De to revystjerner var dybt uenige om særligt ét nummer

Under forberedelserne til Cirkusrevyen 2023 var to af dansk revys største stjerner dybt uenige om, hvorvidt et planlagt nummer skulle med i årets forestilling eller ej. De to var Bodil Jørgensen og Merete Mærkedahl, og striden omhandlede en mildest talt tvetydig sang, som Bodil skulle synge på sønderjysk.

I sangen genkalder hovedpersonen sig en barndom, hvor hendes far dagligt tilskyndede hende til at ”guffe, guffe, guffe”. Og som teksten er skrevet, kan den i begyndelsen nemt opfattes som en uhyrlig beretning om incest. Den viser sig dog at omhandle noget så uskyldigt som det sønderjyske kaffebord.

– Jeg var imod, at vi lavede nummeret. Overgreb på børn er en alvorlig sag, og jeg syntes, det var alt for voldsomme tanker, vi lukkede ind i folks hoveder, filosoferer 43-årige Merete.

Sangen kom dog med i revyen og vakte stor morskab i salen. Journalisten og forfatteren Peter Engholm, 58, giver den følgende kommentar med på vejen:

– Nu er Bodil også en skuespiller, der kan sige de vildeste ting på scenen og stadig få det til at fremstå charmerende og kærligt. Det er bestemt ikke alle, der kunne have lavet det nummer.

Peter er til stede i dag i sin egenskab af medforfatter til bogen ”Dansk revy 175 år”, som han har skrevet sammen med Jacob Wendt Jensen. Den er i år udkommet på forlaget Turbine i anledning af netop revygenrens jubilæum. Og det er et solidt værk, der kommer rundt om store som små revyer, går i dybden med en revyforestillings forskellige elementer og rummer historiske tilbageblik, højdepunkter og ikke mindst aktuelle tendenser.

For at markere jubilæet har vi bragt Peter, Merete og Bodil sammen til en snak. Og det hele får kun yderligere relevans af, at landets største revy, Cirkusrevyen – hvor både Merete og Bodil for tiden huserer – i år kan fejre 90-års jubilæum.

Tænksomme tider

Førnævnte eksempel er interessant, fordi der aktuelt i kunsten er et væld af grænser og hensyn at tage, hvis man ikke vil træde bestemte grupper over tæerne, risikere shitstorme og meget andet. Folk i og omkring revyerne ser dog overordnet ikke grænserne som forhindringer. Peter, som selv skriver revytekster, formulerer det således:

Utallige historiske revynumre ville aldrig se dagen lys i dag. Engang kunne Ulf Pilgaard spille indvandrer og tale med tyk accent, men den type sketcher er i dag ”taget af bordet”. Lisbet Dahl som asiatisk au pair ville heller ikke finde vej til nutidens scene, selv om det reelt var hellerupfruen, hun boede hos, der blev gjort grin med. Også Bodil har gjort ting i revyens navn, der i dag ikke ville kunne finde sted.

– Jeg har spillet en tyk kattedame, og jeg trak hver aften i et fat suit til nummeret. Det er der rimelig enighed om, at man ikke længere kan gøre. Men nummeret handlede om ensomhed, og meningen var jo ikke at genere nogen, men fortælle en historie. Jeg mener faktisk godt, forsigtigheden kan kamme over, for hvor skal kunsten være til sidst? Vi risikerer at ende der, hvor vi også brænder bøger, siger hun.

– Jeg tvivler nu på, at vi kommer dertil, indvender Peter.

Et nyt element, der til gengæld på det seneste har fået en plads i revyerne ved siden af satiren og løjerne, er de numre, der formidler alvor og eftertænksomhed.

– I Cirkusrevyen er det indslag som sidste års godnatsang om verdens tilstand, ”De voksne passer på”, eller sangen ”Glemt” fra i år, der handler om, at klimaet bliver glemt på grund af tidens større fokus på krige og konflikter. En revy rummer alt fra det gakkede til det dybt alvorlige, siger Merete.

Knap så vild med dans

Ifølge jubilæumsbogens forfattere har en revy fire hjørnesten: Åbnings- og afslutningsnummeret samt finalen i 1. akt og åbningen af 2. akt. Ikke mindst åbningen, der involverer hele revyholdet, handler i den grad om dans, sang og fest og om at bruge hver en meter af scenegulvet. Og de to skuespillere har vidt forskellige holdninger til den del af forestillingen.

– Det er altid ved at pine livet af mig, når vi begynder at øve, selv om jeg ved, det skal til. Dansetrinene er det sværeste for mig overhovedet. Når jeg har lært det, er det egentlig sjovt nok. Men jeg spekulerer stadig over, hvad det skal til for, siger Bodil.

Merete har det lige modsat:

– Jeg kan ikke få nok af det. Og jeg kan godt se det ironiske i, at netop du er kommet på hold med en kollega, der har vundet ”Vild med dans”, siger hun til Bodil.

Når de skal udpege det sjoveste, de har lavet sammen, er de til gengæld rørende enige. Det berømte plejehjemsnummer fra 2023, der spiller på, at de begge er kendt fra ”Badehotellet”, og hvor de nedgør hinandens figurer fra serien, er en klar vinder.

– Det er selvironi på højt plan. Mange revyforfattere har siden prøvet at lave et lignende ”metanummer”, uden at det er blevet helt så sjovt, siger Merete.

– Den dag, vi holder op med at grine ad os selv, er vi for alvor ude på et sidespor, tilføjer Bodil.

Cirkusrevyen fejrer i år sit eget jubilæum med et langt tilbageblik på 90 års historiske og humoristiske højdepunkter.

– Blandt andet leverer jeg 40 sekunder af Marguerite Viby-nummeret ”Jazzballet”. Originalen fra 1965 varede faktisk otte minutter, og da det gik op for mig, kunne jeg pludselig se den vilde udvikling, der var sket i den mellemliggende tid. Tempoet og antallet af indslag er voldsomt forøget, og numrenes længde er blevet drastisk kortere, siger Merete.

Trekløveret kan dog let blive enige om, at revyen er så relevant som nogensinde.

– Vi har brug for revyer til at spejle tiden med. Samtidig giver de plads til eftertanken, fordybelsen og muligheden for, at man får drejet en situation, så man får øje på noget, man ikke har tænkt over før, siger Merete.

Og Peter får det sidste ord:

– Revyen er kronisk aktuel. Hvert eneste år skuer revyerne både tilbage og fremad og får samtidig funderet over alt det, der er eviggyldigt. Men genren er hele tiden umærkeligt i udvikling, lige som vi mennesker og verden omkring os er det.