Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
- Jeg syntes nok, jeg var blevet lidt mere træt, og en dag fik jeg et blackout i fitnesscenteret. Min læge ekspederede mig til sygehuset, hvor de mente, jeg havde en ujævn hjerterytme, og så sendte de mig hjem igen, og det havde jeg nok været tilfreds med, hvis jeg ikke havde glemt min cykelhjelm oppe hos lægen, siger Connie.
Læs også om Maria der ændrede sit liv
Lægen mente nemlig ikke, at det var i orden, at Connie stod der og snakkede om cykelhjelm. Han mente, der var noget mere i vejen med Connie, og det havde han ret i. Det viste sig, at hun havde en forkalkning omkring aorta, og hun blev henvist til operation på Odense Universitetshospital. Det blev hun den 9. januar for tre år siden, men det var ikke en traditionel operation - heldigvis.
- Jeg fik at vide, at jeg skulle have en ny hjerteklap fra en gris. Desuden tilbød de mig en ny og mere skånsom måde at operere på. Jeg havde hørt, at man lukkede brystkassen op og satte den nye hjerteklap ind. Det betyder jo, at man får et stort ar bagefter, og det er samtidig en temmelig kompliceret operation. I mit tilfælde fik jeg sat en ny hjerteklap ind via en blodåre i lysken, hvor man simpelthen førte et kateter op til spidsen af hjertet, og så udskiftede man den syge klap med den nye. Jeg var lykkelig for det, for jeg slap for et kæmpe ar og en masse sygedage. Det varede jo ikke længe efter operationen, inden jeg var hjemme hos mig selv igen, siger Connie.
Nu er Connie stærkt på vej til sin 80-års fødselsdag. Det skyldes uden tvivl den nye, fine hjerteklap, men det skyldes nok også, at Connie har bestemt sig for at se lyst på livet og få det bedste ud af alting. Hun har altid været en livsnyder, fornemmer man. I mange år var hun gift, indtil hun blev alene med børnene i lejligheden på trejde sal. Hun arbejdede på kontoret i retten i Esbjerg, indtil hun skulle på pension. Hvis nogen skulle have troet, at en pension betød, at Connie var blevet gammel, tog de meget fejl. Fruen har for travlt til, at alderen kan indhente hende.
Elsker ny teknik
Connie har to børn og fem børnebørn, men børnebørnene behøver ikke at sætte tid af til at lære bedstemor om ny teknik. Den klarer hun bedre end de fleste. For tiden er hun på kursus i at betjene en iPad. Det er heller ikke godt at komme på besøg for tidligt på dagen, for Connie sidder gerne oppe den halve nat for at se serier på Netflix. Og uanset vejr og vind træner Connie i fitnesscenteret et par gange om ugen, mens hun går til noget mere afslappende gymnastik en gang om ugen. Alle steder i Esbjerg og omegn når hun på en cykel, så den nye hjerteklap er landet et godt sted. For Connie vil have kvalitet i sit liv - og livskvalitet for hende er at være i gang. Det var også derfor, hun var nødt til at tage et nyt arbejde, da hun slap det gamle.
To poser ad gangen
- De søgte en yngre dame i Frellsen Chokolade, da jeg blev pensioneret som 65-årig. Jeg kunne godt bruge lidt ekstra penge, så jeg søgte jobbet, selv om man ikke kan sige, jeg var så meget yngre, men det gik jo godt nok, siger hun beskedent. Og det må det have gjort: Connie stod i forretning, indtil hun blev 77 og valgte at gå på pension - igen.
- Jeg bruger mit liv på de ting, jeg har lyst til. Derfor synes jeg også, det er en smuk gave, at jeg fik en ny hjerteklap og et helt nyt liv. Den sidste tid, inden jeg fandt ud af, at jeg havde dårligt hjerte, var jeg begyndt at gå langsomt op ad trapperne, og jeg kunne kun bære en indkøbspose ad gangen. Efter operationen har jeg haft næsten lige så mange kræfter og overskud i mit liv som før, så jeg er glad for hver dag, og jeg synes også, jeg er god til at nyde livet, mens jeg er her.
En gang om året kommer der en dame fra kommunen og spørger, om Connie måske snart får brug for hjemmehjælp? Indtil videre har Connie takket pænt nej, for en dame, der kan cykle byen tynd og bære to indkøbsposer op til trejde sal, har ikke brug for hjælp. Hun har blot brug for flere timer i døgnet.
Populære artikler på familiejournal.dk
Laura fortalte sin historie til statsministerenMarie tabte 30 kiloStrikkeopskrift på vamset trøje
Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!
Kun 20,- per stk.