Lavendlerne står i blå og vio-lette klynger langs stien og ser så indbydende ud. Nanna Mariegaard, som er frivillig i Medicinhaverne, bøjer sig og gnider en blomst mellem to fingre.
– Den dufter simpelt hen bare så dejligt, siger hun, mens hun lukker øjnene og snuser dybt ind.
– Og så er den jo også antiseptisk og god for fordøjelsen, supplerer hendes medfrivillige Lene Anker, som går ved siden af.
Læs også: Jeg kan blive helt opslugt af jagten
Sådan er det med alt, der gror her i Medicinhaverne i Tranekær på Langeland. Her er det ikke nok bare at se godt ud. Alle planter, der får lov at vokse her, har haft medicinsk betydning op gennem historien, og nogle har det stadig. Her er der planter for dem, som lider af fodsved, for de gigtplagede og dem, der døjer med forstoppelse. Og mens nogle har eksotiske navne, der er svære at udtale, vokser andre i parcelhushaver i hele landet.
Fem haver med forskellige temaer udgør Medicinhaverne, og mens vi bevæger os gennem den, der indeholder planter, som er gode for nervesystemet, fortæller Nanna og Lene lystigt om, hvilke egenskaber de forskellige urter har. Måske lyder det lige lovligt alternativt, men en stor del af den mo-derne medicin har sin oprindelse i planternes verden, må jeg forstå.
Nye haver kommer til
Det gjorde i hvert fald den lokale landmand, som ejer jorden, vi går på, og som i sin tid besluttede sig for, at han ville til at dyrke medicinplanter.
– Er det ikke lidt usædvanligt for en landmand at kaste sig ud i, spørger Familie Journals udsendte.
– Jo, men det blev heller ikke til noget, svarer de to kvinder i kor.
Til gengæld blev foreningen bag Medicinhaverne stiftet i 2008, og to år efter blev den første besøgshave anlagt.
– Siden har vi i snit indviet en ny have hvert andet år, fortæller Lene med stolthed i stemmen, og i år bliver ingen undtagelse. To nye haver – én for sanserne og én for børn – står klar denne sommer. Dertil kommer en blomstrende solsikkelabyrint og flere end 80 forskellige slags træer.
Læs også: Øl blev deres fælles projekt
Plante med potens
I dammen, vi spadserer forbi, vender medicinske vandplanter deres farvestrålende hoveder op mod forårssolen, og langs et rislende vandløb står de smørgule engkabbelejer, hvis afkog er et gammelt middel mod gigt.Der findes tæt på 750 forskellige plantearter i Medicinhaverne, og mens flere er uhyre sjældne, virker andre mere bekendte.
– Meget af det, der vokser her, har folk faktisk hjemme i haverne, og de aner ikke, at det har en medicinsk virkning, siger Nanna. Hun peger på en undseelig, rødgylden krybeplan-te, der ikke gør meget væsen af sig, og fortsætter:
– Jeg har for eksempel Bispehue voksende derhjemme, en ganske almindelig bunddækkeplante, der blev betragtet som en elskovsplante i det gamle Kina, og som har en viagralignende effekt. Det skulle man ellers ikke tro om en så uskyldigt udseende plante, men den er god nok; det bekræfter både det lille skilt, som hver af parkens planter er udstyret med, og Lene fra sidelinjen.
Haveglæde
– Jeg har også fået øjnene op for så mange fantastiske planter af at være her, siger Lene, som arbejdede med kommunikation, før hun gik på pension, og som nu tager sig godt af både Medicinhavernes hjemmeside og planter.
Sammen med Nanna er hun blandt de mere end 50 frivillige, som egenhændigt driver Medicinhaverne på Langeland. Alle er efterlønnere og pensionister med vidt forskellige baggrunde, men haveglæden har de tilfælles, og det ses tydeligt på de pertentligt plejede blomsterbede, buske og træer, der knopskyder mellem snorlige stisystemer.
– Jeg er simpelthen så stolt af, at en flok frivillige fra Langeland, uden at få en krone for det, har skabt det her fantastiske sted, som folk kommer langvejs fra for at opleve, fortæller Lene.
Læs også: Mødtes på Madeira-rejse: Vi er lige eventyrlystne
Livsbekræftende
Og stolt kan hun roligt være, for gæsterne strømmer til. Medicinhaverne havde rekordmange besøgende sidste år, hvor 15.000 lagde vejen forbi.
Men succes har aldrig været målet for Lene. For det er ikke kun planterne, der trives i den langelandske muld. Nye venskaber spirer, i takt med at både haverne og antallet af fri-villige vokser år for år.
– Jeg er en rigtig havenørd, og selv om jeg har en stor have selv, så lokkede fællesskabet i Medicinhaverne, fortæller Lene, som har været medlem siden 2013.
– Jeg plejer at sige, at jeg går ikke til psykolog, jeg går i haven i stedet. Der er noget livsbekræftende og trygt ved at arbejde med jord og planter, og fællesskabet med de andre frivillige er helt essentielt. Der bliver grinet meget, men der er også plads til alvorlige snakke, når nogen har brug for det.
Nanna kom til et par år efter Lene, og det er hende, som står for at købe planter til haverne. Det er en opgave, der ligger langt fra hendes forhenværende arbejds-liv som folkeskolelærer, men hun holder af det:
– Der går jo sport i hele tiden at finde nye sorter, siger hun og forklarer, at hun i jagten på nye, spændende planter kommer omkring nicheplanteskoler såvel som nordiske genbanker, hvor man bl.a. opbevarer frø fra gamle, glemte sorter af langelandske æbletræer.
– Men det sjoveste er nu, når vi selv kan finde planterne ude i naturen, tilføjer hun.
Læs også: Vi vil være de bedste
Snapsebryggere
Problemet er bare, at de øvrige frivillige ikke altid kan se forskel på ønskeplanter og ukrudt. Det gælder for eksempel mælkebøtterne, hvis tørrede rødder historisk set har været brugt som kur mod tømmermænd.
– Dem var der da nogen, som satte et hakkejern på, efter jeg møjsommeligt havde slæbt dem med hjemme fra min egen have!
Men mælkebøtten er som bekendt en hårdfør plante, der hurtigt generobrede sit terræn, og der får den fremover lov at blive stående, forsikrer begge kvinder.
Det kan jo også være, at de får brug for et par af de tørrede rødder til jul, påpeger Familie Journals udsendte. For nu kommer vi til den del af haverne, som de frivillige tillader sig at høste fra en gang imellem.
– Der er op til flere snapsebryggere iblandt os, siger Nanna og gør en fejende bevægelse med hånden ud over en frodig køkkenhave.
– Derfor har vi en hel afdeling med snapseurter, så vi er klar til den fælles julefrokost, tilføjer hun og ler, så der ingen tvivl kan herske om, at rendyrket haveglæde og godt humør må være den bedste gødning, der findes.
Læs også: Papiret blev hendes eventyr
