Barndommen endte den dag, Lisbeth Jakobsen var 8 år og sagde til sin far, at hun nok ikke ville være Jehovas Vidne. Fra den dag blev Lisbeth det barn, han ikke talte med, og det barn, han ikke så. Hun blev usynlig, selv om hun stod der i kød og blod foran ham.
Sådan knækker man et barn, og nogle rejser sig aldrig igen.
Lisbeth Jakobsen i Faaborg skulle blive over 60 år, før hun fik sin egen plads i verden og turde tro på, at hun har ret til at være her. Nu er hun udadvendt, besøgsven og motionsven for Gerda på 92 år. Livet er omsider blevet den gave, det hele tiden var meningen, det skulle være.
En gang om ugen hanker hun op i Gerda og går en tur, en anden dag i ugen er hun besøgsven, og her får hun både knus og kærlige ord. For første gang ved hun, at der er brug for hende. Hun er omsider god nok.
− Jeg var en mærkelig størrelse allerede som barn. Det synes jeg nu, men måske var det alligevel ikke så mærkeligt, at det gik, som det gik, funderer Lisbeth.
− Vi var tre søstre, som voksede op i en lille by på Fyn. Min far var en tusindkunstner, som kunne reparere alt: cykler, knallerter og alle mulige maskiner. Han var også Jehovas Vidne, men det var min mor ikke. Hun var en ydmyg kvinde, som havde nok i det daglige slid og slæb.
Hun var ikke stærk, og min far var en streng mand. Vi børn skulle ikke gøre for meget ved skolen, for hvad skulle det gøre godt for? Snart skulle verden jo gå under og afgrunden åbne sig for os. Livet var bare en station på vej til døden, som vi måtte vente tålmodigt på, fortæller Lisbeth.
Søstrene var ikke meget for at missionere, og om farens reaktion, da Lisbeth fortalte ham, at hun altså ikke ville være Jehovas Vidne, siger hun:
− Fra det øjeblik blev jeg gennemsigtig for ham. Mange gange satte jeg mig på trappen i værkstedet, for så kunne han måske pludselig komme i tanke om at sige noget til mig. Men det gjorde han aldrig.
Læs også: Ida hjælper andre unge med angst
Følte sig forkert i realklassen
Lærerne i skolen mente, der måtte sidde et godt hoved på Lisbeth, og foreslog hende at fortsætte i realklassen, som det hed dengang i 1960’erne. Det var ikke nødvendigt, mente Lisbeths far, men overgav sig til sidst, og hun fik lov til at gå i realskolen.
Lisbeth var dog anderledes, og hun vidste det. Hun kom fra et hjem, hvor der var kulde mellem forældrene, og hvor man ventede på Harmagedon, den endelige dommedag og døden. Hun ville så gerne være som de andre, men hun vidste ikke hvordan. Ordene faldt så forkerte for hende, når hun endelig turde sige noget.
− Jeg havde drømt om at blive korrespondent. Sådan en dame, som sad på kontor og havde et vigtigt arbejde, men det turde jeg da aldrig sige til nogen. Jeg kendte en skolevenindes mor, som var god til at sy, og hende kunne jeg godt lide, så jeg sagde ja til at komme på fagskole og blive uddannet syerske, fortæller Lisbeth.
Læs også: Før var Signe ensom - nu har hun åbnet mødested for ensomme voksne
De synes, jeg var mærkelig
Hun kom endelig væk hjemmefra og blev syerske. Hun giftede sig, da hun var 24 år med en tidligere skolekammerat. Hun håbede på kærlighed, men grunden, til at hun blev gift, var nok mest, at hun ikke turde være alene.
− Jeg havde mit arbejde. Jeg var ikke hurtig, men jeg var omhyggelig, og jeg tjente min løn. Min mand og jeg fik en søn, og jeg var en gift kone. Vores omgangskreds bestod kun af min mands venner, jeg turde jo slet ikke selv opsøge fremmede, som måske kunne blive mine venner.
- Min mands venner syntes, jeg var lidt mærkelig, for jeg sagde jo ikke noget. Jeg sad der bare og smilede en gang imellem. Jeg syntes jo også selv, jeg var mærkelig.
Læs også: Jeg er god nok, som jeg er
Deprimeret og angst
Lisbeth gik ned med stress og blev sygemeldt. Bagefter fik hun en depression, og så sad hun der og var ked af livet. Manden forsvandt oftere og oftere, men han anede jo heller ikke, hvor syg Lisbeth i virkeligheden var. Hun blev bare siddende i stuen, for hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. En dag kom hendes søster og svoger og hentede hende hjem til dem, og taknemlig var Lisbeth.
Hun var 36 år, da hun blev skilt. En sidste gang forsøgte hun at starte på en frisk. Efter aftale med sagsbehandlere og alle dem, som mente, de havde forstand på det, kom Lisbeth i gang med uddannelsen til korrespondent. Hun kunne dog ikke overskue det og måtte holde op igen.
Senere fik hun en kæreste, som havde et par børn. Lisbeth forsøgte at være en god kone og en god mor og stedmor. Hun gjorde, hvad hun kunne, men når man aldrig selv er blevet elsket, er det svært at vide, hvordan man gør.
De følgende år nåede Lisbeth bunden i sit liv. Lægen gav hende diagnoserne depression og angst, og det var det vel også. Hun havde fået sin egen lejlighed, men turde ikke gå ud af den. Hun fortalte ikke nogen, at hun så de frygteligste ting, som kun hun kunne se. Hun så død og ødelæggelse, men hendes syner var ikke noget, andre mennesker skulle belemres med, tænkte hun. Hvorfor skulle de høre om det, når det var hende, der var noget i vejen med?
Det var de år, hvor Lisbeth af og til var indlagt. Det var dengang, hun forsøgte at gøre en ende på det liv, der ikke var for hende. Det var år, hvor hun var så alene, som nogen kunne være. Og så skete der pludselig noget.
Læs også om Charlotte der blev forelsket i den forkerte
Lægen så Lisbeth
− I år 2000 fik jeg en anden læge. Jeg var 49 år, da der var en læge, som spurgte lidt mere ind til, hvordan jeg egentlig havde det. Det skete ikke med det samme, men da jeg fik tillid til hende, så fortalte jeg om det, jeg så, og det, jeg var bange for. Jeg blev sat sammen med andre, som også havde det psykisk svært, og så talte vi sammen.
- Jeg fik medicin, og jeg opdagede, at der var andre, som også havde det svært. Vi sad ikke og græd over vores elendige barndom, men vi satte ord på det, vi følte, og det, vi gerne ville. Dengang ville jeg gerne turde gå ned til Havnestuen (et mødested i Faaborg, red.) og melde mig som frivillig, fortæller Lisbeth.
Læs også: Jeg måtte lære, at jeg er god nok
Fik motions- og besøgsven
Der kom en dag, hvor Lisbeth ikke længere var en lille, grå mus, som hun kaldte sig selv. En dag tog hun sig voldsomt sammen og gik til koncert med Peter Vesth, og gennem sin glæde for musik fik hun nogle venner. Især to gode venner, som fortalte hende, at de holdt af hende og respekterede hende. Det blev endnu et skub på vejen til at turde tro på sig selv for Lisbeth.
− Vi var fælles om at synge og fælles om at nyde musik, og så var det, jeg begyndte at ”klæbe”. Det har jeg altid gjort, når der var nogle mennesker, jeg godt kunne lide. Men så tog jeg mig i det og tænkte over, hvad jeg ellers ville. Der var jo meget, jeg gerne ville være med til. Ældre Sagen her i Faaborg manglede besøgsvenner og motionsvenner, læste jeg, og så meldte jeg mig.
− En helt ny verden åbnede sig for mig, da jeg mødte min motionsven Gerda Petersen og min anden besøgsven. Det er mennesker, som har brug for mig, og som synes, jeg er noget værd − og så kan jeg jo også selv tro på det, siger Lisbeth.
Nu er Lisbeth 67 år. Det har taget hende et helt liv at få det så godt, som hun har det i dag. Væk er angsten, depressionen og de forfærdelige syn, hun så engang. Hun er et andet menneske, som er ydmyg over for hver ny god dag. Hun har mennesker i sit liv, som hun holder af. Hun har sine søstre, men sin søn ser hun ikke. Hun ønsker ham dog kun alt det bedste, og måske vil tiden engang også læge det sår. Men som det er nu, kunne livet ikke være bedre for Lisbeth.
− Når jeg tager Gerda under armen, og hun giver mig et kæmpe knus, så mærker jeg, at jeg lever, og at jeg er glad for det. Sådan nogle brændte børn som mig kan aldrig få knus nok. Det siger selv min læge, siger Lisbeth.
