Opskrifter

Dansk buffet

Tirsdag, 19. maj 2009af Redaktion
Buffet med citronfrikadeller, krydret oksebryst, honningglaserede gulerødder, rygeostsauce, kartoffelsalat og myslibrød

Alt er til ca. 12 pers.

CITRONFRIKADELLER MED NØDDER (midt tv. i billedet)
1 kg hakket kalv og flæsk
3 tsk. salt
2 løg
4 spsk. rasp
4 dl mælk
3 æg
Revet skal af 2 usprøjtede citroner
50 g hakkede nøddekerner
Olie og smør til stegning


Skær løgene i små tern. Rør kødet til fars med salt, løg, rasp, æg, citronskal og nødder. Lad farsen hvile køligt ca. ½ time. Formes til små frikadeller og steges på panden i olie og smør 4-5 min. på hver side.

Kødet skal trække flere dage med krydderier, men er ikke besværlig at lave, og så kan det holde sig et par uger i køleskabet. Kødets pæne røde farve opnås med nitritsalt. Køkkensalt eller en blanding af røgsalt og groft salt kan bruges i stedet for, men så er holdbarheden knapt så lang. Lidt nitritsalt kan man måske tigge sig til hos sin slagter.

TIP TIL BUFFET

Start eventuelt ud med en portionsforret, så gæsterne falder lidt til ro ved bordet inden buffeten.
- Godt eksempel på en forret: Hjertesalat med røget torsk.

Ud over den lækre hjemmelavede mad er der også gode danske oste på buffeten. Danbo fra Tistrup er fast og god (ofte på tilbud) og findes både mellemlagret og lagret. Fra Høng er der Klosterkrone, som er en blå/hvidskimmelost og Gyldenrød, som er en mild rød skimmelost, og endelig Brie fra Castello. Alle ostene findes i velassorterede supermarkeder. Husk at tage dem ud af køleskabet et par timer før.


KRYDRET OKSEBRYST (nederst i billedet)
Ca. 1½ kg oksespidsbryst

Krydderblanding
60 g farin
90 g salt
15 g hele sorte peberkorn
15 g hel allehånde
15 g hele enebær

Miks alle ingredienserne til krydderblandingen i foodprocessor. Gnid kødet grundigt ind i krydderierne og læg det i et halvdybt fad. Kom låg over og lad det trække 3-6 dage. Vend kødet indimellem, der vil efterhånden samle sig væde i bunden af fadet. Jo længere kødet trækker med krydderierne, jo kraftigere bliver smagen, og jo længere kan det holde sig.
Dup kødet tørt og del stykket på langs. Læg det i en gryde, hæld koldt vand ved, så kødet er dækket, og kog det mørt ved svag varme på 2½-3 timer, prøv mørheden med en kødnål. Tag kødet op, lad det køle lidt af og læg det på et fad. Kom et bræt med noget tungt (sten eller konservesdåser) ovenpå, og stil det køligt 12 timer.


HONNINGGLASEREDE GULERØDDER (midt th. i billedet)
1¼-1½ kg små gulerødder
Salt og peber
75 g smør
4 spsk. flydende honning

Kog gulerødderne lige akkurat møre i letsaltet vand. Hæld vand fra og skyl dem koldt.
Varm smør op i en stor pande. Tilsæt gulerødder, salt og peber og dryp honning over. Sauter indtil gulerødderne er glaserede og ryst panden nogle gange. Serveres varme.


RYGEOSTSAUCE (midt th. i billedet)
200 g rygeost 40%
150 g flødeost
Ca. 2 dl mælk
1 dl tør sherry,
1-2 spsk. klippet purløg
Salt og peber

Rør ingredienserne sammen og smag til med salt og peber.


KLASSISK DANSK KARTOFFELSALAT
2½ kg faste, kogte pillede kartofler

TIP

Hvis kartoflerne trækker for lang tid i saucen, suger de væden og så virker salaten tør.


6 dl ymer
300 g mayonnaise
Saft af ½ citron
Ca. 1 dl mælk eller vand
2 hakkede løg
1 bdt. hakket persille
4 spsk. klippet purløg
4 spsk. hakket dild
3 tsk. dijonsennep
Salt og peber


Skær kartoflerne i skiver. Rør ymer og mayonnaise sammen med de øvrige ting og smag til med salt og peber. Vend kartoffelskiverne i mayonnaiseblandingen kort tid inden serveringen. Smag til med salt og peber.


MYSLIBRØD (øverst th. i billedet)
(3 kranse)
25 g gær
4 dl håndvarmt vand
2 dl kærnemælk
2 tsk. salt
1 spsk. honning
200 g mysli uden rosiner
Ca. 650 g hvedemel


Smuldr gæren og rør den ud i vandet. Tilsæt salt, honning, mysli og næsten alt melet. Ælt dejen godt, til den er blank og sej og tilsæt evt. lidt mere mel. Hæver lunt og tildækket 1½ time. Læg dejen på et meldrysset bord og del den i 3. Form hvert stykke til et fladt, rundt brød og lav hul i midten med et glas. Prik brødene med en gaffel og læg dem på plader med bagepapir. Efterhæver 20-30 min. Drys lidt mel over brødene og bag dem ca. 12 min. på midterrillen ved 250°.

Madopskrifter: Anne Skovgaard-Petersen


Prøv også...
Hjertesalat med røget torsk
Mundgodt