Brev til Puk Elgård: Opret en fremtidsfuldmagt

Søndag, 4. november 2018
Af redaktionen. Ill. Birgitte Ahlmann.
En ældre læser af Puk Elgårds brevkasse har givet sine døtre og et barnebarn "magt" til at bestemme, hvis hun bliver ude af stand til at tage vare på sig selv - og opfordrer andre til at gøre det samme.
Illustration til Puk Elgårds brevkasse

Kære Puk

Efter at have læst flere indlæg på dine sider om de besværligheder, som mange åbenbart har med deres ældre familiemedlemmer, kan jeg ikke undlade at komme med et lille bidrag til debatten.
Kan du ikke opfordre unge som ældre til at oprette en fremtidsfuldmagt?
Det har jeg lige gjort på nettet.
Mine to døtre og et barnebarn, sidstnævnte er ved at være færdig som sygeplejerske, har fået den ”magt” til at bestemme, hvis jeg bliver ude af stand til at tage vare på mig selv og min økonomi. De må tale med kommunen om, om jeg fortsat skal køre bil osv.
Man kan selv bestemme, hvor meget ”magten” skal omfatte.

Et tidligere brev til Puk Elgård: Bange for, at min far bliver udnyttet

Jeg mangler blot at være i byretten og dokumentere, at jeg er den, der hører til det oplyste personnr., og betale 300 kr. ved ”kasse 1”, så er det juridisk bindende, og jeg har det rigtig godt med den bestemmelse.

Det bør tilføjes, at disse bestemmelser ikke ”bare” træder i kraft, fordi en af ”magthaverne” vil det.

Men det kan alt sammen læses på fremtidsfuldmagtens hjemmeside, der findes under borger.dk.

Sydsjælland (81½)

Kære Sydsjælland (81½)

Som jeg før har skrevet, så er her et eksempel på noget af det, jeg holder mest af ved mit arbejde som brevkasseredaktør. I er simpelthen så gode til at supplere mine svar og hjælpe hinanden.

Du har ret, der kommer ofte spørgsmål fra pårørende, der er bekymrede, fordi deres ældre familiemedlemmer ikke så gerne vil se i øjnene, at de kan være til fare for sig selv, måske i eget hjem eller til fare for andre, f.eks. i trafikken.

Jeg synes, du er meget modig og stærk, når du har overladt de svære beslutninger til dine nærmeste.

Læs også: Svigermor vil ikke høre tale om at flytte i ældrebolig

Det er selvfølgelig en snak, man skal have i god tid, mens man er stærk nok, men hvis man har tillid og mod som dig, så må det også være en lettelse at vide, at der er andre, der tager hånd om det, hvis man pludselig ikke har et helt realistisk billede af sin egen formåen.

Det kræver virkelig tillid at overgive sin egen tarv til andre, men jeg takker dig for at fortælle om den mulighed og opfordrer også alle interesserede til at gå ind og læse mere på borger.dk.

Mange hilsner fra Puk