Yvonn fik to hjerneblødninger: Jeg valgte livet

Fredag den 4. december 1987. 34-årige Yvonn Bengtsson sidder i sin bil og kæmper sig gennem eftermiddagstrafikken mellem arbejdspladsen i Glostrup og hjemmet på Amager. Julen står for døren, hun skal hente sine to børn på to og syv år, og så er de ved at lægge edb ind hos AOF, hvor hun er fuldmægtig. Det trækker tænder ud, så der er nok at stresse over. 15 meter før nedkørslen til motorvejen stopper hun for rødt lys.

– Pludselig mærker jeg en smerte, som bliver en pil skudt fra venstre læg og op i hjernen. Jeg får så voldsom hovedpine, at jeg er ved at besvime, samtidig med at sveden løber ned ad mig, husker Yvonn.

Læs også: Jacob overlevede en alvorlig hjerneblødning

Ud og ind af bevidsthed

Hun kører ind til siden og får standset bilen. Hun kravler ud og vil råbe om hjælp, men hun kan ikke. En dame stopper og kører hende til stationen, hvor hun bliver sat ind i en taxa. Hjemme i rækkehuset på Amager får hun sin mor til at hente børnene, før hun vakler i seng. Hendes mor kan se, at den er helt gal og får senere på aftenen Yvonn indlagt.

De næste par dage ryger Yvonn ud og ind af bevidstheden, mens lægerne forsøger at få overblik over, hvad hun fejler.

– Det viste sig, at jeg havde fået to hjerneblødninger, så jeg er meget taknemmelig over, at jeg havde foden på bremsen og ikke på speederen, da det skete, siger hun.

Ville tilbage til livet

Søndag morgen den 6. december 1987. Yvonn bliver opereret, og i journalen kan hun senere læse, at hun var død i et kort øjeblik under operationen.

– Jeg svæver under loftet og kan se mig selv ligge nede på operationsbordet. Jeg husker, at jeg siger til mig selv, at dér skal jeg ned igen. Jeg vidste instinktivt, at hvis jeg vendte mig væk og kiggede på det mørke, som jeg fornemmede, var bag mig, ville jeg være væk for altid. Så jeg tog et valg om, at jeg ville tilbage til livet, fortæller Yvonn med et smil.

Læs også: Livet efter en hjerneblødning

Volapyk

Hun har det godt efter operationen og forventer, at hun snart bliver udskrevet, men der går 10 måneder, før hun igen kommer hjem til rækkehuset på Amager. Præcis en uge efter at hun er blevet ramt af hjerneblødningerne, begynder hendes færdigheder at forsvinde.

– Jeg kan godt høre, at jeg taler volapyk, så jeg prøver at slå over i engelsk. Jeg ved ikke, om jeg er englænder, for jeg aner ikke, hvad der sker med mig, siger Yvonn.

Hun er lam i højre side og kan ikke længere selv stå ud af sengen. Da familien kommer på besøg, går det helt galt.

– Der står to damer for enden af min seng, og da de ikke har kitler på, tænker jeg, at de ikke er sygeplejersker. Jeg har da også en fornemmelse af, at jeg har set dem før, men jeg kan ikke placere dem.

De to kvinder er hendes mor og søster.

– I dag forstår jeg ikke, at jeg ikke kunne huske mine børn, min mand, mor og søster, men det kunne jeg ikke.

Nyfødt i en voksen krop

I dag er Yvonn 66 år, fraskilt og bor i Dragør. Fra køkkenvinduet kan hun se Øresundsbroen. ”Min bro”, som hun kalder den. I stuen hænger træningsredskaber, og flere gange om ugen tager hun sin lille invalidebil og kører til træning.

– Jeg bliver aldrig færdig med min genoptræning. Hvis jeg holder op med at træne, mister jeg de færdigheder, som jeg har kæmpet for at få tilbage, forklarer hun.

Efter operationen i 1987 mistede hun evnen til at tale, læse, spise og bevæge sig.

– Det var et chok pludselig at befinde sig i en krop, der intet kunne. Jeg huskede intet og anede ikke, hvor i verden jeg hørte til. Jeg var som en nyfødt i en voksen krop. Det eneste, jeg kunne, var at smile, så det gjorde jeg, husker Yvonn.

Læs også: Jane fik en hjerneblødning: Mine børnebørn reddede mig

Stædighed og viljestyrke

Overlægen havde skrevet hende op til en plejehjemsplads, men hun ville det anderledes.

– Jeg ville ikke give op, for jeg havde jo besluttet mig for, at jeg ville overleve, og så ville jeg også leve fuldt ud. Men det tog lang tid, før jeg accepterede, at jeg ikke kunne det samme som før.

Yvonn var indlagt i 10 måneder på sygehuset. I årene efter trænede hun, afprøvede alternative behandlinger og tilkæmpede sig langsomt sine tabte færdigheder én efter én. Med stædighed og viljestyrke trænede hun op til 18 timer i døgnet for at blive sig selv igen. En kollega sagde, at hun var så viljestærk, at ”hvis hun ikke fik spiddet frikadellen, ville den selv hoppe op på hendes gaffel, fordi den ikke turde andet.”

Sanglæreren

Efter et halvt år kunne Yvonn sige ja, nej og okay, men der skulle gå hele syv år, før hun helt havde genvundet talens brug. Talepædagogen kunne ikke gøre mere efter tre år, og havde hun ikke tilfældigt mødt en operasanglærer, der kunne hjælpe hende, var hun formentlig ikke nået længere end de tre første ord.

– Han lærte mig at trække vejret rigtigt, og så fik jeg en række øvelser, som jeg skulle lave to timer dagligt. Efter 18 måneder kunne jeg snakke hakkende, smiler Yvonn.

Læs også: Maxine passer godt på sin mor

Positivitet er vejen frem

I dag taler hun uden besvær, og detaljerigdommen i hendes fortælling viser, at hukommelsen også er vendt tilbage. Hun går lidt besværet, og den højre arm er spastisk lammet.

Hun blev også så god til at læse og skrive, at hun kunne undervise apopleksipatienter og ordblinde. I dag er hun gået på pension, og ud over sin træning bruger hun tid på at skrive sin historie på sin hjemmeside, denfjernehjerne.com, og der er også tre børnebørn, der skal hentes og passes.

– Jeg har mødt mennesker, som har været bitre og gnavne, og sådan vil jeg ikke være. Hvis man sender god energi ud, får man også god energi tilbage. Jeg har selvfølgelig også dumme dage, men jeg har valgt at være positiv, for jeg har selv valgt livet til.

Læs også: 35-årige Annika faldt om med en blodprop