Perlemor gør en forskel

Populære artikler på familiejournal.dk

"Hvad fanden er det egentlig, de andre beboere er bange for?", har Camilla tit tænkt - og hun har ikke fundet svaret endnu.

Hun bor i Urbanplanen på Amager. Når hun kigger ud af sit vindue, kan hun se unge drenge hænge ud på P-pladsen. De fleste forretninger i centret er lukkede. Der er masser af hærværk, og området kaldes socialt belastet. Her bor mange andengenerationsindvandrere, mange arbejdsløse og mange mennesker med svære sociale problemer.

Sådan ser Camilla det ikke. Hun har boet her i 12 år og kender de fleste, også dem, der kaldes for rødder. Hun er nok også den eneste lyshårede og blåøjede kvinde, der kan slippe godt fra at tage to dåser hjemmelavede jødekager med under armen, dukke op i røddernes tilholdssted og tilbyde dem en småkage.

Det er derfor ikke uden grund, at Camilla Sandahl hedder Perlemor, men der er også en grund til, at hendes venner kalder hende "Kaos". Hun er impulsiv, har altid gang i tusind ting, hun har lavet genbrugscafé i området og masser af aktiviteter for børn og unge. Tanker og idéer myldrer frem, og hun er en ildsjæl for hele området, der har brug for sådan nogle som hende - men hun har også brug for at være lige netop her.

Jeg er ikke et nummer

I mange år var Camilla pædagog, sådan en, der brændte for "sine" unger. Hun arbejdede gerne mange timer, hjemme var hun enlig mor til sin søn, og der var altid plads til et barn mere og så endnu et i Perlemors favn og hjerte. Indtil den dag, hun ikke kunne mere. Hun blev sygemeldt - og det var faktisk sværere end at holde styr på en hel stak små børn.

Camilla er 40 år. Hun har - til sin egen overraskelse - fået en diagnose, der siger, at hun har ADHD.

Læs om far og søn og ADHD

De sidste fem år har hun kæmpet for at få et fleksjob. De første 50 sagsbehandlere holdt hun styr på. Nu har der været over 100 forskellige mennesker, der har kigget på hendes sag. Efter lang tid er hun blevet godkendt til et fleksjob, og efter at have søgt hele sommeren er det også lykkedes hende at finde et. Perlemor er aldrig blevet et nummer. Det finder hun sig simpelthen ikke i.

- Jeg skal arbejde to dage om ugen på vores nærgenbrugs-station som pædagog og være med til at lave aktiviteter og stå for fritidsjob for unge mellem 13 og 16 år. Så alt det frivillige arbejde, jeg har lavet, har virkelig kunnet betale sig.

Kager og perler

- For et par år siden fik jeg idéen til at lave en genbrugsforretning med café i et af de tomme forretninger i centret.

Nu, to år efter, er caféen der stadig. Camilla serverer hjemmebagt kage med kaffe eller saft for en femmer hver torsdag. Ungerne kommer forbi efter skoletid, snakker om stort og småt og laver perleplader sammen med Camilla. Ungerne kommer i stimevis. Nogle, fordi de bare elsker hjemmebagte kager, andre for at lave perleplader, men alle sammen kommer de, fordi Perlemor er der. Hun ser hver eneste pige eller dreng, hun husker deres navne og husker, hvorfor det tit er svært at være barn. De møder også Perlemor andre steder i deres liv, for Camilla har stadig så mange idéer, at de står i kø for at komme ud af hendes hoved. Hun arrangerer bålaftener med børn, hun arbejder med BørneKulturpiloterne i Urbanplanen, der laver forskellige arrangementer for og med børn. Året rundt deltager hun i FerieCamp på Amager, hvor hun lærer børn at lave perleplader.

- Uden for Urbanplanen har jeg tit følt, at jeg ikke passede ind. På jobcentret har jeg bare været et nummer, hos sagsbehandlerne er jeg også et nummer. Her er jeg Perlemor og gør en forskel. Den følelse vil jeg gerne have, at alle "mine" børn herude også skal have: At de betyder noget for andre, og at de nok skal klare sig ude i verden. Jeg har selv lige fået at vide, at jeg endelig er blevet godkendt til et fleksjob efter at have ventet i fem år - det må vel så betyde, at jeg er normal.

Læs også om en anden stærk kvinde

Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.