Svigermor klipper min datter, som hun har lyst til

Onsdag, 30. november 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
"T" er bange for at blive uvenner med sin svigermor, da hun mener, at svigermor blander sig i alt for mange ting. Du kan læse Puks råd her.
Puk

Kære Puk

Jeg har et problem med sin svigermor, der blander sig i ALT! Virkelig alt.

Hvis hun passer vores datter, hvad hun ofte gør, kan hun finde på at klippe hende uden at spørge mig først.

Min datter er nu seks år, og som 4-årig kom hun pludselig hjem med helt kort hår, efter at vi slidsomt havde passet på hendes hår og endelig fået det langt.

”Det passer bedre til hende med kortere hår” sagde svigermor. Jeg var rasende, men fik åbenbart ikke sagt ordentligt fra, for hun har lige klippet hende igen.

Hun lytter heller ikke til de anvisninger, jeg giver i forhold til slik og kost. Når min datter træder ind ad døren, er hun åbenbart svigermors datter og ikke min, og så gør hun, hvad pokker der passer hende.

Vi har brug for hendes hjælp og tør ikke blive uvenner med hende, men jeg er ved at blive vanvittig.

Hvad gør jeg?

T

Kære T

Good old-svigermorproblematik.

Hold op, hvor er det et uudtømmeligt tema. Jeg håber egentlig, at alle de mange, mange svigermødre, der læser med her og måske har en rem af huden, overvejer, om de tager sig for mange friheder i deres familiers liv.

Jeg tror jo egentlig, det meste er gjort af et godt hjerte, men det er måske tid til at kigge indad og lige se, om man fylder for meget i børn og børnebørns liv, og om man husker at spørge før, man laver om på det hele.

Når jeg læser dit brev, er der to ting, der slår mig. Det første er, hvordan tager din lille pige det at blive klippet? Er hun glad for sit hår?

Var det moderens ønske om at have en langhåret datter, der blev udfordret af klipningen, eller var din datter også ked af det? Har din svigermor og din datter ellers en god relation?

Det andet, jeg tænker på, er, at du skriver, at du ikke fik sagt ordentligt fra. Hvad betyder det? Sagde du slet ingenting? Så er der jo den mulighed, at din svigermor slet ikke ved, hvor meget det fylder hos dig.

Er du sikker på, at en snak om det ender med uvenskab? Behøver det virkelig det?

Jeg ved godt, at irritationen har vokset sig stor inde i dig, og du føler dig som en tikkende bombe, men kan du ikke detonere den bombe og så bare tale med din svigermor?

Vi skal altså øve os i at tage dramaet ud af ting. Det er så opslidende med drama.

En god relation til sin farmor er virkelig værdifuld, og jeg håber inderligt, at du kan finde frem til en god måde at tale med hende.

Kan du fokusere på nogle af de ting, du gerne vil have hendes hjælp til? Kan du sige til hende, ”vi prøver i øjeblikket at få vores datter til at spise mere frugt og grønt, vil du hjælpe?” Så får hun en opgave i stedet for et forbud.

Man må sno sig. Jeg håber, at I løser det. Ryst lige hovedet. Sænk skuldrene og se, om du kan nå din svigermor med overskud i stedet for raseri.

Og selvfølgelig skal hun ikke bare klippe din datter og fodre hende med slik, men hun skal guides, og du må finde diplomatiet frem.

Krydser fingre.

Mange hilsner fra Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk