Puks brevkasse: Mor vil ikke sende far på plejehjem

Min familie er kommet i den ulykkelige situation, at min far er blevet tiltagende dement. Han er 82 år, min mor nogle år yngre.

Indtil for et halvt år siden gik det nogenlunde, at han var derhjemme. Min mor kunne godt gå ud nogle timer og lade ham være alene, og de tog også ud til arrangementer sammen.

Men nu er han blevet så dårlig, at hun slet ikke kan gå fra ham. Hvis hun ikke er der, går han ud af huset og bliver væk i nabolaget. Han kan heller ikke længere holde sig ren, og han står op om natten, så hun skal holde øje med ham hele tiden.

Hjemmehjælpen kommer og sørger for hans personlige pleje, men det er svært, fordi han er meget aggressiv og nogle gange slår ud efter personalet.

Han er for længst bevilget en plejehjemsplads, og min søster og jeg synes, at det ville være det helt rigtige for alle. Men min mor mener, at det er hendes forpligtelse at holde ham hjemme.

Har hun brug for at komme hjemmefra, er min søster eller jeg nødt til at være hos ham, og det kan godt være svært, fordi vi har arbejde og familie at passe.

Vi har begge teenagebørn, men de kan ikke være hos ham, for de er efterhånden blevet bange for ham. Han kan heller ikke længere kende dem. Nogle gange kan han kende min søster og mig, andre gange tror jeg ikke, vi siger ham noget.

Det er efterhånden blevet til en konflikt med vores mor. Hun har jo ingen som helst glæde ved at have ham hjemme, men det er, som om hun gerne ville være martyr. Hun bebrejder os, at vi ikke støtter hende bedre. Vi synes, at hun er alt for stædig, og at hun er i gang med at ødelægge sit eget liv.

Min søster har foreslået, at vi nægter at komme hjem til dem, før mor har sørget for at tage imod plejehjemspladsen, men det synes jeg, er så drastisk igen.

Kære M & B

Jeg vil i hvert fald ikke foreslå, at I sætter hårdt mod hårdt på den måde, din søster foreslår. Der er rigeligt med konflikter og stædighed i familien lige nu, og det sidste, I har brug for, er, at situationen eskalerer.

Jeres mor er i sorg. Hun er ved at miste sin mand, og det er en meget stor overvindelse at erkende, at han snart er væk. Ved at tage imod den plads afskriver hun ham, og så føler hun selvfølgelig, at hun har mistet ham. Så længe han er i eget hjem, kan man på en måde postulere, at der findes noget, der ligner det normale liv. Det er en proces. For jer alle.

Jeg ville søge råd hos Alzheimerforeningen. Hvis I søger på foreningens hjemmeside, alzheimer.dk, kan I se en kalender med forskellige arrangementer, og I kan også kontakte dem på tlf. 39 40 04 88. På hjemmesiden finder I masser af materiale, som er rigtig god læsning – også for pårørende.

Find den sidste rest af kærlighed og tålmodighed frem. Selv om I er hudløse. Det er så svært det, I står i, men betingelser og kompromisløshed er ikke vejen frem.