De spiller, så englene synger

Søndag, 31. juli 2016
af Greta Johannsen, opdateret af Caroline Wigdal, Foto: Søren Lamberth
Det er fire dage med forrygende folkemusik og folkedans, fest og farver, når Anne Grete Kamille inviterer til musikfestival med udsigt til Præstø Fjord.

En gang om året bliver den lille, hyggelige landsby Nørre Smidstrup uden for Tappernøje omdannet til folkemusikfestivalen Musik over Præstø Fjord. Det er ikke en festival, hvor deltagerne sejler i alkohol, ligesom musikerne heller ikke er blege mænd, der synger lange, vrede sange.

Det er, som navnet siger, en festival for folkemusik, og den foregår i Anne Grete og hendes mand, Søren Korshøjs, temmelig store have. Det er måske også den eneste musikfestival, hvor deltagerne står i kø efter lagkage og får havregrød om morgenen. Det er Anne Grete, der lægger hus til og styrer økonomien med fast hånd, så fast en hånd, som man nu engang har, når man i det civile liv er sundhedsplejerske og tidligere lokalpolitiker.

Nabohjælp

Anne Grete sørger for, at musikken spiller, men hun er heldigvis ikke alene om opgaverne. For hun har gode naboer. Ganske frivilligt sælger de billetter, lægger marker til, rydder laden, så der kan danses, og så bliver der lavet en masse mad. Nørre Smidstrup og dens indbyggere elsker fest og musik, men endnu mere elsker de at lave noget i fællesskab, så festivalen er deres alle sammens barn.

Læs også: I dag er Rikke slank og afklaret

Musikalske livsnydere

Det er på denne festival, de professionelle folkemusikere kommer fra hele Norden, men det er også her, de fleste gæster selv spiller. Der er gamle og unge, violinspillere og sangere, og fire unge musikstuderende, som spiller violin, så guderne må smile.

Musik over Præstø Fjord er folkemusikkens mekka, der varer fire dage og byder på masser af ukendte musikere og rigtig mange kendte: Sidste år var det for eksempel De Dysted Spillefolk, Catbird med Billie Koppel, Fanø Fiddlers, Trille Band og mange andre. Men det handler ikke kun om musik, for folkemusikere er også de fødte livsnydere, der aldrig sidder fastlimet til sofaen.

Derfor er der kurser i folkedans, for eksempel Svensk Polska med tramp i gulvet og fornuftige sko, der er kyssebænk, dansetræ, vikinger, der byder på musikinstrumenter fra vikingetiden – og de kan spille. Der er Farmors Hus, hvor børnene kan lege, havregrød om morgenen, lagkage om eftermiddagen og sære workshops, hvor man kan lære lidt af hvert.

Læs også: Petrine er en superstudent

Læs historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 1. august 2016

  • Hvad kan du opleve på festivalen
  • Hvad er kulning
  • Mød de de seriøse musikere og dem, som spiller for sjov