyplade i den periode. Der udkom 17 officielle af slagsen plus et par opsamlingsplader. Og mange elskede selvfølgelig også at hade dem. Som manden, der i en kontaktannonce i avisen skrev, at han var til gåture og hjemlig hygge, men til gengæld ikke kunne fordrage Stryhns leverpostej og Johnny Reimar-party. Når der blev festet i de finere kredse, var det dengang ofte jazzmusik, der blev spillet. Men hvis stemningen døde lidt ud, var der gerne en, der fandt på at sætte en af mine partyplader på.
– Gennem 30 år var jeg fast gæst på musikmessen Midem i Cannes, hvor jeg altid kunne finde god inspiration. Og det gjorde jeg så sandelig, da jeg i 1976 kom forbi en stand, hvor de solgte rettigheder til musik, der var bundet op på tegneseriefigurer. Det var her, jeg mødte Smølferne. Og da jeg kunne købe rettighederne til konceptet og sangene og ret billigt, betænkte jeg mig ikke længe. I samme omgang fik jeg den fornuftige idé, at jeg selv kunne indsynge dem. Så slap jeg for at hyre en kunstner, og dermed blev projektet endnu billigere.
– Det kunne med andre ord ikke gå helt galt. Og meget belejligt havde jeg i 1975 startet mit eget pladeselskab, Starbox. I 1977 indspillede jeg således det første album med Smølferne. Det blev startskuddet til 10 år med fuld knald på. Pladen solgte til platin, og med 100.000 solgte eksemplarer har den givet baghjul til alt, hvad jeg ellers har lavet. Der nåede at udkomme fem smølfeplader i alt.
Discotekernes Reimar
– I 1999 opnåede jeg i en moden alder for anden gang i mit liv at blive en slags ungdomsidol. Årsagen var, at der var blevet udgivet en discoversion af ”Sikken fest”. Den indspilning bevirkede simpelthen, at jeg fik kultstatus blandt de unge og havde et par år, hvor jeg turnerede på diskoteker. Alle steder gik publikum helt amok og bad om at få min autograf skrevet alle mulige steder på kroppen.
– Jeg bliver stadig hyret til masser af firmafester. Og det er jo egentlig utroligt, at når der skal sættes lidt liv i kludene, beder man en 74-årig entertainer om at løse opgaven. Men jeg er helt sikkert blevet mere selektiv med alderen og tager visse forbehold: Jobbet skal ikke foregå for langt væk og ikke for sent på natten. Også på et andet plan har jeg skruet ned for blusset, og det regulerer endda helt sig selv. Annie og jeg opholder os nemlig fire måneder om året i Spanien, hvor vi købte hus for nogle år siden. Og efter 60 år i musikkens tjeneste synes jeg egentlig også, de årlige afbræk er helt velfortjente, siger Johnny Reimar.
Nyd vores herlige, nostalgiske galleri med dansktopdronningen Birthe Kjær.
