Kære Puk
Min mand går lange ture med en anden kvinde
Der er næppe et menneske, der haster ud ad Grenåvej og gennem Fausing på Norddjurs, der forestiller sig, at det lille, røde og typisk danske murstenshus med Dannebrog foran hoveddøren, indeni er en skatkiste af glimt fra fjerne destinationer: papyrustryk fra Egypten, silkeakvareller fra Vietnam og træskærerarbejder fra Cuba – alt sammen hjembragt af husets ejer, Karen Lund, 85 år.
– Jeg har aldrig været i Australien, det gider jeg ikke, siger Karen på vej ned ad den meget stejle kældertrappe for at vise endnu en Aladdins hule frem. Hun får aldrig uddybet, hvad australierne egentlig har gjort, siden de skal gå glip af hendes besøg, men man kunne mistænke hende for, at hun hellere vil besøge endnu mere eksotiske destinationer.
Læs også om Jørgen og Birgitte, der er smittet med rejseglæde
Her i efteråret har været i Kroatien, Portugal. Marokko og Cuba, og inden foråret bryder frem har hun været i Malaysia og Nepal. – Hvad har du gang i, Karen? fristes man til at gispe, når hun uden at tage vejr ind remser de mange destinationer op.
– Jeg elsker det. Det er vidunderligt at komme ud og møde nye mennesker, og der er ikke noget bedre end at støve rundt på markeder og finde sjove ting og sager, siger hun.
Et nyt knæ, en ny hofte og et fødselsår, der siger 1933, er ingen hindring – dog har hun altid sin stok, som hun kalder ”sit tredje ben”, med på rejserne.
– Og jeg bestiller assistance i lufthavnene, for af og til skal man jo gå flere kilometer fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og det kan jeg ikke nå, indrømmer hun.
Læs også: - Man bliver da aldrig for gammel til at rejse
I årtier passede hun sit job som lærer og skolepsykolog og var plejemor for flere børn, der havde haft en skæv start på livet. Men rejserne har hun også alle årene fundet frikvarter til.
Den første udlandsrejse gik til Oslo, den sommer hun blev 14 år.
– Jeg havde fået en penneveninde, der boede på Københavnergade 14E, 3. sal til venstre, fortæller Karen, der har en enestående hukommelse for detaljer og rejsemål, uanset om de ligger 50 år eller 50 dage tilbage i tiden. Når hun igen og igen springer op fra yndlingssofaen for at hente et særligt minde ned fra hylden, er det altid ledsaget af en præcis angivelse af, hvor, hvornår og til hvilken pris tingen er anskaffet.
– Jeg har aldrig haft held i kærlighed eller spil, men jeg er god til at få noget for mine penge, fastslår hun og tilføjer, at hun kan prutte om prisen, så eventuelle rejsefæller rødmer dybt.
Læs også: Vi rejser på ferie mindst otte gange om året
Fordyber vi os et øjeblik i det med mændene, ja, så kom de først tæt på Karen, da hun var over 30 år, og ingen af dem var længerevarende succeser. Og så var det jo svært at få produceret børn, og det ville Karen grumme gerne have.
– Jeg havde en plejedatter, som også meget gerne ville have en lillebror eller lillesøster, og det skulle helst være en, der lå inde i min mave. Min læge ville gerne hjælpe med tre forsøg med inseminering. Han skulle ikke have penge for sin hjælp, men to flasker cognac, én til ham og én til sæddonoren. Jeg gætter nu på, at han beholdt dem begge selv, fortæller hun og ler.
Uanset hvor arvematerialet kom fra, lykkedes projektet ikke, og Karen måtte opgive drømmen om at blive biologisk mor og koncentrerede sig i stedet om at få sine plejebørn på ret køl.
En løn i det offentliges tjeneste gør jo ikke en kvinde formuende, men Karen har haft held med at sælge et jordstykke, et sommerhus og det husmandssted, hun boede på i 18 år, så der er penge nok til de rejser, hun så brændende ønsker at fortsætte med resten af sit liv.
Læs også: Kræftsyge Norma på 90 år rejser rundt i autocamper
– Når jeg rejser, har jeg altid små ting med hjemmefra, balloner, småkager eller legetøj fra genbrugsbutikker. Det giver en fantastisk kontakt, når man ser en lille pige sidde tudbrølende på skødet af sin bedstemor, og man så lige kan hive en ballon op af tasken. Eller når et barn sidder i vejkanten og sælger noget mad eller drikke, som man ikke rigtig tør købe og så i stedet kan give dem lidt småkager, siger Karen.
Hvor mærkeligt det end lyder, har hun aldrig overvægt – på udturen er den store, røde rejsekuffert fyldt med små gaver, og på hjemvejen er den spækket med tørklæder, tasker, punge, hatte og andet indkøbt hos de lokale. En del havner nede i Aladdins hule, hvor førstegangsgæster altid får lov til at vælge en ting.
– Jeg har selv haft glæde af at købe tingene, og så kan jeg glæde de mennesker, der kommer forbi her i huset. Og jeg har jo også glædet de mennesker, jeg har købt tingene af, ved at handle med dem, fastslår Karen og ligner en, der lige har løst en gordisk knude.
Læs også: Kommunen sendte en dame: Hun er SÅ irriterende - heldigvis