14-årige Michaela reddede sin mors liv

Tirsdag, 3. marts 2020
af Anne Kristensen. Foto: Thomas Laursen
Michaela Billbo viste imponerende handlekraft, da hendes mor var ved at dø. Trods sine kun 14 år bevarede hun roen og gav livreddende hjertemassage i 15 minutter, indtil redningsfolkene kom.

– Jeg er så stolt af min datter, siger Wenche Billbo fra Arden i Nordjylland og kigger kærligt på den nu 15-årige Michaela.

Det har hun også al mulig grund til at være, for den 20. januar 2019 reddede Michaela sin mors liv.

Klokken var 11.26 om formiddagen, og Michaela lå og slappede af på sit værelse. Det var søndag, og hun havde ikke planer om, at der skulle ske en masse den dag.

Læs også: Jan overlevede 20 hjertestop på tre kvarter

Høje snorkelyde

– Men dét må man sige, at der gjorde. Jeg begyndte pludselig at undre mig over, at jeg ikke kunne høre min mor pusle rundt, som hun plejer. I stedet hørte jeg bare nogle meget mærkelige lyde, fortæller Michaela, som derfor rejste sig og gik ind i stuen, hvor hendes mor også har sin seng stående.

Her blev hun mødt af et syn, som hun nok aldrig vil glemme.

– Min mor lå på sengen og lavede høje snorkelyde. Men det var ikke, fordi hun snorkede, for hun var helt livløs, og jeg kunne ikke komme i kontakt med hende. Det var meget skræmmende, husker Michaela.

Læs også: Katten vækkede Povl: Bodils hjerte var stoppet med at slå

Hun ringede derfor straks til sin far, som bor i Hobro, for at spørge ham, hvad der kunne være galt. Han bad Michaela om at ringe til alarmcentralen med det samme, og imens ville han skynde sig hjem til hende.

Køreturen fra Hobro tager dog 20 minutter, og da Michaelas tre ældre søskende også er flyttet til andre byer, var den 14-årige pige altså alene med sin livløse mor, indtil redningsfolkene nåede frem.

Afgørende minutter

Der skulle gå 15 minutter, før ambulancen ankom, og i løbet af disse kritiske minutter traf Michaela nogle modige valg, som endte med at redde moderens liv.

– Jeg var bange og chokeret, men jeg tænkte, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg kunne ikke bare se til, mens min mor havde det sådan. Så jeg hev hende ned på gulvet og begyndte at give hende hjertemassage, siger Michaela.

Læs også: Bettina gav sin mand førstehjælp og blev hans livredder

Heldigvis vidste hun, hvordan man skulle gøre, for hun havde lært førstehjælp både i skolen og til svømning. Men det var naturligvis noget helt andet pludselig at stå med sin egen mors liv i hænderne.

– Det havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle, og det var en meget voldsom oplevelse, fortæller Michaela, som dog aldrig stoppede med hjertemassagen, men derimod kæmpede utrætteligt, indtil redningsfolkene tog over.

Efter tre stød med en hjertestarter fik de gang i Wenches hjerte igen. På det tidspunkt havde hun været klinisk død i omkring 20 minutter.

Græd af lettelse

– Da jeg hørte dem sige, at der var en puls, faldt jeg til jorden og græd af lettelse. Så var der alligevel håb om, at hun ville overleve, tænkte jeg. Men jeg vidste selvfølgelig ikke, hvilken tilstand hun i så fald ville være i, siger Michaela.

Wenche blev kørt på hospitalet i ambulance med fuld udrykning, og Michaela fulgte efter med sin far, som samtidig ankom til hjemmet i Arden.

Læs også: Martin blev reddet efter hjertestop

Efter tre dage i koma vågnede Wenche langsomt op.

– Jeg var ikke klar over, hvor jeg var. Jeg kunne for det første ikke se noget, da jeg ikke havde mine kontaktlinser på, og jeg kunne heller ikke huske noget af det, der var sket. Det kan jeg stadig ikke. Men der gik ikke så lang tid, før jeg kunne genkende mine børn, og de fortalte mig, at Michaela havde reddet mit liv, siger Wenche rørt.

Har fået tættere bånd

Fordi Michaela reagerede så hurtigt, overlevede Wenche helt uden mén. Datterens førstehjælp gjorde, at Wenche fik ilt til hjernen og andre vitale dele af kroppen, og det var altafgørende for, at hun ikke led nogen skade.

Ganske vist gik der yderligere nogle dage, før hun var helt sig selv igen, men efter et kort ophold på et rehabiliteringscenter i Brønderslev var hun tilbage i vanlig form og klar til at tage hjem.

Læs også: Reddet af sin kæreste, da hjertet stoppede

– Det var det mest fantastiske at få sin mor tilbage. Jeg føler faktisk, at vi er knyttet endnu tættere sammen nu. Vi har altid været tætte, men nu har vi et bånd, som ikke mange andre har, smiler Michaela.

Wenche nikker. Hun føler også, at hun og datteren har noget helt specielt sammen.

– Det er jo helt vildt, hvad hun har gjort for mig, og de første tre uger efter græd jeg af glæde hver eneste dag, når jeg tænkte på det. Men jeg græd også, fordi jeg var ked af, at hun måtte gennemgå det, for jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være at se sin egen mor i den situation.

Lær førstehjælp!

Michaela fortæller, at hun da også havde svært ved at lægge oplevelsen bag sig i dagene efter og var bange for, at det ville ske igen. Det er hun ikke mere, for Wenche er blevet undersøgt mange gange siden, og alt ser ud, som det skal.

– Men derfor skal man aldrig tage noget for givet, for det kan ske for enhver, understreger Michaela og opfordrer alle til at lære førstehjælp.

Læs også: Lær at redde liv

– Jeg har hørt rigtig mange sige: ”Hvorfor skulle jeg lære førstehjælp? Det får jeg da aldrig brug for.” Det tænkte jeg også, men jeg fik jo i den grad brug for det. Det er ikke, fordi folk skal gå rundt og være bange, men det skader i hvert fald ikke at tage sine forholdsregler.

Wenche ved ikke, hvorfor netop hun blev ramt af hjertestop. Hun fejlede ikke noget forinden, som kunne lede tankerne hen på, at det ville ske.

– Det eneste forvarsel, jeg fik, var, at jeg i dagene op til den søndag pludselig begyndte at få ondt i hjertet. Det var jeg selvfølgelig bekymret over, så jeg besluttede mig for, at jeg ville ringe til lægen om mandagen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gjorde det med det samme. Det skulle jeg jo bare have gjort.

Indstillet til pris

Michaelas heltegerning er ikke gået ubemærket hen. Klassekammeraterne i 8.A. på Arden Skole klappede imponerede ad hende, da de hørte, hvad hun havde gjort, og klasselæreren indstillede hende straks til prisen som Årets Hjerteredder 2020.

Prisen uddeles hvert år af Hjerteforeningen til en eller flere personer, som i det forgangne år har handlet snarrådigt og ydet genoplivning i forbindelse med en anden persons hjertestop.

Michaela var til at starte med blandt de 49 nominerede til den ærefulde pris, og forleden blev feltet indsnævret til tre kandidater, som skal medvirke i liveshowet ”Hjertegalla” den 21. marts på TV 2 Charlie, hvor den endelige vinder bliver kåret. Og Michaela kan med stolthed afsløre, at hun er en af disse tre kandidater.

– Jeg håber naturligvis på, at det bliver mig, der vinder, og jeg tror også, at mine klassekammerater hepper på mig, smiler Michaela, som har følgende råd til dem, der endnu ikke har lært førstehjælp:

– Gør, hvad du tror er rigtigt. Det er bedre end slet ikke at gøre noget. Du kan ikke gøre noget forkert, så træd til, ring 112 og så er det ellers bare i gang med hjertemassagen!

Læs også: To brødre reddet efter hjertestop