Kære Puk
Min mand vil ikke se vores svigersøn
Hvordan skal du holde sommerferie i år?
- Foreløbig har jeg én helt konkret plan: Jeg skal til Skanderborg i ugen op til årets festival, som løber af stablen i august, og arbejde som skiltemaler for festivalen. Selv om der skal knokles, bliver det rigtigt hyggeligt med masser af fest og farver og søde mennesker. Der vil blive drukket nogle fadbamser, kan jeg godt forudsige!
Hvordan husker du din barndoms sommer?
FAKTA
Fulde navn: Kia Liv Fischer
Født: 15. december 1977 på Ørsted Sygehus
Bopæl: København
Stilling: Komiker
Ægteskabelig status: Single
Børn: Ingen
- Ligesom alle andre husker jeg det som om, det altid var godt vejr. Og at sommerferien tilmed var temmelig lang! Jeg er vokset op tre kilometer fra Fjellerup Strand på Djursland, så det var noget med, at man mødtes med de andre børn og tog til vandet. Vi var stort set altid i Danmark. Min familie rejste ikke meget.
Har sommervejret indflydelse på dit humør?
- Ja. Når det styrter ned, kan man jo ikke sidde ude og grille og alt det andet, man helst skal gøre om sommeren. Til gengæld vil jeg sige, at når jeg sidder i København, bryder jeg mig ikke om, at det er alt for varmt. Men en god gang sol er altid fantastisk.
Kia som toårig, inden hun blev en slem pige. Skjult kamera-løjerne genudsendes i øvrigt i disse dage som kavalkade på TV2 Zulu
Dit bedste sommerminde?
- Mine forældre blev skilt, da jeg var tre år. Men hver sommer tog jeg med min far rundt til festivalerne. Han kendte mange, der var noget ved musikken, så jeg kom tit med om bag scenen. Jeg mødte både Thomas Helmig, som jeg var ret forelsket i, og Sanne Salomonsen, som jeg drømte om at være som. Der blev taget billeder af mig med dem, og jeg husker, at jeg flere gange er blevet passet af en af Sannes korpiger. Det var stort.
Hvad er det bedste ved sommeren?
- Folks humør. Energiniveauet ligger bare en streg højere oppe end normalt. Og så oplever man her i København det sjove, at alt pludselig summer af liv, og man tænker: "Hvor har alle de mennesker været hele vinteren?"
Og det værste?
- At man har så lidt tøj på. Så er det igen tid at vise sine fede lår frem, barbere ben og blive vokset! En anden træls ting ved den danske sommer er det lumske vejr. Man kan aldrig være sikker på, at det når de 25 grader.
Hvad er din favorit på grillen?
- Pølser. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er en pølsepige. Alle slags skal prøves. Men majs på grill er nu også lækkert.
Har du en opskrift på en god sommerdrink?
- Hvidvin med hyldeblomstsaft og danskvand. En kold fadbamse går man heller ikke fejl af.
Har du en sang, der for dig er forbundet med sommer?
- Ikke en bestemt sang, men sangeren Teiturs musik generelt. Det gør mig på en gang lykkelig og lidt ked af det. Jeg hørte ham nemlig med min far, så det er noget, der vækker minder.
Af Johan Isbrand
LÆS OGSÅ: