Med garanti for forkælelse, bland selv-slik i lange baner og falden i søvn på sofaen er der ikke noget, som slår den spænding, en ferie hos bedsteforældre vækker – heller ikke selv om man for længst har rundet de 25 år, saftevandet er byttet ud med en flaske rødvin til deling, ”Disney Sjov” har måttet vige for røverhistorier over spisebordet, og destination '”pyjamas i sofaen'” nu hedder rejsemål over hele verden.
Når jeg hvert år tager på tur med min mormor, er det med samme kildren i maven, som da jeg for 20 år siden rullede ind over dørtærsklen med en mini-kuffert i hånden og soveposen under armen. Det ved hun godt, hende mormor Inger på 70. For hun har det på nøjagtig samme måde, har hun engang fortalt mig.
Læs og se videoen: Fars fede tømmerflådeferie
Om turen går til Sjællands Odde eller Egypten, er underordnet, for vi jagter altid suset – sammen. Denne gang er destinationen Island, og vi skal ikke bare se på vulkaner og gejsere. Nej, en del af vores ferie består af en tre timer lang ridetur, der både byder på varme kilder og den berømte islandske gangart, tölt.
– Jeg har jo aldrig siddet på sådan en før, Maise. Det var vist noget med, at naboens datter havde en hest, da jeg var lille, men det skulle jeg ikke nyde noget af. Men hvis man ikke skal gøre det, når man er 70, hvornår skal man så? spørger hun og kigger først på mig og så mod sine knæ, der for år tilbage fik besøg af en gigt, der slog sig permanent ned, som den slags har det med at gøre.
Modsætningen mellem det sløve knæ og de noget vildere heste udløser et grin hos mormor.
Det er heldigvis ingen hindring for hende. Tværtimod. Med lovning på en eftermiddagsøl efter endt ridetur drager vi afsted mod ridecentret Eldhestar ved byen Selfoss, der ligger knap 60 kilometer sydøst for hovedstaden Reykjavik. Placeret med udsigt til det barske og alligevel smukke landskab er centret med sine mere end 300 heste lidt af et syn – ikke mindst for et par nybegyndere som os.
Til vores held har centrets guider erfaring med både uerfarne og umage par som mormor og jeg. Vi får en intro til det med heste og ridning i et tempo, hvor selv vi kan følge med, og naturligvis det helt rigtige udstyr til: Iført orange regntøj og støvler, der ville gøre enhver Nordsø-fisker misundelig, hiver mormor en ridehjelm frem til os hver.
Nok er jeg ikke 5 år længere, men hun ved jo, at min balance ikke er blevet synderligt forbedret med alderen. Den slags glemmer en mormor ikke.
– Jeg kan lige høre din mors stemme, hvis jeg ringer hjem og siger, at du er kommet til skade igen, siger hun og bryder ud i et grin, som kun mormor kan: underspillet nordjysk, men alligevel helt nede fra maven, så spændet fra ridehjelmen hjælper en lille ”grine-delle” på vej på hagen.
Læs også: Hver sommer lever familien Borglum som i 1533: Det er vores måde at holde ferie på
(Næsten) intet kan hyle mormor ud af den
– Nu skal jeg vise jer jeres heste, siger vores guide og fører os hen til to rolige islandske heste. En mørkebrun til mormor og en lysebrun med lys manke til mig. Til trods for at ingen af de to rører sig ud af flækken, kan mormor ikke skjule et lettere skræmt blik. Nu er det pludselig virkelighed, det, vi har planlagt og lavet sjov med de seneste måneder.
– Den er godt nok stor, hva’! Jeg troede, det var sådan en bette en, men den ser da vist tolle (jysk betegnelse for rolig og tålmodig, red.) nok ud.
Min mormor kan så godt som alt: Hun kan jonglere pasning af otte børnebørn, madlavning til dobbelt så mange og på magisk vis slå alle i 500 – hver gang. Alligevel kan så lidt som et lille vrinsk fra en hest hyle hende ud af den. Det er ikke uden grund, at hun aldrig har siddet på en hest – ikke engang i Fårup Sommerland, selv om hun troligt sommer efter sommer har stået i kø til ridebanen med det ene barnebarn efter det andet, som det år var blevet stort nok til at sætte sig i sadlen.
Da jeg kigger bagud, ser jeg en skrigorange skikkelse, der ikke kan være andre end min mormor, som med bagen i vejret forsøger at stige til hest. Det lykkes da også med hjælp fra to instruktører og under kyndig vejledning fra en rutineret rytter.
– Rolig, rolig nu. Det er jo en gammel dame, du har ombord, siger hun til hesten og møffer sig rundt i sadlen, så den rykker sig en smule.
Læs også: Nu får Lone 36 børn på ferie
– Hvordan styrer jeg den så? Den kan jo ikke forstå, hvad jeg siger.
– Det er bare ligesom at køre cykel: Skal du til højre, trækker du lidt til den side. Bare pas på de varme kilder...
Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, da vi langsomt begynder at skridte rundt på ridebanen. Vi skal jo lige se og lære, hvordan det hele foregår, inden vi begiver os ud i det fri.
– Se nu bare her. Jeg har fået den til at gå!
Mormor griner af ren begejstring over sin første store bedrift på hesteryg, og der er ingen tvivl om, at vi er klar til at begive os uden for den lukkede bane: Nu venter den islandske natur.
Læs også: Med hundeslæde på Idre Fjäll
Tør du tölte?
Når den hvide damp fra de varme kilder stiger op fra jorden og forsvinder op mod de høje toppe i landskabet, lige så hurtigt som hestenes klove rammer gruset, er det svært ikke at blive grebet af stemningen. For når man sidder på ryggen af en islandsk hest, bliver man på magisk vis lige så rolig – også selv om det islandske landskab er barskt, voldsomt og smukt og langtfra en flad ridebane, hvorfor det handler om at holde fast, når hestens hove går over det ujævne terræn.
– Hvordan kan du, der er så bange for alting, sidde så roligt? spørger mormor mig og ryster på hovedet.
Hun tror stadig ikke helt på, at hesten ved, hvad den laver, men hun har alligevel fået blod på tanden, og en gæv vendelbo giver ikke op. Heller ikke selv om kroppen og hovedet først lige er ved at finde ud af, hvad det der ridning er for noget.
– Skal vi prøve den klassiske islandske tölt, spørger en af vores guider, mens hun viser, hvordan vi skal sidde og gøre, når hesten tölter.
– Er du klar, mormor?
Hun når knap nok at svare mig, før jeg ud af øjenkrogen kan se en noget orange ekvipage drøne derudad: Med hænder, der ikke et sekund viger fra seletøjet, og spændte lårmuskler, der uden tvivl er ømme i morgen, rider hun afsted. Der er fart på hende mormor, og så må den nordjyske beskedenhed vige:
– Det er hammerfedt, Maise! Nu skal vi vist have en bid mad og en øl. Det fortjener vi, og du giver, Maise, siger min mormor med et grin, da hun klikker ridehjelmen af tilbage ved ridecentret.
– Skál, som de siger på Island, og så må vi jo se, om vi kan gå i morgen.
