Mit problem ligger tre år tilbage. Min svigerinde fyldte 70 år, og jeg var inviteret hjem til dem, men kun mig og deres børn. Jeg ringede til min niece, om hun havde en idé til en gave, og hun foreslog en parfume. Så jeg drog til byen med en parfume og en stor buket blomster, der var for 300 kroner.
Læs også: Puks brevkasse: Kan jeg give min veninde en rejse til Mexico?
Ingen nævnte noget, men et par måneder efter fik jeg en opringning fra min bror, at de syntes, det var lovlig lidt, jeg havde givet, (jeg er folkepensionist). Jeg havde også skrevet begge mine døtre på kortet. Min svigerinde og brors argument var, at vi også havde været ude at spise.
Har jeg været for nærig?
Min svigerinde er meget vred på mig, og jeg har ikke besøgt dem siden, men min bror har været her hos mig nogle gange. Jeg kan tilgive min svigerinde, da hun er lettere dement, men at min bror er af samme mening, har jeg svært ved at tilgive. Jeg har aldrig været nærig, når jeg besøgte dem, havde altid noget med og hjalp dem også i haven.
Læs også: Brev til Puk: Jeg skulle betale for min weekend hos ham
Hvorfor mon vores sidste år skal være så triste, når vi kunne have så megen glæde af hinanden? Jeg ved godt, det er svært at leve sammen med en dement kone, men han fejler ikke noget. Hvad er din mening om det hele?
Søsteren
Læs også: Mormor til Puk: Kan ikke give flotte gaver, som farmor og farfar kan
Kære Søsteren
På en måde er det jo fascinerende, at man kan være så blind af sit eget raseri, at man slet ikke kan se, hvor dumt det hele er. Jeg tror, vi alle kender det med at blive fornærmet over noget, og så kan vi slet ikke komme ud af det igen. Vi formår ikke at træde et skridt tilbage og se, hvad konflikten egentlig drejer sig om.
Læs også: Brev til Puk: Nye cykler giver store problemer
I to, du og din bror, skal jo ikke være uvenner over en flaske parfume. Det må I se at få styr på. Jeg tror, din bror er gået i hårdknude. Du må hjælpe ham lidt.
Kan du ikke huske, hvordan det er at stå med små børn, der er så optagede af deres eget raseri, at de slet ikke kan slippe fri? De skal hjælpes. Hvis man lige stikker dem en krammer, så kommer de ud af raseriet igen.
Læs også: Fortvivlet mor til Puk: De vil også have deres kærester med til Bali
Jeg tror, du skal slå din bror på skulderen og sige til ham: “Hør her, brormand, skal vi ikke være venner igen? Jeg savner dig.” Af og til må man være den store, også selv om man er den, der blev ked af det. Kan du ikke vise det overskud? Du savner ham jo.
Jeg håber, I får løst det. Og lige på falderebet kan jeg fortælle dig, at jeg ikke synes, det var en forkert gave. Og beløbet var fint. De havde åbenbart forventet noget andet, men det må de se at komme over.
Kærlig hilsen Puk
Læs også: Brev til Puk Elgård: Svigerdatteren er blevet så grådig
