Opskrifter

Krydret ribbenssteg med salsa verde kartofler

Søndag, 23. juni 2013af Redaktion
Ribbenssteg er ikke kun vintermad, med en spændende krydring passer den fint til en solskinsdag og kan endda steges på grillen

Ingredienser til krydret ribbenssteg med salsa verde kartofler

700 g ribbenssteg
1 spsk. groft salt
1 tsk. korianderfrø
1 tsk. fennikelfrø
800 g små kartofler
1 dl salsa verde (se mere nedenfor)

Fremgangsmåde

Rids sværen på stegen, knus salt, koriander og fennikel i en morter og gnid stegen med blandingen. Kom stegen i et ovnfast fad, sæt den i ovnen ved 250° i 30 min., dæmp temperaturen til 160° og lad den stege i yderigere 90 min. Kog kartoflerne i letsaltet vand i ca. 15 min., hæld vandet fra og damp dem tørre. Bland kartoflerne med salsaen, kom dem i et ovnfast fad og sæt dem ind til stegen i de sidste 30 min. Servér med thai agurkesalat.

Madopskrift: Kristina Marckmann


Salsa verde - en grøn sovs

Salsa verde er italiensk og betyder grøn sovs. Den italienske salsa verde er en kold, rustik sauce baseret på olie og krydderurter. Traditionelt blev ingredienserne hakket groft i hånden, men nu blendes de ofte i en foodprocessor, hvilket giver en mindre grov konsistens. Min salsa verde laves således: Blend 1 bdt. persille med 12 basilikumblade, 3 ansjosfiléter, 1 fed hvidløg, 2 spsk. kapers, 1 spsk. citronsaft og 1 dl olivenolie og smag den til med salt og peber.

Find flere opskrifter her...
Ribbenssteg med æble og peberrodsrelish
Fyldt svinebryst


Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop