− Miau!
Sjældent har en kat løftet sin stemme så højlydt og insisterende som Kiki, der på denne måde hilser husets gæster velkommen.
− Kiki er 19 år og helt døv, og jeg tror, det er grunden til, at hendes stemme er så høj, siger Anjee Gitte Carlsen, der har inviteret Familie Journal til en snak om liv og død.
”I dag er det otte år og elleve dage siden, Gunnar døde.” Sådan lyder første linje i Anjees bog, ”At leve og at dø”. En slags udvidet dagbog, hvor Anjee fortæller om livet med en uhelbredeligt syg elskede og med stor varme og ærlighed beskriver, hvordan den mest rædselsfulde periode i et liv kan blive til den smukkeste.
− Gunnar og jeg havde kendt hinanden i mange år, før vi blev forelsket i hinanden, fortæller den 63-årige psykoterapeut, der for ni år siden mistede sin mand, da han blev syg af en ondsindet hjernetumor.
– For 30 år siden var vi begge med til at starte et stort meditationscenter her i Brædstrup, jeg som terapeut og underviser, Gunnar mest som tømrer.
I 1999 lejede Anjee et værelse ud til en kollega.
− Hun skulle på ferie en måned og spurgte, om Gunnar, der lige var kommet hjem fra en rejse og skulle finde et nyt sted at bo, kunne leje værelset i den måned. Det sagde jeg ja til, og så blev han faktisk boende, indtil han 10 år senere blev båret ud.
Læs også: Anne Mette efter tab af datter: Livet kan godt gå videre
Farverne forsvandt
Det var første gang i sit liv, Anjee følte, at hun havde fundet den mand, hun gerne ville blive gammel med.
− Allerede efter et par dage var vi begge solgt. Det var fantastisk at opleve den samhørighed, vi følte, og vi var så heldige at få nogle vidunderlige år, indtil Gunnar i 2007 fik nogle mærkelige symptomer. Han kunne for eksempel pludselig ikke huske navnene på nogle af sine tætteste venner. Og under en togtur til København kunne han ikke huske, hvor han var, og hvor han skulle hen.
I første omgang var parret enige om, at lidt stress lå bag symptomerne, men gik alligevel til lægen og fik tid til en skanning.
Så langt nåede Gunnar dog ikke, før et pludseligt overtryk i hjernen krævede handling.
− Han blev indlagt akut og var døden nær, før de fik lettet trykket, men samme nat fik vi diagnosen, som lød på en tumor i hjernen uden mulighed for operation.
I sit hoved forstod Anjee godt, at det betød, at Gunnar ikke ville overleve sin sygdom, men hendes hjerte nægtede at fatte sandheden.
− På vej hjem fra hospitalet var det, som om farverne forsvandt, og verden blev i sort-hvid. Det var et fænomen, jeg kom til at opleve flere gange i løbet af Gunnars sidste leveår. Det var i december, og vi sad her i stuen og kunne mærke, at dette kunne vi ikke selv klare, så vi inviterede nogle venner over. Så sad vi og drak kaffe og snakkede, og da Kiki kom ind i stuen, begyndte farverne langsomt at vende tilbage.
Læs også: Ingen vidste, hvad der var galt med Sally: Heldigvis opgav mine forældre aldrig
En dag ad gangen
I tiden, der fulgte, var der især én ting, der kom til at betyde meget.
− Det var vores kærlighed. Den bar det hele, men undervejs skiftede den også form mange gange. Jeg var af og til i tvivl om, hvorvidt jeg var kone, mor eller plejepersonale, fordi man som tæt pårørende på en måde kommer til at udfylde mange roller.
Gunnar selv var langt hen ad vejen en stor støtte for Anjee.
− Han var så tilfreds og glad hver eneste dag for at være i live. Han var ikke bange for at dø og havde en stor ro i sig. Jeg husker en dag, vi kørte i bilen, hvor han sad og kiggede ud ad vinduet og sagde: ”Livet er fantastisk, og jeg lever!”
Skønt Anjee selv ofte syntes, det hele var forfærdeligt, er hun meget taknemlig over den måde, Gunnar formåede at takle situationen på.
− Jeg tror, det kom ham til gode, at han havde mediteret i mange år, så han var super god til at leve i nuet og tage en dag ad gangen. Det smittede af på mig, og på den måde syntes vi hele tiden, at vi havde lang tid tilbage – fordi vi dvælede i den enkelte dag.
Læs også: Fra selvskadende teenager til mor: Endelig gav mit liv mening
Lyset væltede ind
De hårde perioder med kemoterapi blev også brugt til at øge intensiteten i Anjee og Gunnars samvær.
− Det handlede mere og mere om at være i nuet – måske kunne en halv dag føles som lang tid sammen, og den sidste sommer, Gunnar fik, sad vi bare i haven og kiggede på blomsterne og fuglene. Af og til kom nogle venner på besøg, og alt var egentlig enkelt og dejligt. Som om det var en meget lang sommer, og solen altid skinnede.
Gode venner var der heldigvis mange af.
− For eksempel vores søde naboer, Ken og André, som Gunnar og jeg en dag stod og sludrede med i haven. De fortalte, at de næste forår ville klippe en masse af de buske væk, der skyggede for vores hus, så vi fik mere lys ind.
Gunnar bemærkede lavmælt, at han så nok ikke var her mere, og der blev lidt stille. Næste morgen vågnede vi ved lyden af en motorsav, det var Ken og André, der var i fuld gang med at klippe alle de grønne buske ned, så lyset væltede ind i det rum, der blev rammen om Gunnars sidste måneder.
Trods stor kærlighed og tålmodighed havde Anjee dog også ”forbudte” tanker undervejs.
− Det er hårdt at være pårørende til en døende, og jeg tror, det er meget normalt, at der kommer mindre gode tanker, som kan være svære at fortælle til nogen. Jeg valgte fra begyndelsen at føre dagbog, hvor jeg hver eneste dag kunne skrive alt ned og på den måde komme af med mine frustrationer og alle de andre mere negative følelser.
Anjee ledte forgæves efter bøger om emnet.
− Jeg hungrede efter at læse om det her og møde nogen, der kendte til situationen, men jeg fandt kun Eva Jørgensens bog ”Vi ses i morgen”, der handler om tabet af hendes mand. I den fandt jeg beskrivelser, jeg kunne spejle mig i.
Læs også: Familien blev halveret på tre år: Nu hjælper jeg andre ud af sorgen
At kunne give slip
Da Gunnars sidste behandling var slut, fik han at vide, at han højst havde tre måneder tilbage at leve i.
− På hjemturen fra hospitalet forsvandt farverne igen, men Gunnar besluttede sig for, at det skulle blive tre måneder, og det blev det. På en forunderlig måde blev de tre måneder som et helt liv. Han var her i huset hele tiden. Til sidst fik vi hjemmepleje, og den sidste uge af hans liv flyttede hans to søstre, som begge arbejder på kræftafdelingen i Aarhus, ind hos os og overtog pasningen, så jeg bare kunne være sammen med ham.
Anjee havde læst om evnen til at give slip.
− De sidste dage var det meget tydeligt, at han var på vej væk og mistede interessen for mig. På et tidspunkt rakte jeg hånden ud og kunne se, at han ikke var interesseret i at have fysisk kontakt med mig. Det var hårdt, men jeg var hos ham, da han døde, og det føltes rigtigt. Han lå natten over her, og det var vigtigt for mig, at jeg stadig kunne tale med det menneske, jeg elskede så højt.
Urnen med Gunnars aske havde Anjee stående nogle måneder i huset.
− Han ville spredes ud over vandet, og en god ven ville sejle ham ud om foråret. Men da jeg skulle bære urnen ud af huset, forsvandt farverne endnu engang …
Læs også: Lotte og Svends yngste fik leukæmi: Vi går efter drømmene
Ny kærlighed
Farverne er heldigvis siden kommet tilbage i Anjees liv i form af en ny kærlighed.
− For to år siden blev jeg gift med min nye, svenske mand, Bertil Strandberg, som er jazzmusiker, og som jeg mødte, da han efter sin kones kræftdød kom for at få en terapisession hos mig om savnet af hende. Vi har meget til fælles og har i dag et lille alter i stuen med et foto af os med vores partnere.
Den allersidste sort-hvide oplevelse regner Anjee dog med at have til gode.
− Når gamle Kiki formodentlig om ikke så længe takker af, er jeg forberedt på, at Gunnar lige kommer op til overfladen på ny, før farverne kan vende tilbage igen.
