Det var et vendepunkt af de helt store i Torben Sørensens liv, da han i slutningen af juli 2021 matchede med Anita Magaard på appen Facebook Dating og besluttede at gå på date med hende.
– Jeg følte mig slet ikke klar til et forhold. Få måneder tidligere var mit liv blevet lagt i ruiner, da jeg i løbet af tre uger mistede både mit job og min kæreste og lagde mig syg med stress. Desuden boede Anita i Odense og jeg i Helsingør, og i mine øjne var den lange afstand mellem os ikke ideel, hvis vi skulle lære hinanden at kende. Men jeg var draget af hendes fantastiske smil og de ting, hun skrev om sig selv. Og da hun foreslog, at vi skulle mødes i Kerteminde, kunne jeg ikke sige nej, husker 59-årige Torben.
Under den første gåtur på havnen med den ét år ældre Anita var han da også med sin egen formulering helt og aldeles solgt.
– Fra første øjeblik var der en lille klokke, der ringede. Der var god kontakt mellem os, og Anita kan simpelthen noget med mennesker. Hun fik mig til at føle mig godt tilpas, og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle mødes igen, fortæller Torben.
– Jeg havde det på samme måde med ham. Og den geografiske afstand så jeg som en udfordring, vi let kunne løse hen ad vejen, siger Anita, der har været sygeplejerske i over 30 år og i dag arbejder på operationsgangen på Odense Universitetshospital.
Torben har det meste af sit voksne liv arbejdet som fotograf på Helsingør Dagblad.
– Jeg er selvlært. Jeg har altid været et legebarn og er typen, der elsker at pusle med video og flyve med droner. Da jeg først fik foden indenfor på avisen, tog den ene opgave den næste. Jeg var ofte til stede, når der skete noget i Helsingør, og blev efterhånden et kendt ansigt i byen.
I begyndelsen af 2021 undgik han dog ikke at blive ramt hårdt af krisen i den trykte presse.
– Efterhånden var jeg blevet sat så langt ned i arbejdstimer, at jeg ikke længere kunne leve af det. I stedet tog jeg nogle fotoopgaver for kommunen. Der skulle være kommunevalg senere samme år, og jeg fik blandt andet til opgave at tage billeder af politikerne til deres valgplakater. Under arbejdet blev jeg dog mere og mere utilpas, og en kollega genkendte mine symptomer som stress. Hun opfordrede mig til at trække stikket omgående.
Torben var stort set sygemeldt hele foråret. Og i marts blev han ramt af endnu et hårdt slag.
– Min kæreste gennem mere end 20 år gjorde pludselig forholdet forbi. Jeg havde på ingen måde set den komme og var helt i chok. Da jeg senere fik tænkt tingene igennem, forstod jeg hende dog godt. Vores liv sammen var på det tidspunkt blevet ren rutine. Men det var stadig en stor overvindelse at skulle fortælle vores søn, Sander, som i dag er 19 år, at vi gik hver til sit.
Han havde dog allerede regnet ud, at det var den vej, tingene gik.
– Han tog helt roligt imod nyheden. Som han selv påpegede, var det meget længe siden, hans mor og jeg havde gået med hinanden i hånden, husker Torben.
Via sit store netværk i Helsingør fik han nyt job, men i en for ham helt ny boldgade.
– Jeg blev kirketjener i Helsingør Domkirke. Jeg skulle lige vænne mig til, at det var et arbejde med langt mindre fart over feltet, end jeg var vant til fra dagbladet, fortæller han.
Samme sommer talte han med en veninde, som anbefalede ham at prøve Facebook Dating – en platform, der kun findes som app til mobiltelefoner. Hun havde selv haft held til at finde en kæreste ad den vej. Og sådan gik det til, at han pludselig seriøst overvejede at flytte fra den by, der havde været ramme om størstedelen af hans liv.
– Det endte med, at jeg flyttede over til Anita i Odense. Kærligheden har åbenbart en ubegrænset evne til at vende op og ned på ens tilværelse. Faktisk har vi talt om, at vi i fremtiden gerne vil flytte til Svendborg.
Her har Torben nemlig siden nytår haft arbejde som kirketjener i Sct. Jørgens Kirke. Og det var faktisk et pudsigt tilfælde, at han via portalen Job-index fandt et ledigt job netop i den indtagende havneby på det idylliske Sydfyn.
– I sommer var jeg på et kursus for kirketjenere på Danhostel Svendborg. Om aftenen gik jeg en tur over broen til Tåsinge, og her så jeg solen gå ned over Sct. Jørgens Kirke og tænkte ved mig selv, at der kunne jeg godt tænke mig at arbejde.
Og han er bestemt ikke blevet skuffet. Allerede til jobsamtalen mærkede han, at der herskede en særlig atmosfære på stedet.
– Samtalen varede en halv time, og efter yderligere en halv time ringede telefonen med besked om, at jobbet var mit. Da jeg trådte til, fik jeg en varm modtagelse og en reception med gaver, blomster og taler. Kirken er en tredjedel så stor som den, jeg kom fra i Helsingør, men her kommer langt flere kirkegængere, og her er meget mere at lave.
Kører arbejdslivet på skinner, gør privatlivet det i mindst lige så høj grad. Og også Anitas to sønner, Søren og Frederik på 20 og 24, har taget vel imod deres mors nye kæreste.
– Og det er ikke kun Anita og mig, der er glade. Når vi fortæller vores historie til folk, bliver de simpelthen rørt, og det kan jeg godt forstå. Det stod jo ikke skrevet nogen steder, at vi skulle finde lykken med hinanden. Men det er åbenbart muligt selv i vores efterhånden modne alder.
Torben og Anita har vidt forskellige erfaringer og livshistorier med sig i bagagen.
– Anita er tidligere overlægefrue i Strib. Nu har hun mødt mig, som rent økonomisk nærmest ingenting har i forhold til, hvad hun engang var vant til. Men det spiller ingen rolle for hende. Hun ønsker bare at have en mand, hun kan stole på.
Graden af ro og harmoni i forholdet er i den grad kommet bag på ham.
– Jeg er ikke stolt af at sige det, men jeg har et par gange med vilje prøvet at provokere Anita, fordi det i mit hoved simpelthen ikke kunne være rigtigt, at hun var så sød. Men selv i de situationer har hun formået at bevare roen og undgået at bide på. Så heldig kan man tilsyneladende være, siger Torben Sørensen.