Kunstner Maj Brit Midtgaard har altid svært ved at svare på, hvad hun arbejder med lige nu. Hun er nemlig konstant i gang med flere forskellige værker, og ordrerne står i kø hos den succesfulde maler. For der er mange kunder, der gerne vil have deres elskede dyr foreviget på lærred – ikke kun i Danmark, men også i Schweiz, Norge og USA.
– Det er især heste, men også hunde og andre dyr. Jeg er aldrig i tvivl om, at jeg maler noget, som har stor betydning for andre mennesker. Det mærker jeg især, når nogen bestiller et billede af et dyr, de har måttet sige farvel til. Det er meget rørende at opleve reaktionen på det færdige maleri. Det afføder som regel et par tårer, smiler Maj Brit.
Hendes egen kærlighed til dyr er allestedsnærværende. Ikke kun i malerierne, der pryder vægge og staffelier i hendes værksted, men også i det faktum, at hun er omgivet af katte, hunde og shetlandsponyer. Hun har fem af sidstnævnte, og de får nøjagtig ligesom de andre firbenede venner lov til at komme på besøg i atelieret, der er indrettet i gårdens gamle hestestald.
– Det giver mig en ufattelig glæde at have ponyerne tæt på, når jeg arbejder, ler hun, mens shetlandsponyen Viktor kigger hende forstyrrende over skulderen.
Motiverne opløfter hende selv og andre
Den 49-årige kunstner kalder sig autodidakt. Men hun har dygtiggjort sig gennem kurser på de etablerede kunstskoler, hvor hun dog ofte har følt sig som en outsider.
– Lige fra begyndelsen har jeg oplevet en attitude af, at det der med at male heste er noget ”pige-pjat” og ”husmorkunst”. Jeg husker særligt én underviser, der sagde til mig, at jeg åbenbart ikke havde oplevet noget svært i mit liv og derfor ikke havde noget på hjerte.
Hun ryster overbærende på hovedet ved mindet, for den pågældende kunstlærer kunne ikke være mere forkert på den. Maj Brit har nemlig gennemlevet flere svære ting i sit liv end de fleste, og det er netop på baggrund af dem, at hun insisterer på at male smukke motiver, der opløfter både hende selv og andre.
– Hvis man har gennemlevet store sorger i sit liv, tror jeg, man kan gå to veje som kunstner. Man kan vælge at dyrke det dystre, eller man kan vælge at dyrke det smukke. For mig er valget let. Selvfølgelig skal man male det smukke, hvis man har oplevet det modsatte.
Mistede sin mor
Da Maj Brit var seks år, blev hendes forældre skilt. Hun blev boende hos sin mor på Sjælland og var aldrig i tvivl om, at moren elskede hende. Men Maj Brits barndom blev alligevel rodløs og ensom.
– Min mor var psykisk syg og søgte evigt lykken med forskellige mænd. Vi flyttede i alt 13 gange, og jeg tilbragte under et år i hver af de mange skoler, jeg gik på.
Hvad Maj Brit ikke vidste dengang, var, at hendes mor flere gange forsøgte at tage sit eget liv. Og da Maj Brit var 11 år, lykkedes det hende.
– Jeg kan huske, jeg vågnede om morgenen og tænkte, at nu måtte min mor være kommet hjem, for hun var ikke kommet hjem, da jeg gik i seng. Jeg var sikker på, jeg kunne høre hendes stemme i stuen nedenunder. Men det viste sig at være min moster, der var mødt op hos os. Min mor var sprunget ud foran et tog, lyder hendes tydeligste erindring fra den traumatiske dag.
Fik en stabil og struktureret hverdag
Efter morens død forandrede Maj Brits liv sig radikalt. Hun flyttede til Sønderjylland, hvor hendes far havde bosat sig på en landejendom, og Maj Brit fik også en papmor og en paplillebror. Livet blev stabilt og struktureret, og i dag husker hun tilbage på sine teenageår som lykkelige.
– Min far var utrolig glad for dyr. Vi havde heste, får, katte og papegøjer, ja, alverdens dyr, og jeg er ikke i tvivl om, at al min kærlighed til dyr kommer fra ham. Jeg fik min egen pony og nød at være hestepige.
Flyttede til USA
Efter folkeskolen fik Maj Brit opfyldt sin drøm om et år på high school i USA. Hun flyttede ind hos en kristen familie i staten Wyoming.
– Det var som at lande midt i en westernfilm og en kæmpe oplevelse.
Året i USA skulle vise sig at blive skelsættende for Maj Brit på flere måder. Dels var det der, hendes kunstneriske udvikling tog fart under kyndig vejledning fra skolens søde billedkunstlærerinde.
– Jeg tilbragte tre timer hver dag i skolens billedkunstlokale. Selv om jeg også interesserede mig for at male i folkeskolen, var det i USA, jeg virkelig lærte det.
19 år og forældreløs
Men også værtsfamiliens livs-indstilling var noget, Maj Brit tog med sig hjem. De havde ikke meget at gøre godt med, men de var altid kærlige og positive over for tilværelsen, fortæller hun. Maj Brit fik brug for deres livssyn og omsorg længe efter, året i USA var slut, for da hun kom hjem til Danmark, ramte endnu en tragedie. Hendes far blev uhelbredeligt syg af cancer.
– Lige der blev jeg sortseer. Jeg var overbevist om, at mit liv var sådan et, hvor der kun ville ske dårlige ting.
Kort tid efter døde hendes far. Som 19-årig var Maj Brit nu forældreløs.
– Jeg husker, hvordan jeg kørte af sted til hans begravelse og havde følelsen af, at jeg både skulle sige farvel til ham og til min mor, for jeg fik ikke lov til at komme med til min mors begravelse, da hun døde.
Dybt ulykkelig tog Maj Brit en beslutning om, at hendes liv fremadrettet skulle indeholde en ny fortælling. Hun lovede sig selv at få det bedste ud af livet. At hun altid ville gå målrettet efter at finde det positive i alting – ligesom hendes reservefamilie i USA havde lært hende.
Foto: Christina Hauschildt
Ud over malerierne laver Maj Brit også skulpturer i stentøj af heste. Det er den islandske hest, der er model for skulpturerne.
Vigtigst anerkendelse
Hver dag siden har hun gjort sit yderste for at holde, hvad hun lovede sit 19-årige jeg. Både privat og professionelt. Hun indrømmer, at hun kan blive lige så irriteret over stort og småt som alle andre, men hun formår næsten altid at afbryde sig selv. ”Alt løser sig, og alle mennesker er gode”, lyder hendes grundholdning, i hvert fald indtil det modsatte er bevist.
– På andre mennesker virker jeg ofte naiv. Min mand er betjent, så jeg er udmærket klar over, at verden også er grum. Men jeg insisterer på at rette blikket derhen, hvor tingene er gode. Det er et bevidst valg, og jeg tror, det betyder, at jeg ofte har det sjovere end andre.
Siden hun som 19-årig stod med et ubærligt tab, har hendes erfaring da også vist, at hendes filosofi var den rigtige.
I dag lever hun et lykkeligt liv med sin mand på en landejendom ved Aabenraa, og sammen har de fået to dejlige børn. Og ikke mindst har hun fået opfyldt drømmen om at kunne leve af sin kunst og på den måde give andre et lyspunkt i deres liv. De tilbagemeldinger, hun får, efterlader ingen tvivl om, at det er netop det, hun gør. Som for eksempel emailen fra dyrlægen, der havde bestilt et stort hestebillede hos Maj Brit, der skulle indkapsle dyrlægens dybe kærlighed til heste.
– Hun skrev til mig, at hun havde været ekstremt presset af et stort og grusomt sygdomsudbrud i en hesteflok, hvor flere heste var døde. Men når hun kiggede ind i mit maleri, blev hun mindet om, hvorfor det barske var så vigtigt at stå igennem.
– Den form for anerkendelse er den vigtigste, jeg kan få.
