Steen Simon Larsen, 67, og Pamela Larsen, 69, sidder sammen på verandaen ved deres smukke hus, som indenfor er dekoreret med Pams malerier og udenfor med Simons mange eksotiske planter. I sin hawaiiskjorte og med guldringe dinglende fra ørerne passer Simon perfekt ind i billedet – ja, man kunne tro, at han havde boet på St. Thomas altid.
Men det er faktisk slet ikke tilfældet. Simon måtte sejle fra Danmark og halvvejs rundt om kloden, før han fandt hertil.
– Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle bo hjemme i Danmark. Jeg skulle bare væk og ud at rejse, siger Simon med tydelig århusiansk dialekt.
Det er i dag over 30 år siden, at Simon lagde til på St. Thomas efter en lang jordomrejse. Her mødte han Pam, og 10 måneder efter blev de gift. Simon arbejder i dag som turistguide på øen, og Pam, som er opvokset i Florida, er billedkunstner.
Kærligheden ventede på St. Thomas
Simon havde kun 25 dollars på lommen, da han lagde til på St. Thomas. Han fik et arbejde på havnen, der gav fem dollars i timen. To af de lokale overtalte ham til at tage med til en populær restaurant, selv om han egentlig ikke havde penge til at tage i byen.
Og skæbnen ville, at Pam arbejdede som bartender der netop den aften.
– Hun kom bare gående hen til mig, og det var, ligesom det skulle være. Og hun syntes det samme – jeg så jo noget bedre ud i mine unge dage, fortæller Simon.
Han sender Pam et kærligt blik og siger:
– Jeg vidste, at jeg var nødt til at rejse for at finde den rigtige kvinde.
– Han vidste bare ikke, at han måtte rejse så langt. Og at hun ville lide af søsyge og ødelægge hans store jordomrejse, siger Pam på engelsk med et stort grin og tilføjer:
– Gudskelov for søsygetabletter.
Endelig fundet hjem
Trods Pams søsyge rejser de rigtig meget sammen både til søs og i luften, men de er fuldstændig enige om, at St. Thomas er deres hjem, og der flytter de ikke fra.
– Simon elsker virkelig at bo her. Når vi er på vej hjem fra stranden, og solen er ved at gå ned, er der et bestemt sted, hvor vi skal dreje og pludselig kan se hele øen. Og Simon får tårer i øjnene, fordi han er så glad for, at han er her, siger Pam kærligt og lægger en hånd på Simons arm.
– Det er, som om det er kulminationen på hele mit liv at bo her. Fra da jeg som lille dreng drømte om at rejse, og nu er jeg så her. Vi har problemer med orkaner og jordskælv, så der er slanger i paradiset, men det er det værd.
- Det her er mit hjem. Jeg leder ikke længere efter det sted, hvor jeg hører til, eller den kvinde, jeg hører sammen med. Der findes ikke noget bedre end det her, slår Simon fast.
Læs hele historien i Familie Journal i uge 14, som kan købes fra den 3.-9. april
- Læs meget mere om Simons jordomrejse og sejlturen over Atlanten
- Hvordan Simon og Pam oplevede orkanen Marylin i 1995 - fx lettede taget på deres hus, imens de befandt sig i det.
- Hvorfor Simon valgte at rejse fra sin familie i Danmark