Opskrifter

Ølbraiserede svinekæber

Fredag, 14. marts 2014af Redaktion
Svinekæber er grisens kraftige tyggemuskel, og de findes efterhånden i mange større supermarkeder, ellers kan de bestilles hos slagteren. Kniber det, så brug 2 cm tykke skiver af nakkefiléten eller boven, koteletterne skal kun stege ca. 1 time. Steg kæberne i en sautérpande eller bredbundet gryde, der kan tåle at komme i ovnen, eller brun dem på pande og steg dem færdige i et ovnfast fad.

Ingredienser til ølbraiserede svinekæber

(4 pers.)

6-8 svinekæber (kæbeklumper)
Salt og peber

Marinade
1 hakket løg
2 hele nelliker
6 peberkorn
1 pilsner

Til braisering
1 spsk. olie
4-6 svesker
1 usprøjtet appelsin
Siet marinade
1 spsk. æbleeddike


Fremgangsmåde til ølbraiserede svinekæber

Fjern den brede sene på kæberne. Bland marinaden og hæld den over kødet. Dæk fadet til og stil det koldt 12-18 timer.

Tag kæberne op af marinaden og dup dem tørre. Gnid dem med salt og peber. Si marinaden og gem den.

Skær 2 fine strimler af appelsinskallen og snit den i tynde tværgående strimler. Brun kødet i en sautérpande i olie. Hæld marinaden ved og bring den i kog. Skær sveskerne i strimler og tilsæt dem sammen med appelsinskal og æbleeddike.

Sæt panden i ovnen ved 180° i ½ time med låg. Tag låget af og giv kæberne yderligere ca. ¾ time, til de er møre. Øs jævnligt skyen over. Hvis der fordamper for meget væde, tilsættes lidt vand. Smag den kraftige sky til med salt og peber.

Servér med persillekartofler og selleripuré.



Ingredienser til selleripuré

1 selleri
½ tsk. salt
1 spsk. citronsaft
Ca. 2 dl fløde el. mælk
25 g smør
Salt og peber
Hakket persille

Fremgangsmåde til selleripuré

Skræl sellerien, skær den i mindre stykker og kog dem møre i vand med salt og citronsaft. Kog fløden op. Hæld vandet fra sellerien og rør den glat med fløden og smør. Rør persille i og smag purén til med salt og peber.


Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Find flere opskrifter her...
Krydderurtekoteletter med hvidløgskartoffelmos
Kalveragout


Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop