Krimiforfattere og veninder: Sammen har vi en tredje stemme 

Det er et chok for de lokale i Odsherred, da egnens rigeste mand bliver fundet død i sit hus. Han er snublet ned ad trappen, og sagen afskrives som et ulykkeligt, men dog hændeligt uheld. Kun politibetjent Martha Munk studser over det pludselige dødsfald, og hun har svært ved at undertrykke sin voksende mavefornemmelse. Men da flere af egnens spidser senere bliver fundet dræbte, kan Martha ikke bidrage til efterforskningen, for hendes handlinger har allerede kostet hende dyrt.

– Fokusset i ”Slangereden” er dybest set på overklassens privilegieblindhed og grådighed. Og ikke mindst på hvad den grådighed kan få af konsekvenser for andre mennesker, forklarer Marianne Rohweder.

Hun og hendes mangeårigeveninde og kollega, Pernille Plaetner, er forfattere til krimien, som er den tredje i rækken om Martha Munk.

Fokus på overklassen

I den første krimi, “Hundeungerne”, centrerer handlingen sig omkring socialt udsatte, hvor de i den anden bog, “Dårekisten”, fokuserer på psykiatrien. Denne gang er turen så kommet til samfundets overklasse.

– Det er en gruppe, som også er interessant. Det kræver en anden moral, for de kan måske godt komme til at snuble i deres privilegier, altså tage det som en selvfølge, at de kan tillade sig mere end andre. Og det kan godt føre til mord, siger Marianne.

Samtidig løber der et bitema gennem hele bogen, som er krigen i Afghanistan og ikke mindst, hvilke følger det kan have, når man har været udsendt som soldat.

– Var det en håbløs krig? Kostede den for meget? Også for de pårørende? På den måde er bogen også en kommentar til det, forklarer Pernille.

De har valgt at lade deres indtil videre tre krimier foregå i Odsherred, hvor Pernille bor, og hvor Marianne har sommerhus, blot en kilometer fra venindens hus.

– Vi kan godt lide den dynamik, der er i provinsen, hvor alle kender alle, og alle hænger sammen på kryds og tværs. Det passer godt til en krimi, siger Pernille.

Fraskilt og genkendelig

Netop det at bo i et lille lokalsamfund er kommet Pernille og Marianne til gode som krimiforfattere. De har et tæt samarbejde med det lokale politi, som de jævnligt taler med.

Så byder Pernille på sin hjemmebagte citronmåne, mens de får en snak, ikke om fortrolige oplysninger naturligvis, men om politiets arbejdsgang og opgaverne på en lille, lokal station.

Ligesom handlingen foregår i en helt almindelig provinsby, har det været vigtigt for forfatterduoen, at deres hovedkarakter var en helt almindelig kvinde.

– Hun er hverken alkoholiker eller traumatiseret. Hun er heller ingen superwoman. Hun er bare en almindelig, fraskilt kvinde i begyndelsen af 40’erne, siger Pernille.

De er enige om, at 40’erne er en særlig interessant periode i livet, fordi det er her, mange typisk oplever, at børnene flytter hjemmefra, og der bliver tid til at tage stilling til tilværelsen på en anden måde end tidligere.

– Man har etableret sig, men nu kan alting pludselig laves om igen. Måske bliver man skilt, måske skifter man arbejde eller tager en ny uddannelse, fordi man har overskuddet, og samtidig er man stadig ung, siger Marianne.

Menneske på godt og ondt

Undervejs i processen er hun og Pernille nødt til at være enige om, at de ser tingene ens, både karaktererne og lokationerne.

– Vi skal have de samme billeder af karaktererne inde i hovedet. Hvor høje er de? Hvor tykke er de? Har de krøllet hår? Har de overhovedet hår? Det er ikke sikkert, vi kommer til at bruge det til noget, men det er vigtigt, at vi kender vores personer godt, siger Marianne.

Det er afgørende for de to forfattere, at særligt deres hovedkarakter, Martha, er genkendelig, så man som læser kan spejle sig i hende.

– Martha er menneske på godt og ondt. Det gælder i øvrigt alle vores personer. Der er ikke nogen, der er sort/hvide, rent gode eller rent onde. Selv vores mordere er der nogle formildende omstændigheder omkring, som gør, at man til en vis grad kan forstå dem.

Isoleret ved vestkysten

Når Pernille og Marianne begynder på en ny krimi, har de ikke nogen detaljeret plan foran sig. De ved, hvad hovedtemaet er, hvem morderen er, og hvad motivet er. Men vejen derhen kender de ikke endnu.

– Det giver noget mere liv, at vi ikke rigtig ved, hvordan vi kommer frem til målet, og på den måde kan historien også få lov at være motor, og så opstår ting spontant, siger Marianne.

For at kunne hellige sig skrivningen isolerer de sig i et gammelt fiskerhus ud til vestkysten. Her tilbringer de et par uger ad gangen kun i selskab med hinanden og selvfølgelig deres bog.

– Når vi er der, er vi sammen med vores bog 24 timer i døgnet. Vi snakker hele tiden om den, også når vi køber ind eller sidder og spiser, er vi i vores skriveboble, siger Pernille.

Hver morgen lægger de en plan for dagen og aftaler, hvem der skal skrive hvilke kapitler. Huset er i to etager, så Marianne går ovenpå og skriver, mens Pernille bliver nede i stueetagen. Sidst på eftermiddagen råber den ene så til den anden, at nu er hun ved at være færdig, og de to forfattere er efterhånden så synkrone, at det er den anden ofte også. Så mødes de igen og læser højt for hinanden.

– Og vi er ikke bange for at pille og slette i det, den anden har lavet, siger de begge.

Et fælles sprog

For de skriver meget forskelligt, det er de enige om. Undervejs skriver de hinandens kapitler igennem, så de bliver harmoniseret og kommer til at passe sammen, men med årene er der sket noget.

Det er først for nylig gået op for dem, men de har simpelthen udviklet en tredje stemme. Ikke Pernilles, ikke Mariannes, men et fælles sprog. Samtidig kender de efterhånden hinandens styrker og svagheder, og de ved, hvem der har hvilke roller.

– Marianne skriver i forvejen journalistisk om medicinsk stof, så det er typisk hende, der udfolder vores mord og mordmetoder, siger Pernille.

– Ja, jeg har i hvert fald lidt større fornøjelse ved det end dig, griner Marianne og tilføjer: – Men du kan alt det med følelserne.

Meningsfyldt møde

Selv om de begge skriver bøger ved siden af, er det noget helt andet at have en makker, fortæller de.

– Der er fuld smæk på idéerne. To hjerner er jo ikke bare to hjerner, det er ligesom noget ekstra. Man tænker hver sit, og tilsammen giver det noget helt tredje. Den dynamik får man ikke, når man skriver alene, siger Marianne, og Pernille supplerer.

– Hvis den ene vil til højre og den anden til venstre, så må vi finde det sted, hvor det bliver endnu bedre, end nogen af os havde kunnet gøre det på egen hånd.

Det er ikke kun fagligt, Pernille og Marianne kender hinanden godt. De har nemlig været private veninder i mere end 40 år. Deres første møde fandt sted på et værtshus i Lemvig, og de har stort set hængt sammen lige siden. Dengang var Marianne netop blevet uddannet tandlæge, mens Pernille bare var en glad spillemand, der endnu ikke vidste, hvad hun skulle være.

– Det var kærlighed ved første blik, siger Pernille.

– Ja, vi kan noget sammen, tilføjer Marianne.

Livsveninder

Kort tid efter deres første møde manglede de begge et sted at bo, og Marianne skaffede dem et lille hus på godt og vel 50 kvadratmeter på en bakketop udenfor Lemvig.

– Vi var enormt legende dengang. Vi skrev begge digte, Marianne malede, og jeg spillede på min violin. Vi havde to fjernsyn. Der var lyd på det ene og billede på det andet, så vi var nødt til at have dem begge to tændt, griner Pernille og fortsætter:

– Vi følte, at verden lå åben, og at alt var muligt, vi var begge i et miljø med en masse kreative mennesker, og vi havde lidt de samme ambitioner. Og så svingede vi bare, siger Pernille.

Og det gør de stadig. Selv om de i årenes løb har boet i hver sin ende af landet og derfor set mindre til hinanden, har de alligevel holdt sammen.

– Jeg tror på, man møder nogen på sin vej, som det er meningen, man skal møde. Det kan både være veninder, kærester, arbejdsgivere … Men sommetider møder man nogen, man bare følges med, fordi det er rigtigt. Og sådan er det med os, siger Marianne, og Pernille tilføjer:

– Ja. Livsveninder, kalder vi det også.