Sygemeldt med piskesmæld: Sagsbehandler vil stoppe mine sygedagpenge

Torsdag, 24. april 2025
Bettina Post
Foto: Keenan Constance/Unsplash
En sagsbehandler vil have en sygemeldt kvinde med piskesmæld i praktik på et plejehjem. Lægen siger nej, så hvad skal kvinden stille op?
Kvinde,der tager sig til nakken.
Piskesmældet i nakken giver mig smerter, svimmelhed og følelsesforstyrrelser.

Kære Bettina

Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper og har arbejdet på plejehjem i syv år. For et halvt år siden kørte jeg galt i min bil og fik et piskesmæld i nakken. Det giver mig mange problemer med smerter, svimmelhed og føleforstyrrelser, og derfor er jeg sygemeldt fra mit arbejde.

Min sagsbehandler er meget optaget af, at jeg skal tilbage i job, og hun har derfor arrangeret en praktik på plejehjemmet. Ikke med omsorgen for beboerne, som jeg ellers er uddannet til, men i køkkenet, hvor jeg skal hjælpe med lettere opgaver.

Det går rigtig dårligt, fordi jeg får så mange smerter af at bruge mine arme. Jeg forstår ikke, at hun ikke finder noget mere stillesiddende. Sidst jeg var der, måtte jeg gå hjem efter en time, fordi jeg havde så ondt.

Min læge siger, at jeg skal sige nej til praktikken, så jeg ringede til sagsbehandleren og sagde, at jeg ikke kunne klare det, men hun lyttede ikke. I stedet truede hun mig med, at hvis jeg ikke medvirker, stopper hun sygedagpengene. Hvad skal jeg gøre?

Kh, Janni

Kære Janni

Det lyder meget mærkeligt i mine ører, at din sagsbehandler betragter arbejdet i plejehjemmets køkken som mindre fysisk krævende end arbejdet med beboerne.

Under alle omstændigheder har hun pligt til at rådføre sig med din læge eller den speciallæge, du måske er blevet undersøgt af, i forhold til dine skånehensyn. Og de skal tages alvorligt, når hun arrangerer en praktik, ellers får hun ikke et retvisende billede af, hvad du kan og ikke kan.

Hvis du har fået en sagsbehandler, som ikke har forstået, at hendes opgave er at hjælpe dig – ikke presse dig ud over dine evner – så kan det være svært for dig at trænge igennem.

Så måske skal du bede om en anden sagsbehandler. Alternativt kan du afvente, at hun partshører dig om manglende medvirken. Her skal du så gøre opmærksom på, at hun mangler at oplyse sagen i forhold til dine skånebehov.

Ignorerer hun dig igen, skal du klage over, at dine sygedagpenge standses, uden at hun har inddraget den sundhedsfaglige ekspertise.

Bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk