Klokken ringer ind til time, og 11-årige Celina Jensens mave begynder helt automatisk at slå knuder. I øjenkrogen kan hun se sin mors bil forsvinde i det fjerne, mens hun med tunge skridt bevæger sig hen til klasselokalet denne morgen i maj.
Det er endnu en dag, hvor hun slet ikke har lyst til at være i skole, og der går heller ikke lang tid, før hun har låst sig inde på toilettet. Det er hendes tilflugtssted. Der sidder hun alene og lader fingrene glide hurtigt over tasterne på telefonen.
Hun skriver den ene besked efter den anden til sin mor og tigger om at komme hjem igen, for hun kan ikke koncentrere sig i timen. Hun føler, at alles øjne er rettet mod hende i klasselokalet.
Celinas mor, Nina, kommer med mange forskellige løsningsforslag, men intet hjælper, for hendes datter har ikke lyst til at være der mere og ønsker bare at blive fri for alle problemerne.
Til sidst skriver Celina, at hun har en løsning på sit problem, og Nina kan mærke en lettelse brede sig i kroppen. Der går dog ikke lang tid, før den følelse bliver erstattet af uro i kroppen, da den næste besked tikker ind: Celina har med store bogstaver skrevet ”SELVMORD”.
Læs også: Iben efter mange år med mobning: Jeg har sejret
Sidste dag i skolen
− Det kom som et chok. Det var helt surrealistisk, for selv om hun har været udfordret i skolen, var jeg ikke klar over, at det var der, vi var nået til. At være 11 år og have tanker om selvmord hører i den grad ikke sammen. Det var et råb om hjælp, fortæller Nina Jensen med rolig stemme.
Nina vidste, at Celina ikke havde tænkt sig at gøre alvor af ordet, men det var alligevel en besked, som hun ikke kunne overse. En lang snak om alt det svære og en masse krammere senere blev de enige om, at det var sidste gang, Celina havde sat sine fødder på den skole.
Der skulle ske noget nyt, så Celina blev skrevet op til en anden skole og desuden et ophold på julemærkehjemmet Kildemose i Nordsjælland. Det skulle være en helt frisk start.
− Jeg tror ikke, der er nogen, som driller hinanden på julemærkehjemmet. Der har man det bare godt og sjovt sammen, siger Celina med et grin fra sofaen i hjemmet i Frederikssund.
Her bor hun med sin mor, storesøster Nikita på 16 år og storebroren Niklas på 13 år. Forældrene blev skilt for godt et år siden, og efterfølgende har Celina tilbragt det meste af tiden hos moren.
Læs også: Ida er født med et udtryksløst ansigt: Min diagnose stopper mig ikke
Husker øgenavne
Celina har let til latter, men lige så glad hun ser ud, lige så let trækker hun en alvorlig mine. For hun er vant til at tænke tanker og have bekymringer, som ingen på hendes alder burde. Hun er, lige så længe hun kan huske, blevet drillet og mobbet i skolen. Hun husker øgenavne, at blive holdt udenfor og kun få venskaber.
− Jeg holdt mig for mig selv og havde ikke lyst til at være sammen med de andre, for så håbede jeg, at drillerierne ville stoppe. Men det hjalp ikke, siger Celina, mens hun trækker ned i den stramme bluse.
Med en virkelighed, der ikke bare har påvirket hende, men hele familien, blev hjemmet i Frederikssund et helle, hvor hendes mor altid var klar med opmuntrende ord og kram i massevis.
− Det har været svært, fordi det har været så konstant. Nærmest på ugentlig basis har der været to-tre gange om ugen, hvor jeg har sendt hende ked af det i skole, eller også er hun kommet grædende hjem, siger Nina og tilføjer, at Celina endte med at være hjemme fra skole i fem uger, hvor mormoren kom og læste lektier med hende.
Læs også: Julemærkehjem: Vi fik alle noget ud af Signes ophold
Et længe ventet brev
Ordene vælter hurtigt ud af Celina, uden at tankerne altid kan nå at følge med, både når noget er hårdt at komme igennem, og når det svære pludselig tipper og bliver godt. En glæde og begejstring, der er svær at overse, når hun ofte tripper på stedet. Og lige netop dét oplevede den lille familie i skolernes sommerferie.
Mens sommervarmen lå over Danmark, og termometret hurtigt nærmede sig 30 grader, traskede Celina utålmodigt rundt i lejligheden i Frederikssund. Hun havde sommerferie og skulle i august starte i 5. klasse på en ny skole. Men det til trods var hun hverken optaget af ferie, eller hvad den nye skole ville byde på.
Det var noget helt andet, der fyldte hendes hoved – og netop dét var grunden til den utålmodige trasken. Celina ventede på svar fra det julemærkehjem, hun havde ansøgt om at komme på. Og derfor kunne hun heller ikke styre hverken stemme eller krop, da postkassen dén dag i sommerferien gemte på en stor, hvid kuvert.
Med lynhurtig snilde rev Celina det tykke papir op og brød ud i et skrig ved synet af de første ord, som julemærkehjemmet Kildemose i Nordsjælland skrev til hende: ”Vi glæder os til at byde…”
− Da jeg læste brevet, løb jeg rundt og skreg, og så blev katten lidt forskrækket, fordi jeg var så glad, fortæller Celina og bryder ud i latter.
Læs også: Julemærkehjemmet hjalp Steffan til vægttab
Tror, alle er søde
Hun talte dagene til, at hendes mor, mormor, søster og bror skulle aflevere hende på Kildemose. For hende var julemærkehjemmet blevet symbol på alt det, hun ikke før har haft.
− Jeg tror, alle er søde ved hinanden på julemærkehjemmet. Første gang, jeg var deroppe på besøg, var jeg lidt nervøs, men så var der nogen, som tog godt imod mig. Så blev jeg mindre nervøs og indså, at de bare var søde og åbne, siger Celina og ser over mod de stabler af tøj, der fylder stuen i lejligheden: svømmebriller, kondisko, hjemmesko og træningstøj med navneskilte. Hun er ved at være klar til at tage springet og vinke farvel til de vante omgivelser.
Og dog. Hun skal stadig vænne sig til tanken om at have en hverdag uden sin mor, som altid har været hendes klippe.
− For lidt siden blev jeg ked af det, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne klare det, når jeg er der, og min mor er herhjemme. Så jeg spurgte, om hun kunne sove der den første nat, siger Celina med et smil. Hun ved inderst inde godt, at det ikke er en mulighed.
− Det bliver meget svært at skulle undvære min mor, understreger hun.
Mor Nina er enig.
− Det bliver mærkeligt. Men det bliver også fedt, for det er godt for Celina og for os andre, selv om det da er lidt svært at give slip. Nogle gange kan man som forældre ønske børnene hen, hvor peberet gror, men selvfølgelig fylder de virkelig meget i ens tankegang og liv, siger hun om det at være mor.
Nina og Celina rejser sig fra sofaen og begynder at lægge tøjet i den store, grønne kuffert.
− Jeg tror nok, det skal gå, for på julemærkehjemmet får man gode venner, som man ikke mister igen, siger Celina.
− Selvfølgelig skal det nok gå. Vi ses jo i weekenderne, tilføjer Nina og ser på sin datter, der er i gang med at få plads til alle sine bamser i kufferten.
Her kan du følge med i Celinas ophold på julemærkehjemmet. Mandag den 18. marts 2019 er andet afsnit om Celina tilgængeligt her på sitet.
Om julemærkehjemmene
-
Der findes fem julemærkehjem fordelt over hele landet: Kruså, Skælskør, Hobro, Ølsted og Roskilde.
-
Det er børn med sociale udfordringer og/eller vægtproblemer, som kan komme i betragtning til et ophold.
-
Et ophold varer normalt 10 uger.
Kilde: Julemærkefonden
