Jeg har brug for dit råd, men samtidig er jeg lidt i tvivl, om du kan give mig vejledning, for jeg synes, at nogle af de råd, du giver, kan være svære at efterleve. Sådan har jeg det, når jeg læser dine svar og tænker "det er jo lettere sagt end gjort det der." Men nu prøver jeg.
Læs også: Nedslidt kvinde til Puk: Gift med en egoist
Jeg er gift med en mand, som jeg har kendt i mange år. Vi har desværre ikke fået børn, og det er en sorg, men nu, hvor vi er i 50'erne, har vi accepteret det. Vi ser ikke så mange mennesker. Min mand er meget introvert og vil helst have mig for sig selv. Jeg har et par veninder, som betyder meget for mig, og som jeg ser. Nogle gange i smug. Jeg fortæller ikke altid min mand, når jeg har været sammen med dem.
Både min mand og jeg har et job, vi er glade for, og når vi kommer hjem fra job, er vi mest bare alene og ser film eller læser bøger. Vi er gode til at hygge, og min mand er god til at tage sig af mig. Han laver mad, åbner vin og hygger om mig. Så langt, så godt.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Hun blev fyret og er nu vred på mig
Min ene veninde er nu i en meget svær situation. Hun er ved at blive skilt, og det er hans hus, de bor i. Han har smidt hende ud. De har en voksen søn, som han bor i udlandet. Min veninde er helt fra sans og samling. Hun har ikke noget sted at være og er meget ulykkelig.
Jeg bor i et stort hus med masser af værelser, der står tomme. Min mand og jeg købte huset, da vi var yngre og regnede med, at vi skulle have børn. Jeg ville så gerne tilbyde min veninde, at hun kan bo hos os, men jeg ved, at min mand vil hade det. Så vil hans rutine med de stille aftener blive brudt, og han vil blive sur og tvær. Men jeg kan jo heller ikke lade min veninde stå på gaden. Jeg er bange for, hvad hun finder på. Min mand ved desuden ikke, at vi er så tætte, så han kender hende ikke særlig godt.
Hvad gør jeg, og lad nu være med at svare, at jeg skal tale med min mand om det, for så giver du lige præcis sådan et råd, som er lettere sagt end gjort, og det har jeg ikke brug for.
Den rådvilde
Læs også: Puks brevkasse: Stadig sårbar efter ægteskab med en narcissist
Kære Den rådvilde
Nu er det ikke sådan, at man kan bestille skræddersyede råd her i brevkassen. Man kan ikke på abonnere på råd, der kun er let spiselige og ikke kradser nogen steder.
Læs også: Puks brevkasse: Min veninde er tiltrukket af et uhyre
Det er sandt, at mange af mine råd er “lettere sagt end gjort,” men det betyder jo ikke, at rådene ikke samtidig kan være løsningen. Når man er havnet i en konflikt, er det meste lettere sagt end gjort. Hvis ikke det var sådan, var der jo ingen konflikt. Så jeg beklager, at jeg ikke kan give dig en løsning, der er helt simpel og ligetil, hvor du glider lige igennem uden at støde dig på nogen, for som jeg ser det, findes den løsning ikke i den situation, du befinder dig i. Nogle gange er det rigtige at gøre det, der er svært at gøre. Så må man mande sig op og tage sig sammen.
Og det er lige præcis, hvad jeg synes, du skal. Jeg synes, du skal rette ryggen og fortælle din mand, at du kender et menneske, der er så langt ude i en livskrise, og at du af medmenneskelighed er nødt til at træde til. Længere er den egentlig ikke.
Læs også: Puks brevkasse: Min kæreste var nedladende overfor mine venner
Jeg vil sige, at hyggeaftener med te og rødvin kommer i anden række, hvis man er bekendt med et menneske, der er i livsfare. Mon ikke din veninde bare vil falde ind i det stille og rolige miljø, I har derhjemme? Jeg tvivler på, at hun vil spille høj rock og danse på bordene. Så selv om mit svar garanteret sorterer under kategorien “lettere sagt end gjort,” så synes jeg, du skal forklare din mand, at I er nødt til at hjælpe. Jeg beklager, hvis jeg ikke gav dig det råd, du søgte, men det her er mit ærlige svar.
Held og lykke. Du står overfor muligheden for at være en enestående ven. Det er en rar fornemmelse at kunne hjælpe, og jeres rødvinsaftener skal nok komme igen. Det her er blot en overgang.
Kærlig hilsen Puk
Læs også: Puks brevkasse: Hvor er veninderne nu, hvor jeg har brug for dem?
