Celina trækker godt op i sine store, lilla luffer, inden hun griber sin mors hånd. Med sammentømrede hænder, der svinger frem og tilbage i vinterkulden, går mor og datter tjept ned ad de smattede skovstier. Mor Nina har sammen med resten af familien taget turen til julemærkehjemmet for sammen med Celina at deltage i den årlige julemærkemarch.
En begivenhed, der udover at byde på en 6,6 kilometer lang gåtur til fordel for Julemærkefonden, også markerer den 11-årige piges mange sejre på stedet. Kildemose er på den måde blevet et markant vendepunkt for Celina Jensen, og hendes mor kan tydeligt mærke forskel på sin datter før og nu.
− Celina er blevet gladere og mere tilfreds med, hvem hun er. Hun har lært, at det er okay at være Celina, som hun er. Det er klart det vigtigste for mig, at selvtilliden er vokset, siger Nina, mens hun klemmer sin datters hånd. Selv om begge har tykke luffer på, stråler varmen tydeligt mellem dem.
Læs også: Julemærkehjem: Vi fik alle noget ud af Signes ophold
Samler diplomer
Celina er trukket i løbetøjet, træningsskoene er bundet stramt, og med aktivitetsmåleren om låret er hun klar til at overvinde de mange kilometer. Den glade pige er ved at sprække af spænding og flyver nærmest hen over skovbunden, når hun sætter det ene ben foran det andet. Hvad der for uger tilbage ville have været en svær og uoverkommelig opgave, er nu blevet til hverdagskost for Celina, som har tabt flere kilo, end man kan tælle på én hånd.
− Spørgsmålet er, om jeg overhovedet kan følge med dig, siger hendes mor med et skævt smil.
Celina er godt på vej til at slide de træningssko op, som blev købt, før hverdagen blev rykket til Kildemose. Hun er blevet bidt af træningen, og hun kan næsten heller ikke holde sin begejstring tilbage, da hun stolt fortæller om de mange diplomer, hun har fået for særlige præstationer. F.eks. for at have overvundet 3.120 trappetrin, svømmet et utal af baner og tilbagelagt mange kilometer på tid. Nu går hun efter at få et superdiplom, der kan indløses, når hun har fået 10 diplomer i alt.
− Jeg kan godt lide, når jeg har klaret noget, som jeg ikke troede, jeg kunne. Det giver en super fed følelse indeni og et boost af selvtillid. Og jeg får lyst til at dyrke mere motion, fortæller hun med stålsat stemme.
Var lige ved at give op
Celina er ikke et sekund i tvivl om, at hun ikke kunne have klaret det uden den enorme opbakning fra pædagogerne og de 23 andre børn på julemærkehjemmet. De står altid sammen og hjælper hinanden, når det er hårdt og gør ondt i benene. Når hun skal nævne den bedste oplevelse fra julemærkehjemmet, er det da også det stærke sammenhold, hun først fremhæver.
Hun var ellers lige ved at give op, da hun skulle tage et rutediplom, men med hjælp fra vennerne kom hun i mål.
− Der var kun tre minutter tilbage, før jeg ikke ville nå det, men så kom et af de andre børn, som pressede mig, og jeg nåede lige akkurat i mål. Hun sagde, at jeg godt kunne klare det, og det var en rar følelse, fordi hun havde tillid til mig, fortæller Celina med et stort smil. Det sammenhold vil hun savne, når opholdet er slut. Men hun er fast besluttet på at tage de gode vaner og den øgede selvtillid med hjem.
− Jeg har lavet cirkeltræning med mor derhjemme, siger hun med drillende stemme.
− Ja, du er en hård træner. Jeg havde ondt i benene flere dage efter, men det havde du ikke, siger Nina, mens hun sukker dybt og giver et prust fra sig. Ifølge Celina er det ikke sidste gang, mor og datter har kastet sig over øvelserne i fællesskab. Med den stålsathed og kampgejst er Nina ikke i tvivl om, at datteren nok skal holde fast.
− Det vigtigste for mig er, at hun mentalt føler sig mere værd. At hun nu ved, at hun er god nok, som hun er. At der er røget nogle kilo af, er blot en bonus. I familien har vi altid vidst, at Celina er en skøn og kærlig pige, men det har hun bare selv skulle finde ud af, tilføjer Nina med et smil.
Godt at mærke savnet
Celinas genvundne selvtillid har smittet af på hele familien. Da hun tog på julemærkehjem, sænkede der sig en tiltrængt ro over familiens lejlighed i Frederikssund. Men hendes utrættelige energiniveau manglede, og lettelsen blev hurtigt afløst af et kæmpe savn. Det føltes tomt, når hun ikke længere dansede rundt i stuen eller jagtede kattene.
− I starten var det ikke så slemt, at hun ikke var der. Da tænkte jeg, at det var rart med ro, men nu mangler der et eller andet derhjemme, så jeg glæder mig til, hun kommer hjem, indskyder Celinas storesøster, Nikita Jensen, 16 år.
Det tættere søskendeforhold er også noget, som faren, Thord Jensen, 46 år, har bemærket. Hver gang, han henter Celina på julemærkehjemmet, slår han et smut forbi Celinas søskende, som også vil med. Før sloges de og kaldte hinanden grimme ting, som søskende nu engang gør, men det er i dag erstattet af et savn til Celina.
− Det har gjort os tættere som familie. Afstanden har gjort, at vi har mærket et savn til Celina, og det har været godt for os, tilføjer Nina.
Thord nikker og smiler. Stoltheden stråler ud af hans øjne. Efter hans og Ninas skilsmisse så han og Celina ikke hinanden ret tit, men nu er hun begyndt at ringe oftere til sin far. Et opkald, som Thord altid ser frem til.
− Jeg er bare så stolt af hende. Jeg bliver glad på hendes vegne, når jeg kan mærke, at hun er blevet mere positiv og har det godt med sig selv. Hun hviler i sig selv. Det er en helt ny start på mange måder, siger en synligt rørt Thord.
Savnet er gengældt, for selv om opholdet har budt på mange uforglemmelige oplevelser og venskaber, ser Celina alligevel frem til igen at være sammen med sin familie hver dag.
− Jeg har savnet min familie meget og glæder mig til at give dem en stor krammer, når jeg kommer hjem, siger hun.
Det glæder familien sig til at tage imod. Med en glad og sprudlende pige er der nyvundet overskud i hverdagen.
− Jeg skal ikke længere spekulere på, om jeg kommer hjem til en pige, som har haft en dårlig dag og er ked af det. Det oplever jeg ikke længere. Jeg slipper for mange af de bekymringer, der fyldte meget før, siger Nina.
Det indre og det ydre
Ruten til julemærkemarchen slår omkring en sti, som Celina kender bedre end de fleste, for én gang om ugen går børnene denne vej, hvor de passerer en indhegning med heste, når de skal til svømning.
− Ved du hvad, mor? I sidste uge gik vi langs marken her, og da så vi en stor flok heste. Der var én af dem, der stod alene. Det gjorde den, fordi den var stor og tyk.
− Men bare fordi man har lidt ekstra på sidebenene, behøver man jo ikke at være alene, svarer Nina.
− Nå ja, det er også rigtigt, lyder det fra Celina.
Nu ved hun godt, at det indre og det ydre er to vidt forskellige ting. At hun er mindst lige så meget værd som alle andre. Og at hun ikke længere står uden for fællesskabet, men at hun har venner. Når hendes tanker pludselig forsøger at overbevise hende om noget andet, skal hun tænke sig om en ekstra gang og huske, hvad hun har lært på julemærkehjemmet.
− Før kunne jeg bedre lide at være alene, og jeg blev nemt ked af det. Jeg havde ikke så meget selvtillid og selvværd og ikke så mange venner. Jeg ville også gerne tabe mig, men kunne ikke derhjemme. Men nu har jeg tabt mig og fået mere selvtillid, selvværd og flere venner, konstaterer hun nøgternt.
Som skoven bliver til landevej, og landevejen bliver afløst af grusvejen, der leder ned til Kildemose, begynder Celina at møde venner fra julemærkehjemmet. Hun er ikke sen til at spæne dem i møde og vild af begejstring give dem knus.
− Jeg vil altid savne mine venner fra julemærkehjemmet. Det gør mig glad at få nye venner. Jeg bliver helt glad indeni, når jeg siger: “Du er min ven, og dig vil jeg gerne være sammen med.” Vi er jo også venner i fremtiden, for vi er venner for livet, afslutter hun med øjne, der lyser op. Én af de mange venner fra julemærkehjemmet, Celina mødte undervejs, var 14-årige Liva.
