Alle burde få vind i håret hver dag

Det er lang tid siden, Else sidst har haft vind i håret, men når hun sidder i Pouls cykel med et tæppe om benene, en hund ved siden af sig og Poul ved pedalerne, får hun frisk luft og masser af det – og tillige en oplevelse af, at bare fordi man bliver ældre, behøver man ikke at sidde inde i stuen altid.

Poul Hansen i Nykøbing Falster er egentlig ikke så meget yngre end Else. 69 år er han, men han havde polio som barn, og følgerne efter den sygdom har gjort, at han ikke går ret godt. Cykle kan han, og det kan ingen få ham fra, for når Poul har sat sig noget i hovedet, bliver det sådan. For nogle år siden så han tilfældigvis nogle ældre mennesker, der cyklede rundt på en eldrevet rickshawcykel i København. Han undersøgte det nærmere og fandt ud af, at cyklerne var en del af et projekt, der hed ”cykling uden alder”. Det var ældre, der cyklede rundt med andre ældre, der af den ene eller den anden grund ikke længere kunne cykle selv. Det måtte de også have i Guldborgsund kommune, tænkte Poul, så han foreslog kommunen, at de meldte sig ind i projektet.

Det var man i kommunen helt med på, og i dag er der 45 eldrevne cykelrickshaws her og lige så mange frivillige, der gerne vil ud at køre med de ældre.

Poul er fast mand på cyklen, for han elsker simpelthen at komme ud i den friske luft, gøre noget for andre og især få en snak med et andet menneske, for Poul er blevet alene. Hans Sara døde af kræft for tre år siden, og selv om gravhunden Mix er en kærlig sjæl, kan den ikke snakke, og det vil Poul gerne.

Lis Hartel på besøg

Det er ikke, fordi han beklager sig. Så langtfra. Poul er trænet i at se det hele fra den lyse side. Det lærte han som 5-årig i 1957, da han fik polio, og hans liv fra den ene dag til den anden blev ødelagt.

– Jeg var hårdt ramt. Det var ryggen, muskulaturen og mine ben, der blev ramt af lammelse. Det første år lå jeg i respirator på Maribo sygehus, men så gik det fremad. Jeg blev overflyttet til ortopædisk afdeling og kom i gips og korset, der skulle styrke muskulaturen. Da det så var blevet lidt bedre, blev jeg sendt til genoptræning i Hornbæk, siger Poul.

Hvordan en 5-årig har taget det at ligge i respirator næsten et år, senere i gips og korset og så videre til Hornbæk Kurbad, der var blevet lavet om til genoptræningshospital for børn med lammelser, alt sammen uden sin familie omkring sig, det kan Poul ikke fortælle noget om. Han husker det ikke, måske har hans barnesind fortrængt det hele, for han havde kun ét ønske, og det var at komme på benene igen. Han ville være som de andre børn hjemme i Maribo. Hans forældre kom på besøg, når det var muligt.

Heldigvis kom der en del andre på besøg på genoptræningshospitalet i Hornbæk. En af dem var Lis Hartel, der var den tids berømthed. Hun var dressurrytter og havde selv haft polio. Hun blev verdenskendt, da hun vandt en sølvmedalje til OL i 1952, og det på trods af, at hun også havde haft polio og havde været lammet, nøjagtig som lille Poul nu var det. Det bedste for Poul var, at hun en dag dukkede op på hjemmet i Hornbæk med en hest ved navn Popcorn.

– Vi børn svømmetrænede for det meste, men en dag kom Lis Hartel på besøg med en hest, som vi skulle træne ridning på. Jeg fik lov at ride på Popcorn og red ud i klitterne med ham. Det var en fantastisk følelse af frihed, husker Poul.

Poul var otte-ni år, da han kom hjem. På sin 10-års fødselsdag fik han sat stativ i ryggen, og da han var 11 år, kom han ud at hakke roer sammen med sine søskende. Endelig var han som de andre.

– Jeg ville ikke stå tilbage for nogen. Jeg ville spille fodbold, og jeg ville ud at tjene som de andre, siger han.

Poul fik stort set et liv som alle andre, selv om han ikke altid havde kræfterne til det. Han blev uddannet skibskok og fik senere job på et lager for reservedele. Han fik aldrig børn, men han fik Sara. Hans livs lys, som han desværre ikke blev gammel med.

Selv om man lader, som om man ikke har haft polio, kan man ikke i længden narre sin egen krop. De fleste, der har haft sygdommen, får postpoliosyndrom, hvor de muskler, der blev ramt, da man havde polio, igen bliver svage, og Poul har også haft sine problemer med kroppen. Han er blevet opereret mange gange, og han var 60, da han måtte gå på pension.

Ud med kaffen

– Jeg har altid fået at vide, at jeg ville ende i en kørestol. Det kan godt være, jeg ikke er så god på balancen, men jeg er ikke parat til at sidde i kørestol endnu, siger han og ser på hunden, der kun sidder og venter opmærksomt på, at Poul tager sit overtøj på og går hen til cyklen.

Mix elsker at få en cykeltur, og det gør Poul også – men især elsker han at køre rundt med alle ”de gamle”.

Det har han gjort siden 2013, hvor han fik sat gang i ”cykling uden alder”. Han har sin egen rickshaw med el, og ringer de fra plejehjemmet i Nykøbing, dukker han op og henter den beboer, der har ønsket at komme på cykeltur.

Sommetider har han termokanden med kaffe med og måske en enkelt småkage, og så går turen gennem byen, langs med havet og gennem skoven. På afstand kan gravhunden Mix godt ligne en galionsfigur på Pouls fartøj, for den står forrest i vognen, mens den ældre passager sidder på bænken, godt pakket ind i tæpper og om vinteren i kørepose, for det skal være en fornøjelse at være med på tur.

– Når jeg har været på cykeltur, har jeg det godt, både fordi jeg har gjort et andet menneske glad, men også fordi jeg har fået motion og masser af vind i håret. Det burde være en menneskeret at få vind i håret hver dag, siger Poul og kaster et blik på Else, der har fået sin pæne frisure blæst ud af facon, men til gengæld ser rigtig glad ud.